Det store stumme fællesskab

Weekendavisen den 7. juli 2017

Erindringer. Torben Brostrøms smukt begavede erindringer om alderdom og død.

Torben Brostrøm: Ved kanten. En endnu levendes erindringer, 128 sider, 179,95 kr. Gyldendal.

Den 4. juni fyldte forfatter og litteraturkritiker Torben Brostrøm 90 år. Et par dage før udkom hans seneste erindringsbog, Ved kanten. Jeg læste den og lagde an til at skrive en anmeldelse, der skulle i avisen ugen efter udgivelsen. Men da jeg en morgen bladrede Politiken igennem, blev mit blik fanget af en dødsannonce, som blandt andre Torben Brostrøm havde underskrevet.

Det var han søn, der var død, Henrik Brostrøm (1956-2017), et par dage før farens fødselsdag, af et pludseligt hjerteslag. Så lagde jeg bogen fra mig, syntes at det var bedst at lade den vente. Nu har jeg taget den frem igen, for det skal jo skrives, uanset hvor ulyksageligt det er, at Torben Brostrøm skriver så fint, følsomt om at være gammel, at nærme sig døden og tænke på alle dem, der ikke længere lever. For så pludselig at blive indhentet af død i utide i den nærmeste kreds.

Torben Brostrøm runder sine erindringer – det sjette bind siden 1997 – af i taknemmelighed. Først nogle smukke ord til Lene, hans anden hustru, som han blev gift med for otte år siden, en forhenværende studerende, hvis ”hurtige hoved og brune øjne” forfatteren havde bemærket allerede dengang. Derefter vender han sig mod sine tre voksne børn:

”Den gode lykke – som det hedder med et gammelt udtryk – har stået mig bi i mange af livets forhold. Et fundament i den voksne og sene del af min tilværelse er denne vel sammenspillede trio, Henrik, Mai og Lena, deres trofasthed og kærlighed. Fællesskabet, omsorgen for hinanden, får plads i alderdommens bredde i bevidstheden.”

Så følger et kort afsnit, hvor Torben Brostrøm med største selvfølgelighed får digte af Johannes V. Jensen og Theis Ørntoft til at mødes på tværs af tid, inden han slutter bogen af på denne måde:

”Jævnaldrende, ældre og yngre slægtninge og venner har måttet møde døden og har sluttet sig til det store stumme fællesskab, men efterladt sig en varme i de endnu levendes erindring, hvor de på mange måder færdes frit og utøjlet. Savnet bliver til sagn og myte, ligesom kunst, musik og digtning er en rigdom, der rækker ud over sig selv og ind i sindet. Døden er den stærkeste magt i livet. Men størst af alt er kærligheden.”

Så uhyre fint enkelt, kompakt og koncist kan det skrives, når man er en aldersstegen herre med livets og litteraturens referencer på plads. Læst i sin egen ret og uden biografisk kontekst, er teksten smukt begavet. Læst i forlængelse af dødsannoncen, er den til at fælde tårer over, ikke for at snylte på andres sorg, men fordi litteraturen, livet og døden er vort fælleseje, og fordi det pludselig føles så stærkt, selvom jeg dårligt nok har erfaret det selv, men ved at det venter: at folk jeg elsker vil slutte sig til det store stumme fællesskab og blive til savn, sagn og myte.

Ved kanten. En endnu levendes erindringer er livsrefleksion og litterær essaystik af den gamle skole, vital og diskret på én gang, og ikke mindst dybt bevægende, fordi den stærkeste magt i livet skred ind midt i det hele.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.