Gæsteanmeldelse i Jyllands-Posten den 22. september 2017.
Michael Enggaard: Svækling. 304 sider, 250 kr. Politikens Forlag.
Meget ofte cykler jeg gennem Enghavevej, Vesterbro, København, ind på den gentrificerede stenbro i zikzak mellem velplejede fuldskæg på ladcykler og ubarberede sutter med klirrende Kvickly-poser. På vejen kommer jeg forbi smørrebrødsbeværtningen Tove Ditlevsens Mindehave, og efter den en uspecificeret blanding af et motorværksted, café og butik, Motorius. Jeg har aldrig været derinde, ikke før nu, hvor jeg har læst Michael Enggaards absolut udmærkede debutroman, der er iscenesat på Vesterbro, hvor hovedpersonen Frank er partner i et værksted med café og butik, der ligger lige præcis dér på Enghavevej.
Svækling er en klassisk københavnsk kollektivroman, hvor byens skæbner strejfer og støder ind i hinanden. Først og fremmest er der Frank, en forhenværende bokser, der for flere år siden droppede ud af sporten efter en DM-finalesejr over rivalen Cliff. To gange havde han været i gulvet undervejs, og sejren nagede ham. Havde hans far fået dommerstemmerne fixet?
Franks far, Gerhard, har altid været en kendt skikkelse i boksesporten. Nu har han været ude for en arbejdsulykke i Ikea, og Frank må rykke tættere på sin far, end han har lyst til. For hvad er det egentlig for et lyssky salg af cigaretter, Gerhard har gang i? Hvem står bag de truende beskeder om, at Frank har arvet sin fars gæld? Og hvorfor mangler alle udklippene om Franks kamp mod Cliff i farens eller så minutiøse arkiv over alt og alle i boksesporten?
Ikke overraskende skal Frank kæmpe sit livs kamp udenfor ringen. For at kunne gå ind i fremtiden, må han konfrontere sig med fortiden. Han møder han sider af sig selv, han ikke kendte, og han for brug for følelser, han ikke vidste, at han havde. Det er naturligvis noget med en kvinde, bogstavelig talt en ægte Florence Nightingale, der skaber tøbrud og forsoning. Og noget med at blive indhentet af fortiden. På sådan en bittersweet måde. Hvis det her var en film, var det vel Erik Clausen. Eller endnu bedre: Ken Loach.
Svækling har diskrete, men bærende, ledemotiver. Hovedesporet er fravær af nærvær mellem forældre og børn. Det handler om skammen og skyldfølelsen over ikke at turde leve op til sit ansvar. Det handler om savnet og sorgen over et dødfødt barn og over børn, der vender en forældre ryggen. Helt tyndt og fint vævet ind er begrebet søvnparalyse, en lidelse hvor sindet vågner før kroppen. I den tilstand trænger det fortrængte sig på.
At debutere med en så specifik Vesterbro-roman er et modigt træk. Bydelen har gennem den moderne litteraturhistorie haft sine ikoniske beskrivere (og besyngere), fra hærværksmanden Tom Kristensen over ikoniske Tove Ditlevsen til legendariske Dan Turèll, ikke at forglemme den store fortæller Kirsten Thorup og folk som Katrine Marie Guldager og Peder Frederik Jensen. Plus alle dem, jeg lige har overset i farten.
Hvad vil Michael Enggaard blandt dem? Jo, han vil forlænge historien om bydelen, fortælle en god, gammeldags socialrealistisk historie om hverdagens forslåede helte og skurke i det berømte brokvarter, vise hvordan vi mennesker kun lever, når vi lever for hinanden.
Der er dem, der mener, at pænheden, hvor de brune værtshuse fortrænges af hippe vinbarer, fjerner bydelens autenticitet. Men Vesterbro overgiver sig sgu aldrig. Den er klar til at gå en runde til. Og Michael Enggaards varmhjertede no nonsens proletarerroman er både en solidaritetserklæring og en håndsrækning til det rå og upolerede. Måske ikke en lige højre til kæben, men stadig et tungt, stærkt stød.