Undskyld til gidseltagerne

Weekendavisen den 17. august 2018.

Poetisk krænkelse. Et uskyldigt digt om hjemløshed har fået to redaktører og en forfatter til at lyde som kulturrevolutionens systemfjender på genopdragelsesskole.

Dette er historien om to lyrikredaktører med rygrad som en regnorm. Først antog de et digt til deres tidsskrift – et fint digt, oven i købet. Dernæst opdagede de, at digtet måske ikke var så fint alligevel, for der var nogle derude der følte sig – oh! – krænkede! Så skyndte de to redaktører sig at skrive en flagellantisk undskyldning.

Magasinet er The Nation, et flagskib for den progressive presse i USA, og det ældste endnu udkommende tidsskrift i hele landet. Det så første gang dagens lys i 1865, og siden da har mange store kanoner bidraget med dagsordenssættende journalistisk, analyse, litterær kritik – og lyrik.

Den unge digter Anders Carlson-Wee formastede sig denne sommer til at skrive et digt, hvor fortællerstemmen ikke er en hvid, ung mand som ham selv, men en hjemløs. ‘How-To’ begynder med en konstatering: Hvis du er gravid og har hiv eller aids, er der ingen der vil bøje sig ned mod dig for at mærke ungen sparke i din mave. Folk skynder sig bare videre. Sig for alt i verden ikke at du er hjemløs, det ved de godt, at du er, advarer digtet. Og så: ”Hvis du er invalid/ skilt ikke med det. Lad dem tænke at de er gode nok/ kristne til at bemærke det. Sig ikke at du beder,/ sig at du synder. Det handler om hvem de tror/ de er. Du er der dårligt nok.”

Et uskyldigt digt belastet af social samvittighed. Men snart væltede det ind med protester fra folk, der mente, at Anders Carlson-Wee ikke kunne tillade sig at skrive om en hjemløs kvinde med hiv eller aids, måske sort, når han selv er en hvid mand, der ikke lever på gaden.

Lyrikredaktørerne Stephanie Burt og Carmen Giménez Smith kunne have forsvaret Anders Carlson-Wees digt og deres beslutning om at bringe det, men i stedet ydmygede de sig selv:

”Som lyrikredaktører påtager vi os ansvaret for den måde, som de digte, vi vælger at bringe, bliver modtaget. Vi begik en stor fejl da vi valgte at bringe ’How-To’. Vi undskylder for den smerte, vi har forårsaget i de mange miljøer, der er blevet påvirket af dette digt. Vi ved, at vi nu må gøre os fortjent til at vinde jeres tillid tilbage. Nogle af vores læsere har spurgt, hvad vi dog tænkte. Vi læste digtet som et angreb på den måde, medlemmer af mange grupper forventes at udtrykke deres marginalisering. Sådan kan vi ikke længere læse digtet. Vi gennemgår nu vores arbejdsmetode for både bestilte og uopfordrede bidrag. Men alvorligere end det, vi lytter og vi arbejder. Vi er taknemmelige for den indsigtsfulde kritik, vi har modtaget, men vi ved at det er op til os selv at skabe forandring, og vi tager ansvaret alvorligt. Samlet set betyder dette, at vi må gå et skridt tilbage og ikke bare vurdere vores redaktionelle processer, men også os selv som redaktører.”

Men de selvbebrejdende redaktører var ikke af krogen. Mange læsere mente, at Stephanie Burt og Carmen Giménez Smith lød som om de var blevet sendt på genopdragelsesskole under kulturrevolutionen i Kina. Og en af deres forgængere, Grace Shulman (lyrikredaktør 1971-2006), skummede af skuffelse:

”I de 35 år, jeg var redaktør, undskyldte vi ikke en eneste gang for at have bragt et digt. Vi trykte digte af forfattere, der spændte fra lesbisk lidenskab til atomtruslen, og af og til blev læserne vrede, og nogle opsagde deres abonnementer. Men vi undskyldte aldrig. Vi så det som en del af jobbet at provokere – en opgave, vi tog særlig seriøst på grund af magasinets totale hengivelse til fri presse.”

Grace Shulman skrev at redaktørernes beslutning foruroligende hende meget, fordi den vedrører de værdier, der er afgørende for det frie samfund, friheden til at skrive og udgive ord, som måtte være stødende for visse læsere. Men så kom David Marcus, litteraturredaktør The Nation, sine lyrikredaktører til undsætning:

”Med al respekt for Ms. Schulman, der tjente som lyrikredaktør for The Nation i 35 år, kan vi ikke se hvordan dette (altså undskyldningen fra de to redaktører) er ensbetydende med at vi forlader The Nations tradition for at provokere læserne og hylde den frie presse. Faktisk er det det modsatte, der er sket. Vi er glad for at vi lever i en verden, hvor digte (og undskyldninger) stadig kan skabe så voldsomme debatter, og vi er fortsat meget stærkt opsat på at udgive dem.”

Og Anders Carlson-Wee? Han sloges vel for sin ret til at digte? Næ, han udsendte også en flagellanterklæring på Twitter: ”Jeg lytter, jeg tænker, jeg undskylder for den smerte, jeg har afstedkommet, og jeg påtager mig ansvaret. Min intention var at vise de hjemløses usynlighed. At komme noget nær blackfacing skræmmer mig, og jeg er angrer dybt. Jeg indleder nu en proces for at indse, hvad det betyder at skabe kunst fra en privilegeret position, og hvilket ansvar det fører med sig. Jeg er taknemmelig overfor alle, der har delt deres tanker og følelser. Jeg tænker grundigt over det og vil fortsætte med at tænke.”

En Twitter-følger kommenterer tørt: ”Sig ikke undskyld til gidseltagerne.”

Anders Carlson-Wee lover at skænke sit honorar til en organisation for hjemløse.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.