Weekendavisen den 16. september 2016.

Roman. Huleformationer, parisiske katakomber, underjordiske bunkere og menneskekroppe. Niels Lyngsø trænger ind i det hele.

Niels Lyngsø: Himlen under jorden. 368 sider, 300 kr. Gyldendal.

Da jeg for præcis et år siden anmeldte Niels Lyngsøs Min ukendte bror, skrev jeg, at slutningen var arrogant og uforløst, hvis altså ikke der kom en fortsættelse. Den kommer så nu med Himlen under jorden, hvor vi først og fremmest får opklaret, hvem den yderst dunkelt belyste jegfortæller i Min ukendte bror var – men der bliver samtidig lagt i kakkelovnen til et nyt mysterium.

Min ukendte bror var en alvorligt god roman om det überkloge enebarn Hans-Peter, der voksede op i forstadsmiddelklassens Skovlunde engang i 70’erne. Faren var ingeniør på Herlev Hospital, men så hemmelighedsfuld, at drengen får et chok, da han opdager, at han rent faktisk har et navn, Hemming. Da Hans-Peter som voksen går i terapi, er det blandt andet for at afdække en angst for, at hans mor og far slet ikke er hans ægte forældre.

Dette bør man som minimum vide, når man går i gang med Himlen under jorden, som i klapteksten fejlagtigt omtales som en selvstændig fortsættelse af Min ukendte bror. Tro ikke på det. Begynd med begyndelsen.

Min ukendte bror slog et ledemotiv an, som Himlen under jorden følger op, nu blot med en forskydning til den ukendte fortæller fra den første roman, nemlig spørgsmålet om identitet. Fortælleren viser sig at hedde Nadia Nazir, antropolog og ekspert i seksualiteten hos bonoboerne (dværgchimpanser), med en livsstil udover det sædvanlige: hun lever i de uendelige gange i Paris’ katakomber, hvor hun er en del af et kollektiv, Sapiens, der eksperimenterer med sex som fundamentet under fællesskabets sociale liv.

Hernede lever folk under aliaser og dobbeltidentiteter, og Nadia – der også går under navnene NN og Diana – er lesbisk kæreste med en legendarisk senegalesisk performancekunstner, der kalder sig Baartman.

Som ganske ung fik Nadia en stærk – og erotisk – oplevelse i en forhistorisk klippehule, og jordens skød og spalter har altid tiltrukket hende, ganske som katakomberne i Paris’ underliv, hvor hun og Baartman elsker under den kunstige stjernehimmel, der har givet romanen navn. Ved et sexorgie indsamler Nadia sæd i sin mund for at inseminere Baartman. Befrugtningen lykkes, og de to kvinder bliver forældre til Adam. Men pludselig forsvinder Baartman og drengen. Hvorfor?

Romanen krydsklipper mellem Nadia og halvbroren Hans-Peter. Han er rejst til Geneve, hvor Hemming har bosat sig og nu ligger for døden. Han giver sin søn et manuskript, som skal afleveres til en mystisk gammel mand, der har en vigtig rolle i et hemmeligt selskab, der på tværs af stormagtsinteresser arbejder for menneskehedens frelse. Hermed afdækkes Hemmings fortid som ingeniør i en lyssky virksomhed, der oprettede såkaldte aeonopoliser i Frankrigs undergrund, hvor udvalgte mennesker skulle søge tilflugt, hvis en atomkrig skulle bryde ud.

Her begynder det for alvor at lyde som spekulativ ramasjang, men vi er hinsides både den konventionelle thriller og den prætentiøse ‘videnskabskrimi’. Til gengæld er romanen en lektion i saftig sex i alle slags kropsåbninger, huleformationer, katakomber og underjordiske beskyttelsesanlæg. Vi skal længere ind, dybere ned.

Himlen under jorden kalder sig (i lighed med sin forgænger) for en ‘encyklopædisk roman’, hvilket er et genreprædikat, der strutter af selvtillid, og Niels Lyngsø synes også at være velbevandret i de talrige vidensområder, der giver romanen en polyhistoragtig toning – fra hulemalerier til bonobosex. Til tider virker det som keine hexerei, nur behendigkeit, eller som en slags Illustreret Videnskab i romanform, men trods truslen om vidtløftighed, er der tale om et forførende romanprojekt. Vi venter nu på at Niels Lyngsø folder en sidste dirk ud af sin litterære schweizerkniv og skriver den afsluttende roman om Baartmans forsvinden.



Skriv en kommentar