Nicolei Faber: Døden kører Audi (efter Kristian Bang Foss’ roman)

Weekendavisen den 21. februar 2016.

Teater. Et umage makkerpar finder sande værdier i ørkenen i dramatisering af socialsatirisk roman af Kristian Bang Foss.

De urørlige

Døden kører Audi. Iscenesat og dramatiseret af Nicolei Faber efter Kristian Bang Foss’ roman. Odense Teater.

”Det har senere slået mig, at det må have været den sommer, Stein Bagger forlod sin familie i Abu Dhabi for at flyve til New York. Og at det var der, han lånte Mikael Ljungmans Audi S8 og satte sig bag rattet med sit tunge Rolex og sit lånte kreditkort for at køre vestpå.”

Sådan reflekterer Asger halvvejs inde i Kristian Bang Foss’ Døden kører Audi, som kort fortalt handler om en hot shot reklamemand, der mister job, familie og anseelse, fordi han laver en fupkampagne, og i stedet ender som handicaphjælper for den syge stakkel Waldemar.

I Nicolei Fabers dramatisering er dette sted i romanen rykket frem som en slags prolog. Det er af to grunde et rigtig godt valg: For det første bliver vi fra begyndelsen introduceret for Audien som romanens og forestillingens symbol på grådighed og død. For det andet får vi et varsel om, hvad der kommer til at ske. Som Asger siger om Stein Bagger: ”Han har kørt med en vished om at være sat fuldstændig fast. At der ikke var mere at gøre. Jeg spekulerer på, om han har været ude i ørkenen for at grave værdier ned.”

At være sat fast. At der ikke er mere at gøre. At være ved vejs ende, oven i købet i en ørken. Det er sådan det skal blive for Asger og Waldemar, det umage par, der intet længere har at miste.

Waldemar blev kaldt Guldklumpen af sine forældre, fordi hans mange sygdomme udløste penge fra kommunen. Nu bor han alene i en lille lejlighed i Stentofte (fiktiv forstandsby, en urban ørken). Her kommer Asger ind i billedet. Han bor selv i en ydmyg etværelses i Sydhavnen. Ejerlejligheden og kæresten mistede han sammen med jobbet efter at have snydt med copyright og skaffet bureauet et sagsanlæg på halsen.

Som handicaphjælper går han nye veje. Han støtter Waldemar i en halsløs plan om at opsøge en healer i Marokko. Kommunen vil ikke give tilskud, men så kommer Waldemar i ‘Go morgen Danmark’, og snart vælter det ind med donationer. Turen ned gennem Europa kan begynde: ”Farvel til formatløshedens Alcatraz!”

Dybest set er dette en historie om ensomhed, meningsløshed, angst, håb og død. Altså en tragedie i den absurde komedies form. Og et stykke samfundskritik samtidig. Men samfundskritik med dobbeltbund, vel at mærke. Når Kristian Bang Foss lader de to marginaliserede desperadoer møde en gruppe danskere, der i 2001 bosatte sig i et kunstnerkollektiv i Frankrig som protest mod Anders Fogh Rasmussens regering og ‘Systemskiftet’, er det absolut ikke fordi han vil åle de borgerlige (det vil han måske også?), men fordi han vil udstille selvretfærdigheden.

Martin Bo Lindsten som Asger og Patrick Baurichter som Waldemar stræber efter det rørende i samspillet som den detroniserede ironiker fra overklassen og den dødsmærkede forstadsdreng, der vokser i hinandens selskab. De kæmper godt for det akavede mandevenskab, bedst udtrykt i Asgers replik om Waldemar: ”Han er et af de ensomste mennesker, jeg har mødt.” Vi ved godt, at han ikke selv ved, at han taler om sig selv.

Rikke Lylloff og Anders Mossling springer tappert fra den ene rolle til den anden for at holde sammen på det hele. Noget af det fungerer godt, andet falder lidt formløst til jorden. Sjovest er hun som Waldemars mor med tyve smøger i munden på én gang og han som kommunal sagsbehandler med en ordentlig klump bolledej på hovedet, der får ham til at ligne Elefantmanden. Det er grotesk symbolik, som fungerer.

Døden kører Audi foregår i et hektisk tempo i Nicolei Fabers opfindsomme og kreative iscenesættelse, hvor ambitionen åbenbart har været at få hele den socialsatiriske og begivenhedsrige roman med. Det bliver bare for meget af det gode. Nogle fravalg ville ikke have skadet helheden, men fremmet stramheden.

Stramhed er der til gengæld over Christian Albrechtsens scenografi, som fungerer godt i et næsten nøgent rum, hvor bagvæggen lejlighedsvis forvandles til den Audi, der følger efter vores venner, og hvor Anders Mossling træder ind som en tavs Døden i lang frakke, en krydsning af en nazist, en superskurk og en hemmelig agent – med en handskeklædt hånd holdt tavst oppe for munden som om han holder et grin tilbage.

Døden kører Audi udkom i 2012, samme år som vi fik den rørende franske film De urørlige, der også handler om en handicappet mand og hans hjælper. Og urørlige er netop, hvad Waldemar og Asger er i deres mystiske makkerskab. Da de mod slutningen bliver angrebet af nogle glubske ørkenhunde og søger tilflugt i bilen, spørger Waldemar forsigtigt: ”Er vi venner nu?” Ja, det er de. Værdier i ørkenen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.