Atlas Bogtillæg og atlasmag.dk, oktober 2018

I.

På et kæmpemæssigt, firskåret hotel i det centrale Moskva stiger forfatteren Günter Grass i et adstadigt tempo op på talerstolen foran nogle tunge brunlige gulv-til-loft-gardiner i den gul-beige mødesal. Han skubber sig til rette foran mikrofonen, og ser på os med tunge øjne bag brilleglassene over den kompakte hvalrosmoustache.

Det var i maj måned år 2000 til årskongres for den verdensomspændende sammenslutning af forfattere og journalister, International PEN, der arbejder for ytringsfrihed og imod censur. Det var ikke mange år siden, at organisationen var blevet tilladt i kongressens værtsland efter årtiers undertrykkelse. Året før havde hovedtaleren modtaget Nobelprisen i litteratur.

Hver gang Günter Grass bevægede sig i sit grå jakkesæt, hvirvlede en sky af gammel piberøg rundt omkring ham. Han talte om forfatteres forpligtelser til at bryde tavsheden, den direkte anledning var den russiske krig i Tjetjenien. Det var et markant og modigt emnevalg midt i Moskva. Men et indlysende rigtigt budskab på en kongres for forfattere og journalister. Jeg lyttede til talen efter bedste evne, og da jeg fik lejlighed til at læse den, blev jeg meget inspireret af den store digters idé om at forpligte forfattere. Det gav mening, der rakte langt ud over personlig prestige, forfængelighed og behov.

En sen aften på kongreshotellet blev jeg inviteret med til en gang natmad af Niels Barfoed, der var medlem af International PEN’s bestyrelse, og hans mangeårige ven, hovedtaleren, Nobelprisvinderen. En følelse af utilstrækkelighed lå som en kappe over mig, da de to venner konverserede på tysk, som jeg nok kunne følge med i, men ikke selv udtrykke mig på. Som jeg husker det, talte jeg, i det omfang jeg overhovedet sagde noget, på engelsk, Günter Grass på tysk, og Niels på selvfølgeligt tysk med sin gamle ven og med finsans for suffli på dansk til mig. Vi spiste spaghetti, og jeg holdt mig ikke for god til at bede om den store forfatters autograf på en avisside i den engelsksprogede The Moscow Times, der rapporterede om hans Tjetjenien-tale. Det er ikke så tit, jeg spiser natmad med forfattere, der netop har modtaget Nobelprisen.

Aldrig mere tavshed! Sådan lød overskriften på kongressens åbningstale, hvor Günter Grass indledningsvis talte om en ny tids begyndelse – vi havde lige taget hul på et nyt årtusinde. Den ny tid vil have os til at tro, at vi har lagt fortiden bag os. Men som forfattere, beskæftiger vi os ikke kun med samtiden, men også med den fortid, som altid har haft en evne til at indhente os: krige, folkemord, sult og inflation, ideologiernes magt og sammenbrud, alt det vender tilbage gennem forfatteres vidnesbyrd, ofte i modstrid til den officielle historieskrivning, sagde han, og ridsede summarisk en række forfattere op, der alle har skrevet om krige og undertrykkelser, ikke fordi de blev bedt om det, men fordi de var nødt til det, og på trods af, at nogen forsøgte at nægte dem retten til at skrive: Uden Franz Werfels roman De 40 dage i Musa Dagh ville vi ikke have haft en overbevisende beskrivelse af det tyrkiske folkemord på armenierne under første verdenskrig, det folkemord, som stadig kan afstedkomme diplomatiske konflikter og historikerstrid, fordi tyrkerne benægter, at det fandt sted. Uden George Orwells Hyldest til Catalonien ville vi ikke kunne læse om fascisternes overgreb på anarkister og kommunister under Den Spanske Borgerkrig. Uden forfatterne Imre Kertesz og Primo Levi ville vi mangle vidnesbyrd om Auschwitz. Uden lyrikerne Pablo Neruda og Pramoedya Ananta Toer ville vi mangle indblik i diktaturerne i Chile og Indonesien.

Günter Grass fremhævede den polske eksildigter og Nobelprisvinder Czeslaw Milosz, der i 1953 udgav The Captive Mind (Sindet i lænker) om det totalitære samfundssystem. Dengang var Grass efter eget udsagn endnu en ung digter på søgen efter sin egen sti, og bogens biografiske beskrivelser af personerne Alpha, Beta, Gamma og Delta, gjorde stort indtryk på ham. De litterære og intellektuelle personer stoler alle blindt på opportunistiske planer og skifter fra ideologi til ideologi, sagde han:

»De eksemplificerer en udbredt adfærd blandt mange forfattere i både Polen og andre lande – om så det er under et kommunistisk, fascistisk eller religiøst pres. En adfærd, der bliver det, som alle accepterer. I mit land er de tidligere ypperstepræster for den rene venstrefløjslære på det seneste begyndt at gå over til højrefløjen som udråbere for kapitalismen. Czeslaw Milosz’ analyse af de lænkede sind handler også om vor tids konvertitter og deres drejning mod en hvilken som helst lovende doktrin.«

Dengang i Moskva fremstod Günter Grass som en moralsk stemme, et flagskib for forfattere, og et værdigt nulevende monument over det ægte og det gode i civiliseret, tysk samvittighed. Da han seks år senere fortalte en journalist fra Frankfurter Allgemeine Zeitung, at han i sin pure ungdom havde været medlem af Heinrich Himmlers frivilligkorps, Waffen SS, sendte det derfor ikke bare chokbølger af frapperende vantro gennem den tyske offentlighed. Det sendte også et sus, et suk og en sorg gennem alle skrivende, der gennem årene har spejlet sig selv i Günter Grass som et godt eksempel på en forfatter, en borger, en demokrat med menneskelig og moralsk integritet og vilje til ikke blot at overlade politik til politikerne. Det var smerteligt, at denne vogter og revser af tysk samvittighed, socialdemokraten, fredsaktivisten, humanismens forkæmper, åbenbart selv havde en anløben fortid – som han oven i købet havde holdt skjult gennem mere end 60 år.

Was soll das heisen? Det skulle betyde, at indrømmelsens time var kommet, Günter Grass var parat til at gøre regnebrættet op. I sine erindringer Beim Häuten der Zweibel (Når løget skrælles) ville han tale åbent om alt det, han hidtil havde fortiet. Nu skulle verden vide, at han ikke bare havde aftjent sin værnepligt, som det var almindelig kendt, men at han allerede som 15-årigt medlem af Hitler Jugend havde søgt optagelse i den tyske ubådsflåde, der dog ikke kunne bruge ham. Nu skulle det frem, at han som 17-årig var blevet indlemmet i den tiende panserdivision Frundsberg i Dresden i selveste Waffen SS. Nu ville han krænge skammen af over tavsheden og fortielsen af sig.

Da jeg først læste om Günter Grass selvopgørserindringer, og siden læste selve bogen, spurgte jeg mig selv, om den unge mand i sin tid overhovedet havde haft et valg. Var det ikke sådan, at alle unge tyskere på den tid var nødt til at gøre krigstjeneste? Hvad ville konsekvensen være, hvis han havde nægtet? Kunne man forvente, at en ung mand på 17 år ville have moral og mandsmod til at sige fra overfor et totalitært regime, og dermed udfordre sin egen skæbne?

Jeg tror, at alle er enige om, at den unge Günter Grass ikke var nazist i ordets onde forstand – altså en kynisk, kalkuleret, ideologisk massemorder. Han var snarere en nazist som alle andre, en forført naivist uden alternativer. Det store spørgsmål er derfor ikke, hvorfor han som pubertetsdreng søgte et ståsted blandt de andre uniformerede unge. Spørgsmålet er, hvorfor han tilbageholdt sandheden årti efter årti efter, at han var blevet en verdenskendt forfatter med moral som mærkesag. Svaret skal findes – siger Günter Grass selv – i de følelser, der næres af skyld og skam. I Når løget skrælles skriver han:

»Selv om der i mit tilfælde ikke kunne tales om aktiv medskyld, var der en til dato ikke afviklet rest tilbage, som alt for mudret kaldes medansvar. At leve med den er en given ting i de år, der er igen. «

Og selvom den 17-årige dreng ikke har krigshandlinger eller overgreb på sin personlige samvittighed, er han pinlig bevidst om den rolle, han spillede som en lille mikroorganisme i nazismens krop:

»Som hitlerdreng var jeg jo ungnazist. Troende til det sidste. Ikke ligefrem fanatisk i spidsen, men med øjnene refleksmæssigt stift hæftet på fanen, om hvilken det hed, at den var ”mere end døden”, holdt jeg mig i række og geled, trænet i taktfast march. Ingen tvivl krænkede troen, intet subversivt som for eksempel hemmeligt at have rakt flyveblade videre kan aflaste mig. Ingen Göring-vittighed gjorde mig suspekt. Tværtimod så jeg fædrelandet truet af fjender.«

II.

Herhjemme havde vi allerede en litterær debat om ungdoms letsindighed under nazismen. Forfatteren Ole Wivel blev i 2000 konfronteret med nogle tidlige ungdomsdigte, som udtrykte hengivelse og fascination ved det heroiske menneskesyn, der lå til grund for nazismen.

Det hele begyndte, da Jørgen Hunosøe fra Det danske Sprog- og Litteraturselskab offentliggjorde artiklen Fuldkommenhedslængslen i Odense Universitetsforlags tidsskrift Nordica i 2000. Her angreb han digteren for falskhed i forfatterskabet, fordi han ikke ville kendes ved fem tidlige bind ungdomsdigte, der var stærkt kompromitterende ved deres alt for store sympati for den germanske verdensforestilling, som herskede i Tyskland under de tidligste år under besættelsen. Jørgen Hunosøe mente, at Ole Wivel var under så stærk påvirkning af den tyske digter Stefan George og så tæt knyttet til den herboende tysker Fritz Waschnitius, der arbejdede som censor ved Statsradiofonien under besættelsen, at det slog igennem i digtene med antidemokratiske, heroiske og kryptofascistiske fascinationer af overmennesket.

Den beskyldning ville Ole Wivel ikke have siddende på sig, og han offentliggjorde året efter sine ramsaltede ”bemærkninger” til Jørgen Hunosøe i en pamflet med titlen En ondskabsfuld klodsmajor. Her svarer han igen med en uforsonlighed, der kulminerer med teorien om, at Jørgen Hunosøes angreb grunder i en 15 år gammel konflikt om udgivelsen af Martin A. Hansens dagbøger i Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Udgivelsen blev ifølge Ole Wivel forsinket i årevis på grund af Hunosøes »forsømmelighed, fejlbedømmelser af tidsfrister og økonomi samt endeløse kværulanterier.« Man forstår på Ole Wivel, at han – som havde taget initiativet til udgivelsen af dagbøgerne – fik lempet Hunosøe ud af bogprojektet på en måde, der var både nådig og hensynsfuld. Det nye årtusindes første litterære personfejde i den danske kulturdebat blev udkæmpet med en indædt bitterhed. Det var et spørgsmål om ære og eftermæle.

Måske havde Ole Wivel ret i at Hunosøe var hævntørstig, måske ikke. Men hvis man prøver at se bort fra de to kamphaners personlige konflikt, står der stadig et interessant spørgsmål tilbage om digterens, den intellektuelles, konfrontation med sine egen umodne år. Og digtene, som Ole Wivel ifølge Jørgen Hunosøe havde forsøgt at neutralisere ud af sit forfatterskab, var på mange måder skrevet af en ung og umoden mand, der ville være kunstner for enhver pris, og derfor skrev storladen, sværmerisk poesi, der både menneskeligt, moralsk og kunstnerisk lød aldeles rædselsfuldt.

Problemerne tog til for Ole Wivel, for pludselig kunne Jyllands-Posten citere nogle af hans ungdomsbreve fra 1941 og 1942, hvor han med al ønskelig tydelighed stiller sig på Tysklands side. Et af disse breve fra august 1941 til vennen Erik Johansen, der havde meldt sig hos Frikorps Danmark, der skulle gøre tjeneste på Østfronten på tysk side, var ledsaget af et smagløst og opstyltet digt med den storladne titel ‘Korset’. Her kalder Ole Wivel alle unge, danske mænd til kamp, og sværmer uden forbehold for det nordiske, det heroiske, den store fører. Digtet er en hyldest til den finske krigsindsats mod Sovjetunionen, og den finske general Mannerheim skildres som en mægtig fører, der der har rakt sin hånd til en endnu større fører, altså Hitler. De har den samme sag, antikommunismen. Digtet slutter på denne svulstige måde:

Mod alt som intet offer vil
sig løfter Stor-Germaniens sang
paa sejrørnens vingefang
ad himlen til –

Ser I som jeg? O, se, o se!
Et sluttet kosmos gyldne rand
fra Middelhavets pinjestrand
til Laplands sne.

Ret beset burde ungdomsdigtene ikke udgøre noget væsentligt moralsk problem. Men Ole Wivel havde begået en fejl. Han havde altid forsøgt at romantisere sin ungdoms vildfarelser i stedet for at tone rent flag. Hvis han havde skrevet mere ærligt og selvkritisk i sine erindringer, Romance for valdhorn, ville hans ungdoms flirt med nazismens idealer ikke have fået nogen til at tænke insinuerende tanker, endsige fælde dom. Han var jo på ingen måde den eneste, der sværmede for den germanske overmennesketanke. Det viser ham nok som umoden, da han var en ung mand, og uærlig da han var en moden mand – men ikke som egentlig nazist. Der er for eksempel intet som helst, der tyder på, at Ole Wivel nærede den mindste smule forståelse eller sympati for antisemitismen.

Ole Wivel gjorde regning uden vært, for i sidste ende samler al interesse sig om netop det, man forsøger at skjule. Hans poetiske selvangivelse burde derfor have været fulgt op af en politisk selvangivelse.

Meget, der tyder på, at han var meget bevidst om sine fejltrin – men at han ikke turde, eller ikke orkede, at gøre regnskabet op. I Berlingske Aftenavis skrev han så tidligt som den 21. september 1949 en raffineret artikel med overskriften: ‘Poetisk selvangivelse’ i serien ”Hvordan jeg blev forfatter” (optrykt i Poesi og Eksistens, Wivels Forlag, 1953, jeg ejer det eksemplar som forfatteren forærede sin ven, Peter P. Rohde med dedikationen Til Peter P. 15-10-53 fra Ole W), hvor han begynder på den tilpasning af fortiden, som også førte til at han slettede sine første digtsamlinger fra værklisten (det er i sig selv ikke mistænkeligt, Dan Turèll gjorde det samme).

I artiklen – som mig bekendt aldrig tidligere har været citeret i debatten forfatterens fortid – skriver Ole Wivel om, hvordan poesien kom til ham allerede ved barndommens slutning »som en uro ved at være sat uden for den sammenhæng, jeg endnu ikke havde noget navn for«, en længsel efter virkelighed og livsnærvær. Kun langsomt føres man til de afgørende erkendelser, skriver han, og så: »navnlig det helt unge menneske, som har forvildet sig ind i pubertetsalderens troldskov med splinter i øjet, som giver alle ting forkerte proportioner, har svært ved at komme i et sundt forhold til virkeligheden.«

Da Ole Wivel skrev dette i 1949, må han have haft sine tanker i det problematiske »livsnærvær«, der fyldte ham blot få år inden, og som han siden kun omgikkes i sært slørede vendinger, hvor det ikke var ham, men hans læsere, der mistede orienteringen i en troldeskov. Ole Wivel havde herredømmet over sin egen historie, som han kunne fortælle med de nødvendige justeringer. I Poetisk selvangivelse slår han fast, at han i sine gymnasieår skrev en »håndfuld prosadigte«, men at »studentereksamen satte punktum for denne barnlige produktion«. Ole Wivel blev student i 1939, men hans omdiskuterede digt, ‘Korset’, er skrevet under indtryk af krigsbegivenheder i august 1941. Det er altså nemt at konstatere, at den poetiske selvangivelse i 1949 enten er baseret på fortrængning eller fordrejning.

Et andet eksempel fra teksten: Ole Wivel husker, alt alt stod i forventingen skær – men så kom krigen. »Verden, som før var fuld af påskelys og Haydn-fanfarer, blev sprængt af dæmoniske røster, marchmusik og støvler som slog og slog mod gadernes brosten.« Her bliver der igen bygget op til en revision af historien, for var det netop ikke disse røster, den musik og den march, som Ole Wivel hyldede i digtet? Derfor er der også en falskhed i tonen, når han i samme essay skriver, at »man lod krig være krig, hvordan skulle man dog kunne føle sig medansvarlig for katastrofen, atten år gammel?«

Nej, sandt nok. Men nitten år gammel skrev Ole Wivel altså det digt, der hylder den finske general Mannerheims kamp mod kommunisterne og taler med ære og respekt om Hitler og Tysklands sluttede kosmos fra Middelhavet til Lapland. I ‘Poetisk selvangivelse’ skriver han, at han på en aften besluttede at kaste den grænseløse verdens råhed og stupiditet i en afgrund af glemsel. Men det famøse digt modbeviser jo dette. Det er svært at forestille sig, at en mand som Ole Wivel, der husker så meget andet med detaljeret grundighed, skulle have glemt, at han blot otte år inden artiklen havde skrevet sådan et digt. I hvert fald er hans erindringer om den tid ikke baseret på selvkritisk oprigtighed, hvilket man jo godt kan forstå.

I spørgsmålet om ungdom og nazisme, gik Ole Wivel vild i troldskoven. Her havde han tilsyneladende svært ved at komme i et sundt forhold til virkeligheden, for nu at citere ham selv. Han forsøgte i stedet at omformulere fortiden, hvor han burde have taget selvopgøret. Eller hvad? I den poetiske selvangivelse skriver han faktisk om Ringen, den kreds af unge romantikere med smag for germanismens idealer, som Ole Wivel tilhørte i 30’erne, og hvor også Louisianas senere stifter, Knud W. Jensen, deltog. Han gør det yderst diskret og uden at nævne kredsens navn, men alligevel umiskendeligt, og man spørger sig selv, hvad der ville være sket dengang i 1949, hvis redaktøren på Berlingske Aftenavis, der havde bestilt artiklen, havde fulgt Ole Wivels “selvangivelse” op med et spørgsmål om, hvad han egentlig beskrev med formuleringer som disse:

»Den kreds, jeg her taler om, bestod af seks-syv særprægede, fantaserende ynglinge med udsøgte bohemevaner (…) Disse vinter- og venskabsmåneder blev en vandring op gennem kulturen, fra de ældste mystiske tider mod samtidens katastrofe, som vi forstod og oplevede i denne sammenhæng (…). Nu siger det imidlertid sig selv, at en sådan ensom bjergrede over tidens afgrund ikke i længden kunne holde stand mod virkelighedens pres. Besættelsen af Danmark blev afgørende. Jeg følte mig i den kommende tid stadig mere indsnøret i mine egne fantasiers garn, og spændingerne indenfor vennekredsen blev snart voldsommere for til sidst at sprænge den. Men derved fik mit liv en ny drejning. Jeg lærte i stedet for det kunstigt vedligeholdte fællesskab og billedet af det rene, store liv at anerkende ensomheden og krigen som mine vilkår.«

I et andet essay i Poesi og Eksistens skriver Ole Wivel om den tyske digter Stefan George, der inden sit brud med Tyskland efter nazisternes magtovertagelse i 1933, havde været centrum for en akademisk og intellektuel kreds, der havde forgudet ungdommen og den storgermanske historieopfattelse, dømt de liberale samfund til moralske forfald, udskiftet dyrkelsen af Gud med dyrkelsen af det enkelte store menneske som kulturens fornyer og tilværelsens mål, det cæsariske væsen, den skabende viljes bærer, som skal frelse vesterlandet, som det hedder i essayet. På et tidspunkt kammede kredsens ideer over, og Stefan George var parat til at nedkalde en ny ”legemliggjort Gud” til jorden. Og så skriver Ole Wivel:

»For en senere tid er det ufatteligt, at en kreds af så bevidste mænd kunne få sig selv til at tro på dette ’under’. Vi må nøjes med at anerkende det som grundlag for digterens videre udvikling.«

Det er nøjagtig samme metode, Ole Wivel anvender i essayet om, hvordan han selv blev forfatter. Det moralske og ideologiske vildspor var åbenbart den nødvendige omvej til modningen som kunstner. Og til hans tydelige lettelse, afviser Stefan George nazisternes tilbud om magt og ære og går i eksil i Schweiz. »Denne afvisning af nationalsocialismen kommer George til gode foran historiens domstol,« skriver han, selvom han erkender, at der i digterens og nazismens ideologi er så mange fællestræk, at Stefan Georges værk vil være kompromitteret i lang tid. Deri ligger dog dets betydning: »Dette værk er måske det mægtigste kunstneriske udtryk for den kulturkrise, nazismen manifesterede for vores øjne – og gennem værket får vi adgang til de inderste konflikter i det moderne menneskes sjæl,« skriver Ole Wivel.

Artiklen om Stefan George stod første gang i Heretica i 1948, og i dag kan man ikke lade være med at læse den, som om Ole Wivel allerede dengang forberedte sin egen sag foran historiens domstol, som om den var et fremskudt forsvarsværn mod et angreb, som han frygtede kunne komme. Og som kom med Jørgen Hunosøes artikel mere end 50 år efter. Set på afstand ligner det et gennemtænkt forsøg på selvfrikendelse fra forfatterens side. Kan han gå rundt om sin ungdoms fejltrin som katten om den varme grød, kan han slippe af sted med at skrive så tøvende og selvretfærdigt, uden at nogen stiller spørgsmål? Hvis det kunne lade sig gøre i 1949, kunne det vel også være vejen frem i erindringerne Romance for Valdhorn, som han skrev på mere end tyve år senere med udgivelse i 1972.

Men Ole Wivel gjorde regning uden vært, for i sidste ende samler al interesse sig om netop det, man forsøger at skjule. Hans poetiske selvangivelse burde derfor have været fulgt op af en politisk selvangivelse. Han kunne, hvis han havde villet, have lagt kortene på bordet, skrevet om tidens åndspolitiske klima på en mere direkte måde, konfronteret sit eget unge jeg, og mere konkret gjort boet op. I stedet blev det ved floromvundne vendninger, som efterlod en plads til uvisheden og tvivlen, der holdt frem til Ole Wivels død i 2004, og endnu eksisterer den dag i dag.

I et læserbrev i Weekendavisen i sommeren 2004 kaldte forfatteren Jørgen Gustava Brandt det for hykleri at stille Ole Wivel og andre til ansvar for deres »fascistoide og brandfarlige idealer« post mortem, for naturligvis bør man prøve at forstå »den tids præmisser og stemninger« , som Jørgen Gustava Brandt kalder det. Men netop derfor er der brug for ærlige selvopgør, for kun sådan bliver vi klogere på hvad det åndelige og intellektuelle klima i årene forud for besættelsen også bød på.

Jørgen Gustava Brandt havde så tidligt som i 1981 selv skrevet kritisk om Ole Wivel på en måde, der dengang virkede uigennemskuelig for udenforstående, men som faktisk giver meget bedre mening, når det genlæses i perspektiv af den senere debat om Ole Wivels fraternisering med nazismen. I et essay i samlingen Vente på et pindsvin skrev ham om de tos deres uenigheder i 50’ernes litterære miljø. Det er – med hans egne ord – »forpissede minder«, men bag alt fnidderet finder man nogle væsentlige træk til en karakterbeskrivelse af Ole Wivels selvfremstilling:

»Måske kan en uhildet læser også i dag fornemme den limboagtige atmosfære og de permanente motiv- og erindringsforskydninger i Ole Wivels åbenhjertige erindringsbøger, der også er et omhyggeligt defensorat. Og der er jo slet ikke noget kriminelt i denne kulturelites praktisering af moralsk ansvarlighed. Som jeg har oplevet dobbeltmoralen og fortrængningsmekanismerne i kredsen af post-hereticere, kan jeg dårligt sammenligne det med noget. (…) Det er historien om en gruppe mennesker, der går rundt med kronisk skyldfølelse som et helt Israel – men uden at gøre noget konkret ved det. Hvilket ikke betyder, at de intet foretager sig. For mig blev det fordækte og kunstige (…) til en uhørlig og usynlig syntese af noget uforklarligt eller tilbageholdt i slægt med de intimiderende mystifikationer i Pinters stykker. Intet blev nogensinde sagt rent ud, men alt blev (…) pakket ind i ideale omfortolkninger, floromvundne bebrejdelser, også når de i virkeligheden bare kastede lidt skidt i hovedet på folk (…)«.

Sindelagsejendommeligheder af et nu fremmed Danmark, kalder Jørgen Gustava Brandt det. Men hvad motiv- og erindringsforskydningerne, den kroniske skyldfølelse og de ideale omfortolkninger nærmere handler om, fremgår ikke særlig tydeligt af essayet i Vente på et pindsvin, men det ser i hvert fald ud til, at Ole Wivel allerede i tiåret efter befrielsen selv var i fuld gang med at underspille omfortolkninger af ungdommen, og at han valgte de permanente motiv- og erindringsforskydningers barmhjertige røgslør frem for den åbenhjertige og selvudleverende politiske selvangivelse.

Vi bærer alle rundt på ungdommens fejltrin, og alle risikerer at blive krævet til regnskab for, hvad vi sagde, skrev og gjorde for hundrede år siden. Ole Wivels største synd var derfor ikke hans heroiske digt om nazismen eller hans retoriske begejstring for den ny tid, men at han ikke turde lægge kortene og en oprigtig, selvkritisk politisk selvangivelse på bordet. Hans beskrivelser i teksterne fra 1948 og 1949 ligner en afsøgning af, hvor lidt han kan slippe af sted med at antyde. Og da ingen tilsyneladende stillede uddybende spørgsmål – i hvert fald ikke offentligt – valgte Ole Wivel også at fortælle om fortiden gennem et skånsomt filter, da han nogen og tyve år senere udgav erindringsbogen Romance for valdhorn.

Her skriver han, at bruddet med kredsen omkring Ringen var en afsked med en »romantisk-heroisk vildfarelse«: »Den havde kostet dyrt, skønt jeg selv var sluppet billigt fra den. Andre havde betalt deres pris,« fastslår han. Så følger et mellemslag og en dyb indånding, hvorefter et nyt afsnit lancerer en Ole Wivel, der også i den grad har lagt enhver nazistisk sympati bag sig.

Han skriver: »En måneds tid efter den 29. august begyndte jødeforfølgelserne i Danmark. Jeg blev straks hvirvlet ind i det omfattende hjælpearbejde alene på grund af min nærmeste familie, tante Gerda, mine fætre om min kusine og hele deres slægt, hvis liv var truet. Jeg deltog i organiseringen af transporterne, først de interne i København, hvor vi oprettede samlingssteder bl.a. på Vesterbrogade 9 b. Men organisationsarbejdet forgrenede sig med lynets hast over hele byen, vi skaffede penge hos alle vi havde tillid til, kørte kendte og fremmede familier af jødisk oprindelse til de endelige afgangspositioner mens andre sørgede for overfarterne til Sverige. Hvordan beskrive dette arbejde sandfærdigt? Det var jo sådan, at man på en gang med iskold beregning planlagde og udførte transporterne og med en uvedkommende, næsten hysterisk ophidselse følte sig bortrykket til en anden verden, hvor alt var absolut, medfølelse og harme, afmægtigt raseri og den uforglemmelige, ordløse solidaritet mellem mennesker som ikke kendte det mindste til hinanden.«

Dette erindringsafsnit springer i dén grad i øjnene, når man læser eller genlæser Romance for valdhorn i lyset af debatten om hans ungdomsdigte. Ikke alene følger det i umiddelbar forlængelse af det endelig brud med den »romantisk-heroiske vildfarelse«. Det beskriver også, at der er jødisk blod i forfatterens egen familie og, ikke mindst, skildrer det flugthjælpens følelsesmæssige drivkraft, harmen, det afmægtige raseri, den menneskelige solidaritet. Den selvbebrejdelse, som digteren ikke har mod til at konfrontere sig selv med, bliver her udvisket af en selvretfærdiggørelse, som ikke er en døjt mindre menneskelig, men måske nok en hel del mindre moralsk. Som Günter Grass skriver i Når løget skrælles: »Erindringen undsiger hukommelsen.«

Også i essaysamlingen Modspil – der udkom i 1991, små ti år før han første gang blev anklaget for at have sværmet for en lyrisk nazisme – kredser Ole Wivel igen om skyldsspørgsmålet efter Anden Verdenskrig. I teksten Nytårsnotater skriver han med en overrumplende pludselighed, at Stefan Georges poesi var »foragtfuld menneskefjendsk«, og han konstaterer, at »den tyske sorg er som et barns, der græder sig i søvn på en kostskole.« Senere i samme tekst mobiliserer han al sin humanistiske vrede mod det nazistiske riges alt for villige civilister:

»Hverken aristokratiet eller den tyske bondesnuhed, kvindernes uforsagte hjælp til fanger og flygtninge kunne klare sig mod de ganske normale, småborgerlige bureaukraters sindssyge. Det var dem, der ekspederede sager, akter, stemplede, holdt orden i kartoteker, angav som læreren angiver en opsætsig elev til rektor, gik kommandovejen i systemet, morderkollektiverne blev kaldt ud som brandkorps og ordenspoliti, passagerer talt op og fordelt med akkuratesse i deres vogne, indskrevet i lejrens gæstebøger som i hospitalets modtagelse, renvasket til fotografering, dvs. nakkeskud eller sendt til gaskamrene. Skal man håbe, det nådigt glemmes af senere generationer?«

Da Ole Wivel skrev disse ord, kunne ingen vel vide, om han tænkte på sig selv – eller rettere: at han tænkte på sig selv – men i dag kan man nemt forestille sig, hvordan han havde fejlene fra ungdommen og fortielserne fra voksenlivet i alt for frisk erindring. Han håbede på senere generationers glemsel, men han håbede forgæves, og da han i begyndelsen af 2001 regnede med, at de sidste ord var sagt med selvforsvaret og modangrebet på Jørgen Hunosøe i En ondskabsfuld klodsmajor, skulle det vise sig, at han først for alvor blev indhentet af fortiden. ‘Korset’ viste at den helt unge Ole Wivel fantaserede om et germansk-nazistisk Europa, ingen tvivl om det. Han faldt for alt det, som den senere forfatter Günter Grass i dag er lykkelig over at være forskånet for. I Når løget skrælles drager han et lettelsens suk over, at der ikke findes så meget som en eneste stump af hans ungdomsmanuskripter fra den tid:

»Hvor ville det være pinligt, hvis der mellem den puberterende drengs udgydelser blev fundet nogle rim, som (…) under påvirkning af den hymnisk ekspressive stil hos hitlerjugendskjaldene stadig væk dyrkede den helt og aldeles urokkelige tro på Føreren. Rimpar a la ’aner og maner’, ’blod og rod’, ’fanfarer og hærskarer’ måtte her bagefter forekomme mig skrækkelige. Eller hvis der i fragmenter af den første roman havde vist sig nedslag af racistisk vrøvl (…) og flere produkter af det indpodede vanvid.«

Günter Grass blev ikke afsløret af ungdommens elendige, menneskeligt umodne og moralsk falske litteraturforsøg, men han røber for os, at de eksisterede engang. Ole Wivel blev konfronteret med ungdomsdigte med »nedslag af racistisk vrøvl og indpodet vanvid«. Men gør det ham nu også til nazist, eller var han bare en svag lyriker, der løb med de stærke?

Da Ole Wivel udgav En ondskabsfuld Klodsmajor, var jeg (i en kort periode) kulturredaktør på Berlingske Tidende. Alle aviser ville gerne have en uddybende kommentar fra forfatteren, men han ønskede ikke at udtale sig. Kun Berlingskes litteraturredaktør Nils Gunder Hansen (i dag professor på Syddansk Universitet og skribent på Kristeligt Dagblad) fik et telefoninterview, hvor den aldrende digter svarede for sig, men også lød som om, han var kommet til en slags ny slags indsigt – og tvivl: »Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at tingene går meget stærkt, når man er ung. Man gør noget, og så gør man det modsatte. Det kræver ikke altid så lang tid at slå nogle ordentlige kolbøtter eller komme til fornuft.«

Nils Gunder Hansen mindede så Ole Wivel om, at han i sine erindringer havde gjort et nummer ud af, at Ringen var centrum for digtning, filosofi og drømmerier, og ikke havde nogen “handlingsdimension” eller forbindelse til politiske realiteter. Hvad vil du svare de kritikere, der siger, at digtets pan-germanske drømme viser, at der også var politik i det, spørger han, og det virker som om Ole Wivel først nu indser situationens alvor. »Jeg vil sige,« svarer han, »ja, den kritik er berettiget. Men jeg vil tilføje, at man siger så meget, når man er helt ung, og at det også er til at læse ud af mine erindringer: Hvor langt man dog gik i 1941 og 42, inden man kom til besindelse. I 1943, hvor jødeforfølgelserne blev åbenbare, var det ikke muligt at vakle længere.«

Svaret er interessant og perspektivrigt. Dels fordi det rummer en vis form for sen selverkendelse, en lille indrømmelse. Og dels fordi denne selverkendelse er i fuld metodeoverensstemmelse med, hvad folk som Peter P. Rohde og Elias Bredsdorff har sagt om deres ungdoms brud med Danmarks Kommunistiske Parti, da det stod klart for dem, at de støttede et system af systematisk undertrykkelse, overgreb og fortræd. Mennesker kan være forført af idealerne – hvad enten de handler om hagekorsets heroiske og storladne vision eller om et kollektivt tusindårsrige under hammer og segl – og eftertiden kan med rette stille hinanden til regnskab for ungdommens vankundighed og naivitet.

Ungdommens flirt med nazismens idealer var ikke Ole Wivels svigt. Den eklatante fejl var, at han ikke skrev et mere utilsløret selvopgør. Mens han valgte den strategiske og filtrerede genfortælling af fortiden, besluttede den aldrende Günter Grass at skrælle et lag af løget, helt ud i erindringernes titel. Til Frankfurter Allgemeine Zeitung forklarede han:

»Vi ved jo alle, at vores erindringer, vores selvopfattelse, kan være lidt fordrejet, og ofte også er det. Vi forskønner, dramatiserer og lader oplevelser udvikle sig til anekdoter. Jeg ville gerne allerede i formen anslå alt det tvivlsomme i litterære erindringer og lade det skinne igennem. Derfor valgte jeg løget. Når man piller et løg, altså når man skriver, bliver noget tydeligt og aflæseligt lag for lag, sætning for sætning. Glemte eller forsvundne ting bliver levende igen.«

III.

Ole Wivel og Günter Grass begik begge fejl i deres ungdom, og grundene kan være ideologiske, psykologiske eller slet og ret sværmeriske. Fejl begår vi alle, og hvem kan sige sig fri for engang at have sagt, skrevet eller gjort noget, som man ikke ønsker at blive mindet om. Fordi man i dag er en anden.

Naturligvis er det hele i sidste ende et spørgsmål om menneskeligt mod og personlig integritet

De to forfattere valgte to forskellige metoder, to forskellige strategier, til deres erindringer. Mens den første skrev i en relativ ung alder og valgte at forskønne og fortie, skrev den anden i en sen alder og valgte at indrømme og konfrontere. Man kan indvende, at Günter Grass burde havde skrællet denne del af løget for flere årtier siden, men det er en moralsk dom, som kun den kan afsige, der ikke selv har det ringeste på samvittigheden. I stedet bør man vel anerkende, at erkendelsen overhovedet kommer, at Günter Grass lægger kendsgerningerne frem og ikke slører dem til, sådan som Ole Wivel valgte at gøre. Den psykologiske fortrængning – eller udskydelse af det uafvendelige? – har sandsynligvis været en betingelse for menneskelig og intellektuel overlevelse, og forfatterens aktive indsats som moraliserende samfundsdebattør har sandsynligvis været en form for bodshandling, et selvopgør per stedfortrædere.

Her er Günter Grass’ handlinger ikke væsensforskellig fra de utallige gamle venstreorienterede revolutionære, der i ungdommen flirtede med Marx og Mao, men som i dag er blevet til hjemstavnens støtter, der hylder friheden, flaget og folket. Hvorfor var det nu, de flirtede med det autoritære dengang? Jo, det gjorde de, fordi det gjorde man dengang. I Günter Grass tyske ungdom var det heller ikke til diskussion, om man skulle være medlem af Hitler Jugend, det var man, og det er først i bagklogskabens lys, at den unge mand opdager, hvor sindssygt, som han selv siger, det er, at tage de næste skridt: at melde sig til ubådstjeneste og senere Waffen SS.

Naturligvis er det hele i sidste ende et spørgsmål om menneskeligt mod og personlig integritet, om at turde sig fra overfor uretfærdigheden. Den styrke havde Günter Grass tilsyneladende ikke på det rette tidspunkt, og han har heller ikke i årene efter haft styrken til at konfrontere sig selv og offentligheden med det historiske faktum. Men bedre sent end aldrig, tager han sig sammen og skræller løget. Det er en handling, der kræver mod og styrke, for hvem bryder sig om, at lægge sine egne fejl frem til offentlig ringeagt? Det handler jo ikke kun ungdommens fejlslagne beslutninger, men også om de voksne og modne års systematiske fortielser. Og det oven i købet i en nation, der med Günter Grass egne – ironiske – ord i dag består af så mange modstandsfolk, at man må undre sig over, at Hitler overhovedet kunne få magten.

Med til historien om at skrælle løget – og dermed skrælle lag af sig selv og sin egen samvittighed, mens tårerne løber ned ad kinderne – hører naturligvis også Günter Grass’ skønlitterære forfatterskab. Løget var nemlig ikke et nyt motiv for forfatteren, da han udgav sine selvafslørende erindringer i 2007. Faktisk havde han allerede i Bliktrommen fra 1959 brugt løgskrælning som et symbol for en traumatiseret nations mentale helbredelse.

Kapitlet kommer hen mod romanens slutning, det hedder ‘I Løgkælderen’. Her kommer vi med ned i et velbesøgt etablissement hos værtshusholder Schmuh, hvor gæsterne bænkes ved borde med skrælleknivene og løgene i bunkevis. Og så gælder det ellers bare om at skrælle og hakke så tårerne triller. Gæsterne er »forretningsfolk, læger, advokater, kunstnere, også scenekunstnere, journalister, folk fra filmen, kendte sportsmænd og også embedsmænd fra den statslige og kommunale forvaltning, alle, der i vore dage kalder sig intellektuelle, sad med deres koner, veninder, sekretærer, kvindelige kunsthåndværkere og også med mandlige veninder på de sækkelærredsbetrukne kasser…«

Samtidig med at man i dag må foragte den unge Günter, sådan som man må foragte alle nazister, og samtidig med at man må kritisere den voksne og modne forfatter for at revse andre og skåne sig selv, må man til sidst respektere, at han i ellevte time, gør op med sine egne fejl og fortielser.

Her, i Løgkælderen, kommer – skriver Günter Grass – den menneskelige eksistens sande tragik til udtryk, og efterkrigstidens hårdt prøvede tyskere stimler sammen for at tale med hinanden, i hvert fald er det deres hensigt, men det lykkes ikke: »Man forsøgte på at komme i snak, men det lykkedes ikke, man nåede trods den bedste hensigt ikke ind til selve problemet, ville gerne for en gangs skyld have luft, tale ud, lige fra leveren, åbne sit hjerte, sætte hovedet ud af spillet og vise den blodige sandhed, det nøgne menneske – men kunne ikke.«

Det er ikke svært at forestille sig, hvad Günter Grass tænkte på, når han skrev om Løgkælderen i Bliktrommen, om alt det, der ikke kunne siges, alt det man ikke kunne lette sit hjerte for. Og det er heller ikke svært at forestille sig, hvad han har tænkt på gennem årene, hver gang han har stået med et løg mellem hænderne. Han har tænkt på dets symbolske betydning, på løget som en udløser for den gråd, der udtrykker anger, og han har vidst med sig selv, at den dag ville komme, hvor han måtte skrive sig ud af Løgkælderen og op i dagslyset.

Samtidig med at man i dag må foragte den unge Günter, sådan som man må foragte alle nazister, og samtidig med at man må kritisere den voksne og modne forfatter for at revse andre og skåne sig selv, må man til sidst respektere, at han i ellevte time, gør op med sine egne fejl og fortielser. Man må prøve at forstå, hvordan tiden og miljøet var, dengang den unge mand valgte forkert. Han beskriver det selv på denne måde i et interview:

»Det, der skete før 1945, blev anset for at være et sammenbrud, men det var ikke en betingelsesløs kapitulation. Man bagatelliserede det ved at sige, at det dengang blev mørkt i Tyskland. Man lod som om, det arme tyske folk var blevet forført af en flok sorte fyre. Men det var ikke sandt. Som barn oplevede jeg, hvordan det hele skete ved højlys dag. Det skete med begejstring og tilslutning. Selvfølgelig var der så afgjort også forførelse med inde i billedet. For ungdommens vedkommende var der dog rigtig mange, der var dybt begejstrede.«

På denne måde leverer Günter Grass nøglen til den psykologiske forståelse af Ole Wivel. I virkeligheden var han vel blot en ekstremt tilpasningsdygtig ung mand, en kamæleontisk opportunist, om man vil. Hele tiden i stand til at placere sig i nye sammenhænge, alt efter hvilken sandhed, der bød sig til. Det ene øjeblik heroisk germanist med store forventninger til nazismen, det næste modstandsmand og jødernes flugthjælper. Det ene øjeblik kristen, det næste humanist. Det ene øjeblik forretningsmand, det næste kunstner. Det ene øjeblik borgerlig, det næste socialist. Ole Wivel var det hele, og han var i stand til at tro på sandheden i det hele, takket være en imponerende evne til at genfortælle og nyfortolke sig selv. I lang tid lykkedes det også at få omgivelserne til at adoptere denne tro. Men den genfortælling, som forfatteren ikke længere selv kan levere, den poetiske og politiske selvangivelse, handler om alt det, der ikke blev sagt.

Günter Grass skjulte en sandhed i årevis, det var et spørgsmål om skam, sagde han. Men tavsheden blev brudt, og han brød den selv, det var ikke andre, der afslørede noget imod hans vilje, og det tjener ham til en slags ære. Men kun en slags. Gennem årene havde han antydningsvis talt om sin ungdomsfortid og sin ungdomsfejl. Han havde ikke forskønnet og misledt som Ole Wivel, men han havde ignoreret et smerteligt faktum – et faktum som ikke bare var smerteligt for hans egen person, men som blev smerteligt for hele den tyske offentlighed. Den mangeårige tavshed var – sammenholdt med Günter Grass’ flittige moralske opsange – et udtryk for kujoneri. Udgivelsen af Når løget skrælles var et udslag af ærlighed og selvopgør. Men det var meget sent at tavsheden blev brudt.

Som Günter Grass sluttede sin tale på International PEN’s kongres i Moskva, hvor han krævede en FN-undersøgelse af krigsforbrydelserne: »Jeg er sikker på, at hvis ikke en tjetjensk forfatter kan, så vil en russisk forfatter i hans sted lade verden vide besked om tjetjenernes lidelser, ligesom Franz Werfel skrev om mordet på armenierne. Det er det, som litteraturen kan opnå: Den vender ikke det blinde øje til, den glemmer ikke, den bryder tavsheden.«

Naturligvis fik Günter Grass ret. Tjetjenernes skæbne blev beskrevet af en russisk forfatter, journalisten Anna Politkovskaja. Hun talte på International PEN’s kongres allerede året efter i London. Med sit grå, sørgmodige ansigt og lavmælte sprog, fremstod hun som en person, der havde set mere lidelse og konfronteret mere frygt, end godt er. Fem år efter kostede litteraturen og journalistikken om krigen hende livet, da hun blev likvideret i en opgang.

IV.

I begyndelsen af april 2012 skrev Günter Grass et digt, som han offentliggjorde simultant i en række europæiske aviser. Digtet ‘Was gesagt werden muss’ (‘Hvad der må siges’) var et hårdt politisk angreb på Israel, som ifølge forfatteren er en trussel mod verdensfreden. Günter Grass mente, at Israel agter at gennemføre et atomangreb på Iran, og han konfronterede både landet og det, han kaldte den vestlige verdens hykleri. Han talte om at »befri sig selv for tavsheden«, og dermed praktiserer han selv det forfatterideal, som han talte om på kongressen for International PEN i Moskva i år 2000.

Om man er enig med Günter Grass i hans politiske analyse af Israel spiller for så vidt ingen rolle. Man kan være så uenig med ham, som man være vil, og da digtet blev offentliggjort, skortede det heller ikke på modstand, modvilje og kritiske kommentarer, ja Israel greb til noget så ekstremt som at erklære forfatteren for persona non grata i landet. På grund af et digt! Forfatteren replicerede tørt, at første gang han blev erklæret uønsket i et land, var det i DDR (og man spørger sig selv, hvorfor han ikke fik indrejseforbud i Israel allerede i 2006 da det kom frem, at han havde en ungdomsfortid i Waffen SS).

Günter Grass havde tænkt situationen nøje igennem, for digtet rummede ikke kun en kritik af Israel og et opgør med vesten og det, der angiveligt ikke har måttet siges. Det rummede også en nøje afstemt selvkommentar i et af det lange (og absolut ikke specielt smukke) prosadigts vers:

Men hvorfor tav jeg til nu?
Fordi jeg mente, at min herkomst,
med dens plet, som aldrig kan fjernes,
forbød at stille landet Israel, som jeg
er og fortsat vil være ven med,
over for det faktum som udtalt sandhed.

Hvad er det, Günter Grass sigter til, når han taler om sin »herkomst« og den plet, »som aldrig kan fjernes«. Man kan læse det som en tyskers evige skamfuldhed over at være født og opvokset i det land, der skabte nazismen og folkedrabet på Europas jøder. Men man kan også læse det som en meget mere privat hentydning, nemlig til den evige skyldfølelse over kortvarigt at have været medlem af Waffen SS som ung. Og at have tiet om det i årtier.

Wivels største synd var ikke hans heroiske digt om nazismen, men at han ikke turde lægge kortene og en oprigtigt, selvkritisk politisk selvangivelse på bordet.

Aldrig mere tavshed! var overskriften da Günter Grass på PEN-kongressen hyldede de forfattere, der trækker historien ud af glemslen og ind i litteraturen. På det tidspunkt opretholdt han selv tavsheden om sin egen fortid, og det gjorde han, fordi man altid forsøger at dominere fortællingen om sig selv. Ole Wivel gjorde det ved at parfumere sine erindringer og slette dele af sin fortid. Og Günter Grass gjorde det med den udstrakt tavshed, han åbenbart samtidig foragtede, hvilket må betyde, at han også foragtede sig selv.

Med digtet om Was gesagt werden muss prøvede han måske at finde sin plads i rækken af de forfattere, som han talte om med beundring i stemmen på PEN’s talerstol, f.eks. Imre Kertesz, Primo Levi og Czeslaw Milosz. Paradoksalt nok blev det med et angreb på Israel, der som bekendt blev skabt som en sikker havn for Holocaust-overleverne. I den konflikt stod Günter Grass – ung og naiv – formelt set på gerningsmændenes side, men sit senere liv viede han til humanismen. At stå på gerningsmændenes side er hans livs moralske smertepunkt. Det skal den unge mand ikke dømmes for. At tale for humanismens sag, er hans livslange bestræbelse på at kompensere. For det skal forfatteren anerkendes. Det er den udstrakte tavshed gennem årtier, der er problematisk. Det er der, hvor løget møder løgnen.

V.

Den 26. oktober 2012 bragte Weekendavisen en artikel, der handlede om, at Ole Wivels to døtre Dorrit og Anne Wivel fire år tidligere – i oktober 2008 – havde givet professor Per Øhrgaard tilladelse til at kulegrave de ellers lukkede arkiver med Ole Wivels papirer. Journalisten spørger Per Øhrgaard, hvad der er kommet ud af arbejdet de seneste fire år, men han ønsker ikke at sige noget. Per Øhrgaard har i øvrigt, om nogen, forståelse for det delikate emne, for han har dels oversat Når løget skrælles, dels skrevet en monografi om Günter Grass, som efter udgivelsen af erindringerne, og debatten om dem, blev udvidet med et ekstra kapitel. Nu skulle Per Øhrgaard altså have adgang til breve, manuskripter m.m. fra Ole Wivels ungdomsår. Men Dorrit og Anne Wivel lod samtidig forstå, at de stadig ikke har nogen som helst planer om at udgive farens breve.

Derefter gik der ti år, og her i 2018 udkom så Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen. Per Øhrgaard har efter at have gennemgået arkiverne valgt at udgive en brevveksling mellem to fortrolige kulturpersonligheder, der grundlagde et livslangt venskab i 1940, hvor Ole Wivel blot var 19 år gammel, og maleren Sven Havsteen-Mikkelsen var 27. Bogen rummer ikke mindst en efterskrift, hvor Per Øhrgaard gennemgår debatten siden Jørgen Hunosøes kritik af Ole Wivels ungdomsdigtning. Hans konklusion er, at Ole Wivel skulle have fortalt mere i sine ungdomserindringer. Ikke for vores skyld, men for sin egen. Per Øhrgaard mener, at ‘Korset’, Ole Wivels smagløse digt, der er skrevet i begejstring over den nazistiske hærs angreb på Sovjetunionen, dybest set blot udtrykker det, som mange andre danskere også mente på det tidspunkt, nemlig at kommunismen var en større trussel, end nazismen. Om den unge digterspire vitterlig var nazist af overbevisning dengang i 1941, da han skrev digtet og sendte det i et privat brev til sin ven Erik Johansen, er umuligt at sige noget definitivt om. Per Øhrgaard mener, at man kan pindehugges længe – eller lade være. Men hans gennemgang af sagen om Ole Wivel er ikke et rent defensorat. Han noterer: »At hans sværmeri for det heroiske i hvert fald ikke gjorde ham immun overfor tankegods, som også fandtes i nazismen, er ganske klart.«

VI.

Ole Wivel var jo ikke alene med sit fejltrin. Mange andre valgte at støtte de tyske idealer og krigsmål. Måske fordi, de var overbeviste nazister. Måske fordi de var opportunister. Måske fordi de så en karrieremulighed. Måske fordi de regnede med at Tyskland ville vinde, og angsten drev dem mod den forventede sejrherrer. At vælge den forkerte side i en purung alder, behøver ikke at være et kors for livet. Der var vel plads til et modigt selvopgør for en mand som Ole Wivel, der jo – herregud – bare havde skrevet nogle dårlige digte. Værre var det, da hans ven Erik Johansen, som modtog ‘Korset’, opgav sine planer om at såls ved Østfronten, hvilket fik Ole Wivel til at meddele ham sin store foragt. Det er langt grovere, end et dårligt digt, og det må nødvendigvis have været en torn i kødet i årene frem. Derfor har Ole Wivel både haft en poetisk grund til at skamme sig, nemlig ‘Korset’, og en personlig grund, nemlig hans amoralske dom over Erik.

Først skrev Ole til Erik, at der ventede dem mange opgaver, »som har alvor og mod til at bekræfte skæbnens og livets love.« Sproget er manieret og opstyltet, krukket til kvalmegrænsen: »Lad ingen time gaa unyttet hen, ingen dag hvor vi ikke søger en større renhed. Og lad de maal, som sættes da vor lille ring blev sluttet, ved de nye Guders gunst og ved vor brændende vilje endelig naas.«

Da Erik stak halen mellem benene, reagerede Ole – som ikke selv havde planer om at tage til fronten, men blot ville skrive følsomme og storladne digte med sine bløde hænder – på en måde, der ikke levner plads til mange modificeringer af hans egentlige ståsted:

»Da du tog beslutningen om at gaa i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro paa dig fornyedes.(…) At du vilde staa fast til trods for denne sidste prøvelse var saa dybt befæstet i mit hjerte, at jeg frydede mig over at kunne triumfere, fordi du – min ven – bekræftede den heroiske holdning, der har baaret alt det vi var og er. Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt det med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig. (…) Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre.«

Jeg forestiller mig, at den ældre Ole Wivels skam har været tæt knyttet til en litterær misundelse mod Morten Nielsen, som fik en tragisk død i en vådeskudsulykke under en våbenleverance. Morten Nielsen blev den sande modstandskamps digter, hans eftermæle og hans lyrik gjorde ham til et heroisk ikon. Han var det, som Ole Wivel sværmede for som atten-nitten-årig, bare på krigens anden front, den forsvarlige. Efter Morten Nielsens død fandt man et senere så berømt digt i hans papirer: ‘Skæbne’. Det er digtet om Tykke, der for at hævne sig på de klassekammerater, der altid har drillet ham, går i tysk tjeneste, bliver mand og partikammerat. Nu er han klar til med knojern at smadre de onde år. I nazismen fandt han en identitet, han blev en mand med skrårem. Unge Ole Wivel var ikke som Tykke. Han skulle ikke hævne sig, han skulle ikke restaurere en tabt værdighed. Han kunne så nemt have valgt et andet ståsted. Intet tvang ham i den retning, han valgte. Man kan kalde det ungdommeligt sværmeri, eller man kan kalde det ideologisk nazisme.

I Poesi og eksistens står endnu et essay, som man kan læse som et bidrag til Ole Wivels listen på kattepoter om den varme grød. Han skriver om den islandske sagahelt Gunløgs »dybe drift mod selvødelæggelse«. For at Gunløg skal finde forløsning for sin selvfortærende smerte, må der ske noget: »en selverkendelsens rensende tugt må gennem sindet før den forvandler sig – og en sådan erkendelse magter han ikke. Det ved han godt. Og derfor vælger han, som andre før ham, fortvivlelsens sidste udvej: Han fryser sit hjertes behov og sin ubesvarede længsel ned i kynisk troløshed og foragt.«

Og så citerer Ole Wivel en strofe fra Morten Nielsens skæbnedigt om Tykke, drengen, der blev nazisternes håndlanger, fordi han var udelukket af fællesskabet. Gunløg, typer som ham, finder nemlig deres ståsteder i uniform eller i den hårde kerne af et autoritært politisk parti, skriver han. Han slipper myndigheden over sig selv, men vinder den til gengæld over andre: »Og han, som ifølge sine forudsætninger, var oprøreren frem for alle, er nu blevet massementalitetens lyde håndlanger og bøddel. I hans tilfælde har fortvivlelsen og smerten, som han ikke kunne bære, fundet befrielse i brutalitet.«

Sådan skrev Ole Wivel, når han tænkte på sit ungdomssværmeri og sin egen sorte samvittighed, altid intellektuelt, intelligent. Samvittigheden har intet navn i hans essays og erindringer. Men den er til stede.



Skriv en kommentar