Weekendavisen den 19. maj 2017.

Kommentar. Litteraturjournalistikken overdøver litteraturkritikken, når dårlige digte bliver breaking news.

Knud Brix’ Christiansborg-digte, Natfolden, landede et sted mellem litteraturjournalistikken og den politiske journalistik på samme måde som Susan Simonsens essays, Det underdanige og det magtfulde. Men mens hun satte konkret navn og adresse på sin kritik og stod ved det, blev han ved med at sige, at hans digte var fiktionaliseringer. Kan man det?

Ja, i litteraturen kan man alt, kunsten skal ikke begrænses af et objektivitetskrav som journalistikken. Digtene skal vel kun bedømmes på deres kunstneriske kvalitet. Men når Knud Brix siger, at hans digte er fiktionaliseringer, som om det var et trylleord, der ville fjerne alle spekulationer om, hvilke politikere det er han sigter til, var sjovt nok kun politiker & litterat Per Stig Møller med på dén præmis i sin anmeldelse på Altinget.dk, hvor han i øvrigt placerede Knud Brix mellem Jess Ørnsbo og Yahya Hassan.

Skal man tro anmeldelserne er Natfolden ikke særlig gode digte. Kollega Bukdahl var jo ikke begejstret her i avisen, men alligevel havde vi sat anmeldelsen på forsiden – ikke af Bøger, men af hovedsektionen! Selv litterært set vigtige digtbøger har ikke en chance for at opnå den placering. På samme måde ryddede interviewet med Knud Brix både førstesektion og andensektion på Politiken, hvor selve anmeldelsen af Thomas Bredsdorff flere dage senere bød på et enkelt, snollet hjerte. Dårlige digte bliver breaking news, når de er politisk saftige.

Den litterære debat handler ofte en kamp mellem to forskellige læsestrategier: den journalistiske og den æstetiske. Den journalistiske sigter på at afdække litteraturens forhold til det autentiske, mens den æstetiske alene fokuserer på litteraturen som det forfatteren Pablo Llambías engang definerede som ”et kunstnerisk mellemværende med sproget”.

Ingen af de to læsemåder kan have forrang for den anden. Jeg personligt kan pendle vankelmodigt fra den journalistiske til den litterære på et splitsekund og argumentere helhjertet for begge. Og naturligvis skal man være mere end almindeligt journalistisk tonedøv for ikke at forstå nyhedspotentialet i Knud Brix’ digte.

Nu nævnte jeg Pablo Llambías. En uges tid før Natfolden udkom, udgav han romanen Natteskær (nat mig her og nat mig der). Den skildrer en mand, der mister sit job på universitetet, fordi en personalesag om chikane mod en kvindelig elev hænger over hans hoved. Hovedpersonen svarer på talrige områder til sin egen forfatter. Han er hans alter ego. Og så er spørgsmålet: Hvordan skal man læse den roman? Journalistisk eller æstetisk?

Sagen er, at folk i den litterære andedam udmærket ved, at Pablo Llambías i virkelighedens verden forlod sit job som rektor for Forfatterskolen med en vis pludselighed, og så gik det som i PH-visen om ‘Den offentlige mening’, nemlig at ”der blev hvisket i et selskab, vi har hørt det på en trappe, vi var sikkert selv til stede da historien blev fortalt…” Og med ét kan man ikke rigtig afkoble sladder og von hörensagen fra læsningen af romanen, hvor hovedpersonen ved gud må betale en urimelig høj pris for en nærmest ikke-eksisterende synd. Har forfatteren skrevet et defensorat for sig selv i romanform? Er romanen pålidelig? Findes pålidelig skønlitteratur overhovedet?

Mig bekendt har Pablo Llambías været for klog til at tale om den slags. Standardsvaret fra forfattere er ellers ofte, at de bruger elementer af egne livserfaringer i kombination med fri fiktion. Naturligvis, det er jo al litteraturs byggestene.

Når journalister går til skønlitteraturen plejer de at skrive spændingsromaner. Men lyrik?! Den genre var ny for det politiske system, hvor statsministerens håndgangne mand lagde afstand til digtene og manden bag, mens Lars Løkke selv (med en Støjberg-agtigt spinologisk overskudsmanøvre) kvitterede på Facebook – i digtform. Så fik han pludselig de gode klik på sin side, og nu sidder man og ærgrer sig over, at Knud Brix ikke har skrevet en debatbog, ja bare en kronik, som politikerne ville have været nødt til at forholde sig til. Heller ikke det litterære system har helt forstået, hvordan disse digte kunne blive breaking news i en dag eller to. Til gengæld var det journalistiske system aldrig i tvivl. Selv dårlige digte kan sagtens være en god historie.

”Hvorfor får den bog så meget opmærksomhed?” Irritationen var til at tage at føle på i sms’en fra en god ven i bogbranchen. Fordi, svarede jeg, journalister elsker deres egen verden så højt, så højt, at de tit kommer til at tro at den er vigtigere, end alt andet.



Skriv en kommentar