Weekendavisen den 4. marts 2016.
Kommentar. Billedkunst, teater, film, litteratur – alt handler om flygtninge lige nu.
I et essay skrev den engelske forfatter Julian Barnes engang, at vi, for at forstå katastroferne både må forestille os dem og retfærdiggøre dem, om så kun i minimalt omfang. Og derfor har vi brug for kunsten: ”Hvorfor skete den, denne frygtelige naturkatastrofe, dette afsindige menneskelige øjeblik. Tja, det resulterede i det mindste i noget kunst. Det er måske i sidste ende det, katastroferne er til for,” skriver han.
Underlig tanke, at katastroferne skulle være til for noget. Det er de jo nok ikke. De bryder bare ud, enten som udslag af naturens lunefuldhed eller som resultater af menneskers umenneskelighed. Og så bryder også kunsten ud i behjertede og fortvivlede forsøg på at få os til at begribe, forstå, forsone. Når flygtningene kravler op på vores kyster, kravler de også ind i vores hoveder og videre ind i kunsten.
På Trapholt i Kolding kan man netop nu se en dybt interessant udstilling, When Things Fall Apart, hvor en række internationale kunstnere viser værker om menneskerettigheder, migration m.m. Her er bl.a. Tiffany Chung (Vietnam-USA), der for nylig udstillede sirlige tegninger og glasfigurer om Middelhavets bådflygtninge på CAMP (Center for Art on Migration Politics) i København. Hun fortsætter nu i samme spor med en kortlægning af syriske flygtningelejre til en kommende installation.
En anden vietnamesisk kunstner, Dinh Q. Lê, viser en sønderdelt båd på et ”vandspejl” af familiefotos og med et brændende 1700-talsskib på en australsk strandbred som videofilm på bagvæggen. Værket handler dels om vietnamesiske bådflygtninge i 70’erne og om flugtens splittelse af familier, dels om koloniseringen af Australien og om den nuværende restriktive australske migrationspolitik. Og så handler det om i dag.
En hurtig opremsning viser hvor mange aktuelle værker, der beskæftiger sig med migrationskrisen og især Lampedusa: Jonas Carpignanos film Mediterranea, Gianfranco Rosis Fuocoammare, som vandt Berlin Film Festival, Nikolaj Skyum Bendix Larsen videoværk End of Dreams i Fotografisk Center i Kødbyen, E.B. Itsos nylige installations og fotoudstilling på ARoS, Christian Lollikes attrapper af druknede mennesker, ‘We are not real’ og flygtningeballetten Uropa, Superflex’ installation og film Kwassa Kwassa på Galleri Nils Stærk, Det Kongelige Teaters reading af Elfriede Jelineks De stedløse, den britiske dramatiker Anders Lustgartens skuespil Lampedusa (så småt på vej til Danmark) m.m. Og i denne uge er der fernisering i CAMP på The Dividing Line om grænsekrydsning og grænsekontrol.
Det mest omdiskuterede kunstværk om flygtningekrisen er dog Ai Weiweis iscenesættelse af sig selv som en strandvasker i vandkanten. For nogle uger siden skrev Maria Kjær Themsen her i sektionen, at fotografiet var et prætentiøst, manipulerende, smagløst stunt, der lukrerer på den virkelige verdens tragedier. Hun havde grædt, da hun i sin tid så fotografiet af den druknede kurdiske dreng, Aylan. Nu, da hun så fotografiet af Ai Weiwei, vred hun sig i harme. For mig forholdt det sig lige modsat.
Da jeg så fotografiet af Ai Weiwei, tænkte jeg: Endelig en, der demaskerer de selvgode reaktioner ved at forstørre det hele til en grotesk. Jeg hørte bestemt ikke til dem, der græd, da fotografiet af den lille kurdiske drengs lig gik verden rundt. Det er ikke fordi, jeg mangler empati. Tværtimod tænkte jeg: Hvorfor bringer netop dette barnelig så mange følelser frem, når mennesker – også børn – er druknet på deres farlige flugtruter gennem flere år?
Det provokerende – og dermed subtilt geniale – ved Ai Weiweis selvportræt som flygtning, er jo netop parodien på reportagefotoet og iscenesættelsen som et ironisk citat af det fotografi, som nogle i ramme alvor troede ville ændre verdensopinionen.
Fotografiet er en kommentar til de mange følelsesudbrud, som billedet skabte. Men fotografiets dybe pointe er, at flygtningenebørnenes druknedød er triviel, forstået på den måde, at det sker hele tiden.
Det er fuldkommen som med det ikoniske fotografi af et lille barn, der bukker under for hungersnøden i Afrika, mens en grib på klos hold bare venter på at slå til. I princippet kunne Ai Weiwei have ladet sig fotografere på den udpinte jord med hele sin velnærede krop foran den stumme ådselæder. Dermed ville han ikke spekulere i det døende barns skæbne. Han ville kommentere det journalistiske fotografis betydning for vores opfattelse af en humanitær katastrofe, og han ville stille et spørgsmål om det enkelte individs rolle i det store tals terror.
Med sit fotografi, sit engagement på Lesbos og med (den fjollede) tilbagetrækning af et værk fra ARoS som protest mod dansk asylpolitik, gør Ai Weiwei sig i den grad til en politisk kunstner, der skiller vandene. Maria Kjær Themsen kalder fotografiet som et ”total kollaps” og mener, at han ”tilsøler” den lille dreng på den mest smagløse måde. Nej, tværtimod. Han ærer ham. Og han minder os om, at de empatiske tårer, vi kneb for Aylan, blot er – om jeg så må sige – dråber i Middelhavet. Men der er jo netop derfor, at iscenesættelsen vækker så stærke følelser. Den forstyrrer roen. Den forholder sig til al den forvirring, frygt og lede, som flygtningekrisen skaber i os. Det afsindige menneskelige øjeblik, som Julian Barnes taler om. Vores empati demaskeret.