Retorikmagasinet, maj 2018.

De mest mindeværdige nekrologer er skrevet i digtform. At skrive sin egen nekrolog er en helt særligt raffineret kunst. Klaus Rifbjerg fik det sidste ord.

Den norske digter & drukkenbolt Johan Herman Wessel (1742-1785) havde det med at digte små smældende epitafer, når en mere eller mindre betydningsfuld person havde forladt den jordiske verden, og det var altid sjovt, skarpt og skånselsløst, blandt andet den her lille perle:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard, den Store,
Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han giorde,
Giorde, giorde…

– som jeg nøjes med at citere i uddrag (fortsættelsen gør nar af krigsrådens familie), fordi det er så eminent morsomt i sin parodi på ikke bare den givetvis meget selvhøjtidelige Krigsraad Neergaard selv, men også på hele den himmelske kirkeinstitution, hvori han er tilhvilestedt. Dette rungende ekko af ”store, store, store” og ”gjorde, gjorde, gjorde” er jo som et nåleprik på en udspilet ballon.

Naturligvis ristede Johan Herman Wessel (som vi danskere gerne gør krav på som vores, ikke mindst fordi han altid sad og hang over en dram i Sværtegade, hvor nu netop Wessels Kro har ligget i mange mænds minde) også et par minderuner over sig selv i tide, for så vidste han da, at det blev gjort ordentligt:

Han syntes fød til Bagateller,
og noget stort han blev ei heller

– skrev han under sit eget portræt – og som en erklæret gravskrift gav han sig selv dette skudsmål:

Han aad og drak, var aldrig glad,
Hans Støvlehæle gik han skieve;
Han ingen Ting bestille gad,
Tilsidst han gad ei heller leve
.

Johan Herman Wessels sarkasme er, uanset om den rettede sig mod krigsråden eller digteren selv, udtryk for den klassiske nekrologs antitese. Dengang i 1700-tallet følte digteren sig ikke bundet af nogen konventioner, han pillede gerne de fine ned fra piedestalerne, også efter deres død. Man kan kalde det respektløs satire. Eller magtkritik.

*

Ordet ‘nekrolog’ kommer (som citeret fra opslagsværkerne) af græsk: νεκρός, nekrós, “død” + λόγος, lógos, “ord, tale, skrift”, altså en logbog over afdødes liv. Nekrologen er en genre, der kun kalder på det bedste, som om den vil forme erindringen ud fra det gamle ord om at man ikke skal tale ondt om de døde – knæsat i Emma Gads lærebog om god takt og tone for netop 100 år siden. Nekrologen er beslægtet med avisernes omtaler af honnette menneskers runde dage, jubilæer, prismodtagelser samt bryllupsmeddelelser, dødsannoncer og mindeord, er nekrologen populært læsestof.

Selv har jeg kun skrevet én eneste nekrolog. Den stod i Berlingske Tidende den 27. maj 2001. Natten før døde forfatteren Dea Trier Mørch, som jeg kendte. Min nekrolog handlede om et brev, hun havde sendt ud til venner og bekendte (vi er på kanten af mailens gennembrud, så her taler vi om et papirbrev med Deas karakteristiske smukt tegnede bogstaver). Hun skrev om sin cancersygdom, om dagens rytme, arbejdet på en ny roman, om at ryge, drikke, spise sushi, læse blodige krimier og se film fra Langbortistan. Dea skrev, at hun ventede på en plads på et hospice, der var ingen vej tilbage, og så en kammeratlig hilsen: ”Universet udfolder sig helt som det skal.”

Hvem er det egentlig, der tager hensyn til hvem, spurgte man sig selv, skrev jeg. Og så sluttede jeg nekrologen med et citat fra Dea Trier Mørchs roman Aftenstjernen (1980), hvor Bett ligger for døden. Man må håbe at Dea fik den død, hun selv gav Bett, skrev jeg:

”Hendes ansigt fyldtes af fred. Det glattedes ud. Hendes åndedræt blev sagtere. Finere og finere. Det blev til lette åndepust. Nu sank vejrtrækningen. Nu forsvandt den. Der var helt stille i stuen. Tavlen var visket ren. Stearinlysenes flammer stod ubevægelige. Og på den anden side af de nedrullede gardiner – udenfor på gaden – forsvandt lyset med solen. Deres del af jorden lå nu i skygge.”

*

I 1973 udgav Tove Ditlevsen en lille samling tekster, Min nekrolog og andre skumle tanker. Titelteksten er en skildring fra en af forfatterens indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Hun ærgrer sig, skriver hun, over at man ikke kan få sin egen nekrolog at se, så nu vil hun skrive sin egen:

”I går døde forfatterinden T.D. I sin bedste alder. Det er et navn, der i dag ikke siger ungdommen noget, men ældre københavnere vil endnu kunne huske hendes sarte, åndeagtige skikkelse, der var uundværlig i den tids strøgbillede. Hvor travlt hun end havde, var der altid tid til at klappe en lille purk på hovedet eller hjælpe en gammel morlille med at bære hendes pakkenelliker. Det var selve poesiens blå blomst, der vandrede gennem gaden og spredte solskin i sindet hos alle, der så hende. Af og til slog hun et slag ned i Hviids Vinstue, hvor overtjener Ambrosius Sørensen kan fortælle, at hendes yndlingsdrik trods alle onde rygter var tomatjuice.”

Og det lyder jo sjovt nok. Men der er faktisk en dybere mening med legen. Tove Ditlevsen vil faktisk gerne retningsbestemme diskussionen om hende:

”T.D. Nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf e betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med ud af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som at veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind. Hun var sammen med den endnu levende Klaus Rifbjerg, den første, der i sine bøger nævnede personerne ved deres rette navn og i det hele taget ikke stak noget under stolen.”

Da Tove Ditlevsen skrev sin egen nekrolog havde hun flere selvmordsforsøg bag sig, og måske også planer for det næste – vellykkede. Det fandt sted året efter udgivelsen. Hvad hun jo udmærket vidste, og kalkulerede med, var tekstens provokationspotentiale. At skrive så usentimentalt, morsomt, sarkastisk og ubange om sin egen død, var som at bande i kirken. Men formålet var nok også at ruske op i småborgerligheds forestillinger om, hvad man kunne. På den måde tager teksten jo også æren for det nybrud i dansk litteratur, som vi i dag kalder ”autofiktion”.

*

De smukkeste nekrologer, der er skrevet på dansk, er skrevet af to store digtere, der begge havde den nødvendige journalistiske tæft og evne til at reagere på nyheden om et dødsfald med akut litterær inspiration, nemlig Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg. Tom Kristensens nekrologdigte om bl.a. digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt i Den Spanske Borgerkig, luftartisten Emilie Sannom, hvis faldskærm svigtede ved et flyvestævne i Grenå, og ikke mindst det voldsomme, storslåede, formidable mindedigt om Knud Rasmussen, ‘Det er Knud som er død’, som Tom Kristensen skrev som reaktion på sin vens, den store polarforskers, død den 21. december 1933. Allerede dagen efter stod det i Politiken. Slutningen er enorm, ikke mindst med det afsluttende spørgsmål, ”Forstaar I?”, der bryder rimet og rytmen og konfronterer læseren:

Øer og Lande og Floder ligger med Islænker lukket.
Glæden, som varmed jer alle, den brændende Glæde er slukket.
Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød,
for nu er han død. Det er Knud, som er død.
Forstaar I?

Da Sveriges statsminister Olof Palme blev likvideret på åben gade en februaraften i Stockholm i 1986, chokerede det en hel verden. TV-Avisen bad Klaus Rifbjerg om at skrive et digt, men han afviste: ”Jeg er ikke lejlighedsdigter”. Jeg har ladet mig fortælle at han lagde på og gik en tur ved sit sommerhus i Kandestederne. Da han kom tilbage ringede han TV-Avisen op: ”Tag imod diktat, jeg har et digt”. Digtet ‘Olof Palme’ er et virtuost digt, der på ingen måde er en egentlig nekrolog over afdøde, men alligvel stå som en epitaf over manden. Digtet greb mig dybt, og jeg har stadig den side i Politiken fra den 3. marts 1986, hvor digtet blev bragt, hør bare åbningen:

I revolverens kammer
sover patronen sin rævesøvn.
På jordens overflade
promenerer vi
vor skrøbelige tryghed.

Den 26. marts 2015 døde den store svenske lyriker, nobelprismodtageren Tomas Tranströmer. Politikens lyrikkritiker, professor Thomas Bredsdorff kontaktede en række danske digtere for at få et mindeord. Da han ringede til Klaus Rifbjerg, fik han hjemmesygeplejersken i telefonen. Rifbjerg var meget syg, det vidste Bredsdorff godt, de to har kendt hinanden i en menneskealder mindst. Han fortalte at Tranströmer var død og spurgte om Rifbjerg havde noget at sige. Nej, det havde han ikke. Men ring igen om lidt. Et kvarter efter var Bredsdorff igen i telefonen, og Rifbjerg havde otte ord parat:

Haren sætter sine spor. Så er den væk.

Denne haikuagtige karakteristik af Tomas Tranströmer stod dagen efter på Politikens forsiden. Godt en uge efter kom så nyheden om Klaus Rifbjergs død. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Da Bredsdorff ringede, vidste Rifbjerg godt, at hans egen tid var ved at rinde ud. Da han som en pligttro soldat i lyrikkens og den litterære journalistisks tjeneste ekstemporerede de ord, som vi må antage blev hans sidste digt, vidste han godt, at han ikke kun sætte en epitaf over Tomas Tranströmer. Haren skrev også sin egen nekrolog.



Skriv en kommentar