Weekendavisen den 10. august 2018.

Empatipris. Modstanden rejser sig mod den alternative Nobelpris, som gode mennesker har taget initiativ til.

For et måned siden (den 6. juli) fortalte vi i disse spalter om Den Nya Akademien, et svensk påhit, der her i 2018 skal uddele en stor international litteraturpris som erstatning for den Nobelpris, der er blevet suspenderet i år som konsekvens af Det Svenske Akademis sammenbrud.

Nu er alle nomineringerne, som blev indsendt af svenske bibliotekarer, på plads, og frem til den 14. august kan alle og enhver afgive deres stemme. De tre forfattere med flest stemmer, går videre til en pulje, hvor der også vil være et fjerde navn, som bibliotekarerne har udvalgt. Derefter træder en ekspertjury sammen for at træffe det endelige valg. Af de fire forfattere i finalerunden, skal der være to mænd og to kvinder (men der er hverken taget højde for etnicitet eller transseksualitet). Den 14. oktober offentliggøres vinderen og den 10. december bliver prisen overrakt ”under højtidelige former” – altså på den dag, hvor Nobelprisen plejer at blive uddelt med kongegalla og halløj.

Blandt de nominerede er forfattere, som også har været indenfor Nobel-komiteens syns- og læsekreds, for eksempel Cormac McCarthy, Thomas Pynchon, Don DeLillo, Margaret Atwood, Joyce Carol Oates, Ngugi wa Thiongo og Ian McEwan. Og så er her den evige bookmakerfavorit Haruki Murakami og bestsellerforfattere som Neil Gaiman, Elena Ferrante og J.K. Rowling. Patti Smith er også med. Det er altså både litterært og folkeligt

Men, men, men. Det er langt fra alle i det litterære Sverige, der synes at Den Nya Akademien er en god idé. For mens Nobel-folkene kun skal forholde sig til, at den gamle krudtkonge i sit testamente bestemte, at prisen skal gå til ”idealisk” litteratur (han mente vist ”idealistisk”, hvad det så skal betyde), er den nye pris’ hensigt meget mere specifik – og tydeligvis formueleret under indtryk af den metoo-skandale, der gjorde det gamle akademi ukampdygtigt. For Den Nya Akademien gælder ikke overraskende at: ”Prisen skal minde os om, at litteraturen hører sammen med demokrati, åbenhed, empati og respekt – ikke med privilegier, vennetjenester, arrogance og sexisme. I tider hvor der i stadig højere grad bliver sat spørgsmålstegn ved menneskelig værdi, bliver litteraturen undertrykkelsens og tavshedskulturens modkraft.”

Dette litteratursyn blev midt i sommerheden udsat for et frontalangreb af Aftonbladets Åsa Linderborg. I en kommentar anklagede hun Den Nya Akademien for ”viljen til renhed”. De vil ”rense ud, skære væk, stoppe det ubekvemme”, skrev hun. Og så tog hun de empatiske initiativtagere i skole: ”Er det ikke snarere sådan, at noget litteratur fremme demokrati og empati, mens andet gør det modsatte? Er det ikke sådan, at nogle af litteraturens vigtigste forfattere, nu som før, har skabt romankunst på holdninger, der ud fra et godhedsperspektiv er fuldkommen forfærdelige?”

Og så remser hun op: Rudyard Kipling skrev kolonialepos om den hvide mands byrde, Knut Hamsun støttede Det Tredje Rige, T.S. Eliot var antisemit, Mario Vargas Llosa har en vis svaghed for latinamerikanske højrefløsdiktatorer og Derek Walcott er blevet beskyldt for sexchikane. Kan man være en ”god” forfatter, men en ”ond” person, for nu at bruge moralhygiejnes ordforråd, spørger Åsa Linderborg.

På Göteborgs-Posten er kritik- og idéredaktør Victoria Greve enig: ”Hvis vi begynder at kræve, at fortællinger skal være gode, lægende og lærerige, og hvis vi begynder at undersøge om forfatter er tilstrækkeligt empatiske og demokratiske, bliver det hurtigt svært at trække en grænse. Litteratur må være krænkende, ubekvem og ubehagelig, fordi alternativet er endnu værre: at den bliver indskrænket, kontrolleret og meningsløs. Kunst skabt af røvhuller kan sige noget uundværligt om hvad det vil sige at være menneske. At tage ofre alvorligt og lytte til minoriteters
fortællinger står ikke i modsætning til det.”

Også kritikeren og oversætteren Göran Sommardal sætter et spydigt angreb ind på det, han kalder ”Velviljens Nobelpris” eller ”Den Patetiske Nobelpris”. Han ser ligefrem en ubehagelig tendens i nomineringerne, som er mere reaktionære, end Det Svenske Akademis seneste 50 års lister over mulige kandidater til Nobelprisen. Den Nya Akademien har en eurocentrisk slagside:

”Af de 46 nominerede forfattere er 15 nordamerikanske, det vil sige 30 procent, selvom kun 3,2 procent af jordens befolkning er amerikanere. Elleve er svenske, selvom kun 0,13 procent af jordens befolkning bor i Sverige. Desuden: Ingen spansktalende, ingen arabisksprogede, ingen farsi eller dari, ingen hindi, urdu, bahasa, ingen ido, ingen kikuyu, ingen kinesisk, ingen vietnamesisk, ingen swahili, en indisk, en japansk, en tysk. De eneste forfattere, som får æren af at fremstå uoversatte på deres eget sprog, er de svenske. Min mormor ville have sagt: ‘Har de ikke noget bedre at tage sig til?’”

Nej, det har de vist ikke, de mange behjertede svenske kulturfolk, der har oprettet prisen. Og konfronteret med kritikken, ryster de på hovedet. De kan ikke se den autoritære affinitet i viljen til renhed og empati. Da rockmusikeren og forfatteren Ulf Lundell, der er nomineret, kaldte prisen for populistisk og trumpistisk, og sagde at ingen forfattere burde tage imod sådan en pris, hvor man bliver shanghajet i et feministisk spil på gymnasieniveau, svarede skuespilleren Bianca Kronlöf, der er en af Den Nye Akademiens talspersoner: ”Det må stå for hans egen regning. De forfattere, jeg har hørt fra, synes at det er superspændende, sjovt og vigtigt.”

Prisen findes kun i år. Dagen efter uddelingen bliver den nedlagt igen. Men alle kan stemme på dennyaakademien.com frem til den 14. august. Ingen danskere har været empatisker nok til at komme med.



Skriv en kommentar