Weekendavisen den 29. maj 2019.

Krak. Katrine Marie Guldager udsætter igen sin prosa for en ærgerlig og ret uforståelig reduktion.

Katrine Marie Guldager: Et rigtigt liv. 285 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Efter det amerikanske boligmarkeds kollaps i 2007-2008, hvor husejernes friværdi forsvandt op i den tynde luft, spredte rystelserne sig til Europa, og herhjemme måtte Nationalbanken og statens skraldemandsselskab rydde op i ruinerne efter Roskilde Bank, der havde mistet hundredevis af millioner kroner på fejlslagne ejendomsprojekter.

Mærkeligt nok har finanskrisens skelsættende omvæltninger i almindelige menneskers hverdagsøkonomi ikke sat sig de helt store spor i samtidlitteraturen. Så vidt jeg kan huske, har vi kun fået Signe Schlichtkrulls Krak (2012) og Kim Blæsbjergs trilogi Desertørerne I-III (2016-2018). Men nu kommer endnu en, nemlig Katrine Marie Guldagers Et rigtigt liv. Jeg anerkender helhjertet forsøget. Og det piner mig derfor betydeligt at sige, at denne roman bør også være en sag for et skraldemandsselskab.

Filip er ung i 80’erne. Hans mor er død af kræft, hans far har nok at gøre med Filips handicappede storebror, og Filip selv vænner sig aldrig til at komme i anden række. Efter gymnasieårene på kostskole, hvor han grundlægger varige venskaber, begynder han på jura. Hans farfar er advokat med gode forbindelser, og han skaffer ham en stor lejlighed på Peblinge Dosseringen lige ved søerne i København. Stegte duer flyver lige ind i gabet på ham, verden ligger åben. Men det med pigerne er ikke helt lige til. Er Nanna fra kostskolen mest en god ven, eller er det meningen at de skal være kærester? Da Filip er blevet advokat og ekstern lektor på universitetet, møder han den unge jurastuderende Cecilie, som han forelsker sig i. Efter en omvej til New York og et faux pas med en femme fatale i Colombia, klinker Filip skårene og slår sig ned med sin unge kone i Hellerup. Familien udvider sig med børn og sommerhus i Toscana, men der er knas i work-life-balancen. Først gider Cecilie ikke arbejde mere, og så gider Filip heller ikke. Men deres forbrug er tårnhøjt, og gamle penge varer ikke evigt. Så møder Filip en studiekammerat, der har nogle smarte tips og tricks med noget ejendomshandel, og snart ruller millionerne ind igen. Den slags millioner, vel at mærke, som finanskrisekrak er gjort af. Herefter er alt et ræs mod bunden.

At Katrine Marie Guldager er en dygtig forfatter, har hun bevist så tit. Men nu modbeviser hun sig selv og udsætter igen sin prosa for en ærgerlig og ret uforståelig reduktion. Efter den meget vellykkede seksbinds Køge-krønike skete et tilbageskridt med En uskyldig familie (2017), der blev afhandlet i en stiv og livløs prosa. Med desperationshistorien Bjørnen (2018) blev den levende fortælling nogenlunde genetableret, men med Et rigtigt liv er vi nu tilbage i en besynderligt uambitiøs og umusikalsk stil- og toneart, der ikke lyder som rigtig litteratur, men som forfatterens notater til sig selv: ”Cecilie er spændt på endelig at møde Filips venner rigtigt og ikke bare i forbifarten på vej ind eller ud af Filips værelse. Filip har været nødt til at holde hende tæt ind til sig og hårdnakket forsikre, at uanset hvad hans venner synes, så vil det aldrig få nogen indflydelse på, hvad han føler.”

Et andet eksempel på romanens glansløse referat: ”De første år hos Hjørner & Krog deler han skrivebord med en pige, der hedder Malle. Ifølge Malle er den eneste forskel på en mandlig og en kvindelig erhvervsadvokat den, at sidstnævnte aldrig har fri. Han bliver ærgerlig, da hun fortæller, at hun er nødt til at sige op, fordi hendes mand, en lige så succesfuld erhvervsadvokat i et konkurrerende firma, er skredet med en yngre blondine.”

En advokatroman der følger 80’ernes boheme frem til finanskrisen, er absolut godt tænkt. Men Et rigtigt liv er stedmoderligt skrevet, som en synopsis, der venter på ankomsten af en forfatter, der kan give den form og fylde.



Skriv en kommentar