Weekendavisen den 1. april 2016.

Litterær thriller. Malene Ravn skriver et lydefrit, elegant og glatstrøget dansk.

I tyrens tegn

Malene Ravn: Mia. 152 sider, 200 kr. Roman. Gyldendal.

Mia er en enspænder med et arbejde, som vi ikke hører meget om. Som det hedder i den knivskarpe præsentation: ”Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. Hun forsøger at holde kontakten med andre mennesker på et minimum.”

Tænk at føle sig som en uhensigtsmæssig person, uden formål, upraktisk, ubekvem, urigtig. Om Mias evne til at være sammen med andre, er romanen dog lidt splidagtig med sig selv, for et par sider senere hedder det, at hun sagtens kan håndtere samvær med andre, det går som regel fint. Men hun foretrækker ensomheden. Og naturligvis skal vi skrabe i barndomsfjeldet for at finde de psykologiske forklaringer på vores antiheltindes mentale konstitution. Unødvendigt kursiveret for de tungnemme.

Mias liv er centreret om det lille husmandssted med to heste og fire katte, hvor hun voksede op med sin storesøster, Seline. Moren døde i barselsseng, men det var jo ikke Mias skyld, selvom det kan føles sådan, og faren var derefter alene med pigerne indtil også han døde. I glimt kommer vi tilbage til de formative år og pigerne fremskyndede modning. Det er naturligvis en historie blottet for omsorg, måske med overgreb.

Nu bor Seline med akrylneglene og plasticbrysterne i en lille lejlighed med den solbrændte muskelmand Jacob, som hun elsker, selvom (eller fordi?) han banker hende sønder og sammen. Seline kan ikke forså, at hendes søster ikke savner en mand og sex. Mia for sin del mener, at det er virkelig nemt at undvære begge dele.

Da Seline – igen – havner på skadestuen, og oven i købet aborterer et lille foster, tager Mia hende med hjem, fast besluttet på at Jacob nu har banket søsteren for sidste gang. Da han stor i kæften dukker op på gårdspladsen, bliver jægeren den jagede. Men stadig farlig. Det udarter til ren thriller af den slags, man med en kliche kalder ‘psykologisk’, selvom uhyggen rettelig er fysisk.

I en fold bag huset går en stor tyr, Otto. Det er den flinke dyrlæge Malthe, som synes at have et godt øje til Mia, der har bedt hende huse tyren, som ellers skulle aflives, fordi den er aggressiv. Da konflikten går op i en spids, spiller Otto en afgørende rolle. Den minder en hel del om ham Jacob, muskelsvulmende og voldelig. En roman i tyrens tegn, om jeg så må sige.

Mia er en lille roman om stor fortræd, om voldsmandens evne til at kontrollere sit offer, og hovedpersonen er (endnu) en af de forurettede kvinder, der mobiliserer modmagt for at stoppe krænkelserne. Hun kan naturligvis ikke leve med, at Seline vælger at tåle volden, vælger at forblive et offer, så hun begynder at bytte om på rollerne, velvidende, tror jeg, at hævnens stemningmusik også har en dybt uheldsvanger tone.

Malene Ravn skriver et lydefrit, elegant og glatstrøget dansk, som i denne nøglepassage hvor Mia undrer sig over alt det, som et par politibetjente ikke spørger om, de kunne have spurgt om ”de ord der ikke er blevet sagt, om den dør der blev lukket, om den mor der døde, og om den far der skred ud af sit hylster, ligesom gled ud af sin krop og gled ud på gulvet og samlede sig i en ny og farlig form, ikke til at komme tæt på, ikke til at undvige, de kunne have spurgt hende om hvordan det føles ikke at kunne handle, bestemme selv, og hvordan det føles når man endelig kan.”

Som det fremgår: Mia er velskrevet, litterær uhygge (blot undrer det mig, at så blodrig en roman, har fået så blodfattig en titel), kald det bare en ‘psykologisk’ spændingsroman, med sin egen stille moral og en på én gang blid og barsk udgang, tilfredsstillende sekvenser af hverdagsvold, velsignet langt fra de litteraturforladte krimiers overstyrede, hysteriske konspirationsplots.



Skriv en kommentar