Weekendavisen den 29. december 2017.

Kommentar. Skønlitteraturen kan ikke vække verden, uanset hvor meget man kalder det vidnesbyrdlitteratur. Desværre.

Midt i december var jeg inviteret til et frokostmøde i en sluttet kreds, der skulle møde forfatteren Sara Omar, som få dage forinden havde udgivet sin debutroman, Dødevaskeren, hvori hun skildrer muslimske fanatikeres undertrykkende og voldelige kvindefjendtlighed. Af sikkerhedshensyn blev forfatterens identitet holdt hemmelig op til udgivelsen, og før mødet, hvor også Flemming Rose deltog, sås flere mænd med vindjakker og diskrete øresnegle på gaden foran bygningen.

På mødet læste Sara Omar os lektien i en velforberedt dundertale om det danske samfunds manglende vilje til at erkende kvindeundertrykkelsesproblemerne i islam (hun understregede, at det ikke er alle muslimske mænd, der er voldelige overfor deres døtre og hustruer), og hun opfordrede til en mere offensiv tilgang i skoler, hjem og moskeer. Det var gode og retfærdige ord, omend lovlig ukonkrete, tænkte jeg, og gøs ved tanken om, at den slags fri tale får forfatteren til at frygte for sit eget liv.

At der i store dele af verden sker kvindefjendske forbrydelser i Allahs og Profetens navn, ved vi kun alt for godt, og at overgrebene flytter med hertil, ved vi også. Irakisk-danske Sonay Ahmad Mohammad blev dræbt i Præstø i 2002 af sin far, fordi hun var blevet ”for dansk”, og pakistansk-danske Ghazala Khan blev likvideret på åben gade i Slagelse i 2005 af sin bror, fordi hun havde giftet sig med en mand uden sin families samtykke.

Mod mødets slutning bemærkede jeg, at Dødevaskeren kunne læses ind i den litterære tendens, som man kalder ‘misery memory’, romaner baseret på forfatterens egne oplevelser med sociale sammenbrud, omsorgssvigt osv. I disse år kender vi det for eksempel fra franske Edouard Louis, og herhjemme fra erindringsbaserede romaner om omsorgssvigt og forældrevold – fuldkommen blottet for ‘ære’ – af folk som Anne-Cathrine Riebnitzky, Jacob Skyggebjerg, Jens Vilstrup og Thomas Korsgaard.

I det sekund, jeg sluttede min sætning, så Sara Omars gennemtrængende, sortomkransede øjne direkte på mig: ”Og hvad var spørgsmålet?” sagde hun skarpt. ”Der var ikke noget spørgsmål,” svarede jeg. ”Jeg forsøgte bare at se på din roman som skønlitteratur, ikke som en kronik.” Så slog hendes tone om. Ja, sagde hun, det var vigtigt for hende, at blive læst som netop romanforfatter.

Religionskritiske skildringer af lukkede kulturmiljøer kender vi udmærket fra et par vaskeægte klassikere i den danske litteratur, nemlig M.A. Goldschmidts En Jøde og Hans Kirks Fiskerne. De to romaner viser socialt og kulturelt introverte miljøer, hvor det er vigtigt at beskytte egne vaner og værdier imod en truende (og vantro) omverden. Begge steder hersker undertrykkelse og sociale kontrol. Og hvad er egentlig forskellen når Mohammed voldtager sin niece Frmesk i Dødevaskeren og når Laust Sand voldtager sin egen steddatter Adolfine i Fiskerne?

Dødevaskerens betydning skal ikke måles på dens kvaliteter som litteratur, for her lader den meget tilbage at ønske. Romanen skal først og fremmest læses som et vidnesbyrd fra en virkelighed, som hverken kan eller skal fornægtes, nemlig den formørkede fundamentalisme, der tillader – ikke bare tillader, men af og til fordrer – vold mod piger og kvinder, som træder udenfor dydens smalle sti, som den er trukket op af patriarkatets diktatur.

At Sara Omar skal frygte for sin sikkerhed, fordi hun har valgt sin egen livsvej og skrevet en roman, der udstiller mænd som ynkelige hyklere, der voldtager og dræber deres egne døtre, er ikke bare en krænkelse af hendes egen frihed. Det er også en krænkelse af vores samfund, der nødtvunget må indse, at det ikke kan garantere hendes sikkerhed. Dødevaskeren handler derfor ikke kun om Frmesk, men om alle de piger, der også skal kæmpe med livet som indsats for en helt basal frihed. Det er en #shetoo-roman

Sara Omars roman afsluttede litteraturåret 2017 med eftertryk, men den afslører ingen sandheder, som ikke allerede er beskrevet grundigt i socialforskningen og journalistikken. De danske forfatteres opråb om omsorgsvigt og tørre tæsk i vores egen danske white trash-middelklasse fik lov at dø i stilhed, og hvad blev egentlig følgevirkningen af Yahya Hassans afslørende ghettodigte, der greb alle som en troværdig anklage om overgreb, som et civiliseret samfund ikke kan tolerere?

Skønlitteraturen kan ikke vække verden, og når Informations litteraturredaktør Peter Nielsen indledte sin begejstrede anmeldelse på denne måde: ”I dag torsdag den 30. november 2017 bliver der med dansk-kurdiske Sara Omars roman Dødevaskeren skrevet et nyt vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie”, tænker jeg: Nej, der bliver højst skabt en midlertidig mediestorm, og som litteratur vinder romanen intet nyt land. Uanset hvor meget, vi kalder det vidnesbyrdlitteratur (et begreb som engang var forbeholdt holocaustoverlevendes skildringer af livet i KZ-lejrene), og uanset hvor autentisk romanen er, vil den glide i glemsel. Sammen med de øvrige romaner om vold og svigt, befinder den sig i samfundets blinde vinkel. Desværre.



Kommentarer

2 kommentarer til “Patriarkatets diktatur”:
  1. Trine

    Nej, Klaus, Sonay Ahmad Mohammad, der blev dræbt af sin far for 15 år siden var IKKE dansk-iraner, som du skriver. Hun var dansk-iraker. Gør det nogen forskel? Ja, det gør det for danskere af iransk afstamning og for alle dem, der er i familie med eller venner med dem.
    Det svarer til, at du skriver, at et æresdrab er blevet udført af en dansk jøde – det ville du nok heller ikke bryde dig om, når det ikke er korrekt. De iranske flygtninge, der kom hertil fra midten af 80’erne var overvejende unge, begavede, ateister og politisk aktive imod det religiøse totalitære præstestyre i Iran. De fleste var nysgerrige efter at lære Danmark og danskerne at kende, de gik ind for kønnenes ligestilling, de fik gode uddannelser og job, de blev danske statsborgere, og der er i dag i Danmark mange unge danskere, der har en far, der er vokset op i Iran. Det er en gruppe, hvor der generelt har været meget lavere kriminalitet – og ikke nogen nævneværdig dårlig behandling af kvinder og piger.
    Et lille tip, så du ikke tar fejl en anden gang: Iraneres efternavn slutter som oftest med -i eller med -pour eller med -zadeh.
    Kristne armeneres efternavn slutter med -ian.
    Hvis alle med anden etnisk herkomst end dansk var kommet hertil som politiske flygtninge fra det iranske diktatur, ville udlændingedebatten se meget, meget anderledes ud.
    MVH Trine

  2. Klaus Rothstein

    Tak for den rettelse, det var en regulær fejl, og jeg har nu justeret det i teksten.
    Vh Klaus

Skriv en kommentar