Weekendavisen den 10. maj 2019.

Yndigt land. Den 13. maj for 200 år siden vandt frøken Juliane Marie Jessen konkurrencen om en opbyggelig dansk nationalsang. Men hendes digt var rædsomt og udløste både polemik og skandale. I kulissen lurede en af konkurrencens tabere: Adam Oehlenschläger.

Året er 1819. Vi er godt i gang med guldalderen. Genier indenfor kunst, litteratur, videnskab og filosofi flokkes i København. Men byen har også sine håbefulde drømmere og langt mindre skønånder. En af dem er Juliane Marie Jessen, den ugifte 59-årige datter af etatsråd N.J Jessen.

Den 13. maj er en stor dag for frøken Jessen, en ivrig forfatterinde, der stadig venter på anerkendelse, selvom året er begyndt så fint for hendes digterdrømme. Hun har fået udgivet et lille bind poesi, Smaa Mark-Violer plantede i Danmarks Digterhauge, og nu kommer der flere gode nyheder til hjemmet i Smallegade på Frederiksberg.

Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse har netop udpeget vinderen af konkurrencen om en opbyggelig sang, som skal kunne vække begejstring blandt danske tropper, der gør tjeneste langt væk hjemmefra. Af de indkomne bidrag til digtkonkurrencen, der alle er indleveret anonymt under mærke, har Selskabet valgt et berusende digt med en manende titel: ‘Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd!’ Digtet er skrevet af Juliane Marie Jessen.

Forhistorien er denne: Den 18. september 1818 modtog Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (stiftet i 1759 for at fremme poesi og veltalenhed, findes ikke længere, det blev i 1966 lagt sammen med det nye Det Danske Akademi) et brev fra prins Frederik af Hessen, der stod i spidsen for det danske okkupationskorps i Nordfrankrig, hvor 15.000 danske soldater var udstationeret som en del af den koalition, der havde til opgave at holde dele af Frankrig besat efter Napoleonskrigenes slutning.

I brevet blev Selskabet opfordret til at udskrive en konkurrence om en sang, som kunne synges på fronten og skabe nationalt sammenhold. Nationalsange var i de foregående år kommet på mode i Europas førende lande, hvor kongehusenes hymner blev suppleret af borgerlige nationalsange, og de danske soldater fandt det pinligt, at de ikke kunne synge en egentlig nationalsang om danskernes historiske herligheder.

Prins Frederik af Hessen skrev: ”Uagtet der i det danske Sprog haves en Samling af herlige Sange der gjøre Indtryk paa det følende Hjerte og hvis Melodier hæve Sjælen til glad Begeistring, saa har man ved det danske Troppecontingent, under dets langvarige, fra Fædrelandet fjerne Ophold i fremmed Land og i nær Berørelse med fremmede Nationers Krigshære, dog ofte følt Manglen af en som nationalvise almindeligt antaget Sang.”

Prins Frederik meddelte på vegne af de danske officerer, at man ville belønne den bedste sang med 400 rigsbangdaler sølv til fordeling mellem den vindende digter og den vindende komponist, men at det var Selskabets opgave at vælge vinderne. Blot var det afgørende, at sangen kunne tolke de ”hellige Følelser, Ønsker og Forhaabninger, der opfylder hver Dannemands Bryst”. En kraftfuldt indtagende musik skulle bidrage til hæve det rørte hjerte til endnu højere begejstring, hed det i brevet.

Kun en måned og en dag efter at de danske officerer havde afsendt brevet fra Lewarde i det nordlige Frankrig, var Selskabet i stand til at udskrive konkurrencen om den nationale sang. Selskabet har besluttet at udskrive konkurrencen om det bedste digt først, og derefter en melodikonkurrence. Nu skulle nationens digtere så finde udtryk for deres poetiske fædrelandskærlighed, og inden 1. januar 1819 skulle de indlevere deres bidrag anonymt. Bidraget skulle forsynes med en devise, altså et lille valgsprog for digtet på en enkelt linje, og i en forseglet kuvert skulle lægges en seddel med angivelse af forfatteres navn og opholdssted. Ved fristens udløb lå der 59 kuverter på bordet hos Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse med bud på en nationalt opbyggelige soldatersang.

Selskabets medlemmer har tilsyneladende ikke haft travlt med at finde en vinder. Og de var tilsyneladende heller ikke imponerede over bidragene. Forfatteren Thomas Thaarup (1749-1821) havde til opgave at gennemlæse alle digtene, og han var svær at imponere, måske fordi han tidligere selv havde gjort sig i patriotiske og royale lejlighedsdigte (men i dag kun bør huskes for den smukke inskription, der pryder Frihedsstøtten for stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788). I en rundskrivelse til sine kolleger noterer han, at han har læst alle sangene, og hans dom er hvas og elegant: ”Der er meget Straa men liden Kjærne.” Vi skal derfor helt frem til den 13. maj 1819, før Selskabet kan offentliggøre, at de har valgt en vinder.

Juliane Marie Jessen (1760-1832) sværmer for tidens nationale skribenter, og selv skriver hun både digte og komedier. Dansk Biografisk Leksikon (1933) fortæller, at hun syv år gammel skrev sit første digt, en kantate til enkedronning Juliane Maries fødselsdag. I en tidligere udgave af leksikonet kan man læse, at hendes navnesøster ”Enkedronning Juliane Marie valgte hende til sin Lektrice [oplæser], hvilken Stilling hun beklædte fra sit 27.-30. Aar, da hun maatte tage Afsked paa Grund af en Mavegigt, som i 8 Aar holdt hende paa Sygelejet, hvorefter hun stadig var svag og aflukket fra Verden.”

Men Juliane Marie Jessen kom sig dog tilstrækkeligt til at engagere sig på sin ven Jens Baggesens side i en flerårig litterær fejde mellem ham og Adam Oehlenschläger. Jens Baggesen havde latterliggjort Oehlenschlägers dramatik, og frk. Jessen støttede ham. Og ironisk nok vandt hun så nu den digtkonkurrence, som det litterære Danmark ellers forventede at netop Oehlenschläger ville vinde.

Men sejren med ‘Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd!’, der skulle have været Juliane Marie Jessens gennembrud og litterære karrieres højdepunkt, endte ydmygende. Den svulstige sang med den uelegante patos – indsendt under mærke og devisen ‘Men naar han kan nævne Moder, skal han nævne Fødeland’ – falder ikke i god jord udenfor Selskabet, og den bliver hurtigt genstand for alskens spot. Dansk Biografisk Leksikon (1887) noterer, at sangen var temmelig uheldig og affødte ”en Mængde berettigede Parodier”. Og med god grund:

Dannemark! Dannemark! – Hellige Lyd!
Himmelske Fryd!
Hæv Dig, min glade, min bankende Barm!
Danmark! for Dig toner Sangen saa varm.
Naar Saga nævner Dit ældgamle Navn
Som Ærens Havn,
Jeg nævner Dannemarks hædrede Navn
Som Föde Stavn.

Dannemark! Havets den evige Brud,
Viet af Gud!
Stolt er din Brudgom, og vældig, og rig;
Venlig han kysser Dit Klædebons Flig:
Han qvæder for Dig i Vovernes Klang
Din Hæders Sang;
De Sönners Sejer naar Krigshornet Klang
Til Bölge Sang.

Dannemark! Dan-Kongens Throne, den staaer
Hædret ved Aar;
Prydet ved Dyder, i Vanheld og Held
Styttet ved Troskab, den stander som Field.
Hos Dannemarks Löve var aldrig Svig.
Dan-Konge! siig:
Stod ej Din Löve i Fred og i Krig
Trodsende svig?

Dannemark! Dan-Konge! Lyder fra Öe,
Slette og Söe.
Broder! Ræk trofast og dansk mig Din Haand!
Danmark og Konge foreene vor Aand!
J Fredstimen styrer de Mandens Færd
til Borger-Værd!
J Kampens Time de hvæsse vort Sværd
Til Helte-Færd!

Dannemark! Skioldungen elsket og stor
Fremme din Flor!
Dannemarks Sønner paa Kampens Dag
Stride som Helte for Banner og Flag!
Hver Dannemarks Søn, som vandt det Navn
Ved virksomt Gavn,
Skal signende nævne i Dödens Favn
Dannemarks Navn.

Juliane Marie Jessens digt bringer gemytterne i kog. Måske fordi vinderen er en kvinde. Men ikke mindst fordi digtet er elendigt. Forrest i latterliggørelsen går pseudonyme Jesper Oldfux, der har taget sit navn fra en karakter i flere af Ludvig Holbergs komedier. Bag navnet gemmer sig Johan Peter Colding, der i 1811 havde været den første ballonskipper i Danmark. Men han underviser også i ”skønskrivning”, og Juliane Maire Jessens knap så skiønne digt kalder på satirikeren og parodisten i ham – og han holder sig ikke for god til at insinuere urent trav: ”Blev ikke Premien tilstaaet Dig/ Uden al Svig?” skriver han, da sladderen i byen ville vide, at Juliane Marie Jessen har fået en hjælpende hånd af en god ven i Selskabet.

Jesper Oldfux’ onde omskrivninger af vinderdigtet finder sit publikum. Efterspørgslen rækker til flere udgaver, i 1820 under titlen ‘Sødgrødens Pris’:

”Dannemark! Dannemark! – Hvor er din Grød
Liflig og sød!
Hæv Dig, min glade, min bankende Barm!
Danmark! Din Grød mætter Madlystens Tarm.
Naar Saga nævner Dit ældgamle Navn
Kiendt i hver Havn
Jeg nævner Sødgrødens hædrede Navn
Som Mavens Gavn.”

Samtidig med udgivelsen af parodierne, udspiller sig en mere faglig debat om ‘Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd!’ Nogle skribenter forsøger at komme Frøken Jessen til undsætning, idet der dog hersker almindelig enighed om, at digtet lider af metriske svagheder. Andre mener at vinderdigtet er en hån mod samtidens store digtere, Oehlenschläger, Ingemann og Baggesen, og at dansk lyriks ry og rygte i udlandet vil lide overlast.

Forfatter og danselærer O.G.F. Bagge fra Randers, der oprindelig havde været digterindens defensor, medgiver at sangen har visse mangler, og han citerer en bedømmelse af vinderdigtet i det berlinske blad, Der Gesellschafter. Her beskrives Juliane Marie Jessens digt som ”en rhapsodisk Sammendyngning af døde Ord, slappe forskruede Tanker” og ”en uøvet Haands Klimpren paa et falsk Instrument”.

Onde tunger påstår, at Selskabet kun har valgt det svulstige digt, fordi de forvekslede forfatterindens håndskrift med selveste Adam Oehlenschlägers. I en artikel om sangkonkurrencen og dens efterspil, har Jørgen Erichsen, mag.art. i musikvidenskab, i ‘Fund og Forskning’, Det Kongelige Biblioteks Årbog (1975-76) dog slået fast, at de to håndskrifter var så forskellige, at de ikke burde kunne forveksles.

Om den store digter har indsendt en sang til konkurrencen, er dog uklart. Måske har Oehlenschläger, sin position taget i betragtning, måske i lighed med Grundtvig, betinget sig fuld anonymitet, hvis han ikke skulle vinde. Selvom meget peger på, at hans ‘Fædrelands-Sang’ lå i bunken, er det aldrig endegyldigt bevist. Heller ikke de fem kasser med Selskabets arkivalier gennem tohundrede år, som i dag ligger på Det Kongelige Biblioteks Håndsskriftsamling, rummer sangkonkurrencens bidrag.

I bogen Digterne og Fædrelandet (1942) tager den berygtede professor Hans Brix det dog for givet, at digterkongen havde lagt sin ‘Fædrelands-Sang’ på Selskabets bord. Beviset er, mener han, at digtet indledes med en devise, altså et motto, ganske som det var foreskrevet i reglerne for sangkonkurrencen. Adam Oehlenschläger har valgt et citat af den romerske digter Horats: Ille terrarum mihi præter omnes Angulus ridet (Denne krog af verden tilsmiler mig frem for alle).

Adam Oehlenschlägers sang, der i dag er velkendt som ‘Der er et yndigt land’, er dateret 1819, men den udkom først i 1823 i Samlede Digte, og mens den siden skulle vinde hævd som den ene af Danmarks to nationalsange (den anden er Johannes Ewalds royale ‘Kong Christian’ fra 1779), måtte Juliane Marie Jessen og hendes Dannemark, Dannemark nøjes med en prominent plads i den store glemmebog.

Da ‘Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd!’ blev slagtet, manglede danskerne stadig en egentlig nationalsang, som folk rent faktisk ville istemme med stolthed. Og Oehlenschläger lurede i kulissen. Men han lod først sit fædrelandsdigt trykke i 1823, og han måtte vente på sangens folkelige gennembrud helt til de store folkemøder på Skamlingsbanken ved Kolding i 1840 og 1844, hvor tusindvis af danskere deltog for at støtte sønderjydernes danskhed. Her sang Studenter-Sangforeningen den sang, vi i dag kender i forkortet form som nationalsangen.

Også den litterære eftertid har straffet Juliane Marie Jessens digt hårdt. Med glemsel. I Digterne og Fædrelandet kaldte Hans Brix Juliane Marie Jessen for en ”sygelig gammel Digterinde” og hendes digt stemplede han ”som Litteratur værdiløs, fordi den er holdt i evige Jubeltoner, der minder om Baggesen, naar han er værst.” Der er, skrev professoren, fem vers i alt, og ingen af dem er gode. Hans Brix kaldte det en ældre beklagelig digtervane at dele landets navn i tre stavelser, Dan-ne-mark. ”Vort lands navn er ubestrideligt smukt, men ikke i denne skandering,” sluttede dommen.

I 1820, året efter konkurrencen, udkom en bog, Dan. Samling af Fædrelandssange. Heri stod både ‘Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd!’ og 43 øvrige digte, nogle med forfatternavn, nogle under mærke, nogle anonyme. Men i forhold til de 58 indsendte bidrag, foruden vinderen, mangler altså 15. Det er sandsynligt at nogle indsendere har betinget sig fuld anonymitet, hvis ikke de vandt.

I gamle avisudklip kan man finde formodninger om, at også N.F.S. Grundvigs ‘Langt højere bjerge’ oprindelig blev skrevet til konkurrencen, men det er ikke bevist. Til gengæld fremgår et tydeligt, at St.St. Blicher havde indsendt to digte til konkurrencen, ‘Paa Nordhavs Bryst’ og ‘Danmark er vort Fødeland’.

Biografien om Juliane Marie Jessen i Dansk Biografisk Leksikons 1887-udgave slutter: ”Agtet for sin ædle Karakter
døde hun efter et fleraarigt Sygeleje i Frederiksberg By 6. Okt. 1832.” Mens leksikonet fandt Juliane Marie Jessens poesi ”uheldig”, blev tonen skærpet i udgaven fra 1933. Her tog litteraturhistorikeren H. Topsøe-Jensen ingen hensyn: ”Hendes lidet talentfulde poesi ville næppe have bevaret hendes navn hvis hun ikke til sin samtids forbavselse havde sejret i datidens celebreste litterære konkurrence.” Om hendes litterære arbejde i øvrigt, skrev Topsøe-Jensen, at de var middelmådige, tavelige og kedsommelige.

Juliane Marie Jessen var en amatørdigter på gæstevisit i guldalderen. Ganske vist gled alt Juliane Marie Jessen skrev i glemsel, men på Statens Museum for Kunst hænger Constantin Hansens portræt af hende som en ældre frøken. I dag er hendes navn kun forbundet med den nationalsang, som Danmark aldrig fik. Konkurrencen om en melodi til digtet om Dannemark, Dannemark blev vundet af komponisten C.E.F. Weyse.

Hvor hun er begravet, er der tvivl om. Ifølge Nationalencyklopædien findes hendes grav ved den tysksprogede menigheds Sankt Petri Kirke på hjørnet af Nørregade og Sankt Peders Stræde i indre København. En fodtur på kirkegården giver dog ingen resultater. Efter anmodning har kirkens venlige administration konsulteret begravelseslister m.m. fra dagene efter Juliane Marie Jessens død den 6. oktober 1832, og resultatet er sørgeligt, for intet dokumenterer, at hun er begravet på stedet.

Kilder bl.a.: Jørgen Erichsen: ‘Den kronede danske nationalsang fra 1819 og hvad deraf fulgte en litterær pennefejde med et musikalsk efterspil’, Det Kongelige Biblioteks Årbog, Fund og Forskning, 1975-76 / Hans Brix: ‘Digterne og Fædrelandet’, Gyldendal, 1942 / Selskabets arkiv i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling.



Skriv en kommentar