Weekendavisen den 29. marts 2018.

Noveller. Den norske debutant Jan Kristoffer Dale skriver new nordic arbejderlitteratur.

Jan Kristoffer Dale: Arbejdsnæver. Oversat af Sara Koch. 112 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

Jeg, som skriver dette, er vokset op i den lavere danske middelklasse, og på grund af tilfældets musik kom jeg aldrig i gang med en uddannelse, så alt hvad jeg ved og kan, er noget jeg har erfaret mig til uden for uddannelsesinstitutionerne. Fordi jeg lever af at skrive, kan jeg typebestemmes som ‘autodidakt’. I andre brancher må den uuddannede nøjes med at være ‘ufaglært’.

Disse socialovervejelser skyldes den rammefortælling, som den norske forfatterdebutant Jan Kristoffer Dales noveller nu kommer til Danmark med. I Norge er Arbejdsnæver blevet genrebestemt som arbejderlitteratur (titlen tigger faktisk selv om det) om de mennesker, som ellers sjældent får plads i litteraturen, og alle anmeldelser og interviews fokuserer på, at Jan Kristoffer Dale selv voksede op i Froland i Aust-Agder i det sydlige Norge, hvor hans far var i landbruget og moren gjorde rent i kommunen, mens han selv var offer for mobning i skolen, inden hans eget arbejdsliv begyndte som uuddannet flaskerenservikar på et lokalt bryggeri.

Fint nok. Og hvad så? Skal vi blive særligt imponerede over at en mand fra arbejderklassen både kan læse og skrive? Eller skal vi gøre honnør for Jan Kristoffer Dales positive sociale mobilitet, fordi det lykkedes ham at komme ind på Skrivekunstakademiet i Bergen (samme sted hvor Karl Ove Knausgård og mange andre har fået deres tidlige skrivetræning)? Skal vi opfatte ham som mønsterbryder først – og dernæst som forfatter? Skrivekunstens veje er jo heldigvis uransalige, men stadig skal litteraturen bedømmes på hvad den kan som netop litteratur. Og hvis der er noget på Jan Kristoffer Dales CV, som rummer en særlig nytteværdi, er det at han nu er ved at uddanne sig til børnehavelærer (en bachelor i pædagogik).

Arbejdsnæver består af seks små noveller, som alle skildrer de ikke-priviligerede. Dem der står i stampe med lortejobs, dårligt helbred, ensomhed, udsigtsløshed. Dem der aldrig kom ombord da karrieretoget accelererede. Vi er på bryggeriet, på kroen, i lægekonsultationen, i frisørsalonen, hjemme i de stille stuer.

Mindreværdsfølelsen spiller en betydelig rolle i Jan Kristoffer Dales new nordic arbejderlitteratur, hvor man vinder sin mors anerkendelse, når man har knoklet længe nok på bryggeriet til at man har fået ‘arbejdsnæver’. Da nogle gutter skal på hyttetur og spille kort og drikke øl, ender det hele i grøften, bogstavelig talt, fordi der også kommer en fyr med, som har taget en universitetsmaster i markedsføringsledelse og foretrækker lam for pizza. Hvad skal man stille op med sådan en fyr, når man selv er løsarbejder på et møbellager?

Som flaskerenservikar er Jan Kristoffer Dale ikke ufaglært som forfatter, og han ville have gjort Klaus Rifbjerg tilfreds – for som Rif sagde tilbage i 80’erne, da Forfatterskolen netop var blevet dannet: ”Man kan lære mere ved at arbejde på en salatfabrik, end at gå på Forfatterskole” (man forestiller sig Helle Helle osv. med hænderne begravet i kartoffelmayonnaisen på K-Salats fabrik). Men så har Jan Kristoffer Dale altså i tilgift gået på Skrivekunstakademiet. Og så har han læst og skrevet af egen lyst og egen drift. Som stilistisk inspiration for novellerne nævner han Raymond Carver. Og af John Steinbeck har han lært empati, siger han. Det er store forbilleder. Jan Kristoffer Dale siger også, at middelklassen har sin egen litteratur, men at arbejderklassens mangler. Måske i Norge? Men ikke her: Yahya Hassan, Morten Pape, Thomas Korsgaard, Anne-Cathrine Riebnitzky, Jacob Skyggebjerg, Karina Pedersen, Jakob Mathiasen, Jens Vilstrup, Bent Vinn, Nielsen, Kirsten Thorup.

Sara Koch har som altid solidt greb om oversættelsen, der går sine egne stille veje uden mislyde. Men en enkelt ting har hun stået magtesløs overfor. Novellernes dialoger er skrevet på frolandsdialekt, som ikke lader sig oversætte, hvilket efterlader os danskere uden den socialsubtile medbetydning, som dialekten rummer for nordmænd.

Novellerne er fine uden at være fremragende. Arbejdsnæver bør læses som troværdige portrætter af personer, der afventer mere, end de beslutter og føjer sig mere efter andre, end de handler selv.



Skriv en kommentar