Weekendavisen den 3. maj 2019.
Forventningsskuffet. Farens ret er sønnens pligt. Jonas Hassen Khemiri har skrevet en banal familiefortælling.
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen. 245 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Så sent som den 17. april skrev jeg her i avisen en ganske tilfreds anmeldelse af et stykke dramatik af Jonas Hassen Khemiri, hvor jeg slog fast, at det dog er hans romaner, der for alvor giver forfatterskabet litterær betydning.
Jeg korrigerer lige mig selv. Det er kun de tre første af den svenske forfatters nu fire romaner, der giver forfatterskabet litterær betydning. Den nye roman, Farklausulen, lever ikke op til det høje niveau, som Jonas Hassen Khemiri lagde med Et øje rødt (2004), Montecore. En unik tiger (2007) og Alt det jeg ikke husker (2016).
Mens hele mit læsende system tog så godt imod de første romaner, udløser Farklausulen en idiosynkratisk irritation. Den er gal med det hele: Titlen, formsproget, stilarten, tonen. Indlejret et sted i miseren er en kernefortælling om en mands desperation, der desværre ikke får lov til at folde sig ud i det format, som Jonas Hassen Khemiri mestrer. Eller har mestret.
Som så ofte før i forfatterskabet står en far-søn-relation i centrum, og igen er vi blandt svenskere med kulturelle familierødder i et andet land. Hovedpersonen er økonom, arbejder som selvstændig bogholder uden succes. Hans hustru klarer sig derimod godt som fagforeningsjurist. Nu har han barselsorlov med parrets andet barn. Samtidig kommer hans egen far på besøg. Han flyttede efter skilsmisse tilbage til det land, han oprindelig kom fra, men skal opholde sig i Sverige to gange om året af skattespekulationsårsager. Smart nok, for så kan han også lige nyde godt at det gratis sundhedssystem.
Farfaren installerer sig i sin gamle lejlighed, som sønnen nu bruger til kontor. Det er farens ret og sønnens pligt. Det er den ”farklausul”, som har givet romanen sin anstrengte titel, en klausul, som sønnen gerne vil opsige, fordi faren misligholder lejligheden og i øvrigt lukrerer på sin søn. Den gamle kan sælge sand i en ørken, og går durkdrevent rundt med en pose fra turistbureauet, for folk opfører sig pænt, hvis de tror at han bare er turist.
Farklausulen opererer ikke med navne. Det opdager vi i romanens første linje: ”En farfar, som er en far, er tilbage i landet, han aldrig har forladt”. Kort efter møder vi ”en søn, som er en far” der er identisk med ”en far, som er en søn”. Der er også ”en søster, som er en datter, men ikke længere er en mor” og ”en farfar, som føler sig som en farfars farfars far” og ”en kæreste, som er en mor” osv. osv. Jonas Hassen Khemiri skriver sågar med naivistiske – men dog kloge – børnestemmer, for ”den fireårige” og ”den etårige”. Det skal vistnok være sjovt og charmerende, men er lige så enerverende, som Paul Austers hundestemme i Timbuktu.
Personerne har kun rolleidentiteter, sandsynligvis fordi vi står i familiære relationer til hinanden, om vi vil det eller ej. Familie er ikke et valg, det er en forpligtelse, som man ikke kan undslippe. Uanset hvor hårdt man prøver at flygte, vil man blive indhentet af sin skæbne. Som det hedder et sted”: Det er jo en af de rigtige udfordringer her i livet ikke at lade sig prædestinere af ens familiemæssige forudsætninger”. Det er lige så banalt, som det er sandt.
I finalen, hvor ”sønnen, der er en far” og ”farfaren, der virkelig er en far” er på vej til lufthavnen, beder sønnen sin far om ikke evig og altid at kritisere og rette ham. Faren siger: ”Glem ikke den blinde vinkel”.
Den blinde vinkel er der, hvor ulykken finder sted. Der vi er usynlige for hinanden. Dagen før var sønnen i en desperat jagt på at indhente noget forsømt, gået på scenen for at forsøge sig som stand-up’er. Endte det mon godt? Fik han omsat sin pertentlighed til sjov selvudlevering? Alt det, der plejer at lykkes for en forfatter, der både er en søn og en far, strander foran et tavst publikum. Farklausulen udgør forfatterskabets blinde vinkel.