Solen står op over Køge Bugt

Weekendavisen den 16. september 2016.

Krønike. Katrine Marie Guldager afslutter sin romansekstet med stærke symboler. Men hvorfor slutter hun her, når hun har mere på hjerte?

Katrine Marie Guldager: Ilden. 185 sider, 250 kr. Roman. Politikens Forlag.

Det er et paradoks, at hendes navn betyder ‘solstråle’ eller ‘skinnende lys’, når man tager i betragtning, hvor meget mørke, sorg og depression, Leonora rummer.

Katrine Marie Guldagers Køge-krønike afsluttes nu med romanen Ilden, hvor vi følger Leonora helt til dørs. Vi lærte hende først at kende som det sensitive barn i villaen i Køge, og nu slipper vi hende som en voksen kvinde, der til sidst indser, hvad der skal til, for at hun kan løsne alle lænker og frigøre sig, dels fra manipulerende og svigefulde familiemedlemmer, dels fra den ulv, der altid truer med at træde ud af skyggerne som en manifestation af hendes angst. Magisk realisme på Marievej.

Køge-krøniken er udkommet over de seneste seks år med dette forløb: Ulven (dækker årene 1938-53), Lille hjerte (1956-57), Den ny tid (1967), Peters død (1972), Bror og søster (1976) og nu Ilden (1982-88). Alt i alt en sekstet af romaner, der skildrer tre generationers forsøg på at finde forskellige former for frihed og fodfæste. I tid bevæger vi os fra de vanskelige 30’ere over Besættelsen til efterkrigstidens dydsirede borgerlighed, videre til blomsterbørnenes oprørske flowerpowerromantik og kriseårtierne under den kolde krig, altså epoker med væsensforskellige livsformsidealer. Roman for roman skiftes fokus, så én træder frem og andre i baggrunden, men galleriet er det samme. Og finalen er lagt i hænderne på Leonora, der har betalt livets dyre lærepenge: Man kan vriste sig fri for at realisere sig selv, man kan være nødt til at løsrive sig for at beskytte sig selv, men alligevel hænger familien os altid som en møllesten om halsen.

Vi er nu i begyndelsen af 80’erne. Leonora, der er kunstmaler med nerverne udenpå tøjet, er gift med Klaus, den stabile, socialdemokratiske fagforeningsmand, der er mest optaget af kampen mod Schlüter. Sammen har de lille Karen Margrethe på fem år. Familien bor i Leonoras barndomshjem på Marievej i Køge, altså netop der, hvor ulven manifestrede sig første gang.

At Leonora betyder ‘solstråle’, og at strålen må slukkes for at genfinde sin gnist, er essensen i dette kvindeportræt. Jeg citerer her fra romanens åbningslinie: ”Langsomt løfter solen sig op over denne fortælling, over denne by, vi allerede kender, en by, der ligger på Sjællands østside og hedder Køge. En by, der ligesom alle andre byer ligger i morgenmulmet og venter på at blive til, venter på solens komme. Endnu er det mørkt. Endnu er solen beskæftiget med andre ting. Solen er en gammel lysende stjerne, en adelig dage, der sysler med sine sager og giver sig god tid. Den tænker ikke på, at alt i denne verden hungrer efter at mørkets frakke, uvisheden, skal slippe.”

En smuk indledning, ikke sandt? Fyldt med symboler og varsler. Og da solen er kravlet op over horisonten og har skænket menneske sin opmærksomhed, står der: ”For hvem vil ikke gerne have opmærksomhed, hvem vil ikke gerne vækkes til live? Have lys på tungen? Solen står op over Køge Bugt, og øjne åbnes.”

Så bliver lille Karen Margrethe introduceret, ”den sidst tilkomne i denne familiekrønike”, et drømmende barn med flugt i fantasien og sans for historiefortælling (måske er der lighedstræk mellem Katrine Marie og Karen Margrethe?). Pigen digter et lille andersensk eventyr om et glas i morens glasskab, et glas der føler sig særlig fornemt, fordi det blev håndlevet i en svensk skov og pyntet med smaragder, rubiner og funklende diamanter, hvorefter hun (altså glasset) blev købt af den svenske kongefamilie. Men nu er det gamle, fine glas blevet syg om hjertet, men det ved kun Karen Margrethe, der forleden kunne høre det råbe: ”Jeg er ikke som jer, I forstår mig ikke!”

Selvfølge skal dette glasmenageri bruges til mere, og hen mod romanens slutning, vender motivet da også tilbage med fuld styrke, dog ikke længere i relation til Karen Margrethe, men til Leonora: ”Hun vil være dét særlige glas i glasskabet, hun vil have, at folk skal beundre hendes særlige glød, hun vil fortælle om dengang, hun blev håndlavet i en svensk skov, dengang hun blev pyntet med smaragder, rubiner og funklende diamanter, dengang hun blev købt af den svenske kongefamilie.”

Hvordan dette glaseventyr er vandret fra Karen Margrethe til Leonora, får vi vist ingen forklaring på. Måske er det en forveksling i farten, måske en projektion med velberåd hu, fordi så meget i denne krønike i forvejen unddrager sig det rationelle?

Nøglen ligger under måtten til alle, der analyserer symboler og ledemotiver i litteraturen: Ilden repræsenterer både død og genopstandelse, kærlighed og erotik, ødelæggelse og renselse – alt sammen styrende temaer for Leonora, solen over Køge Bugt, lyset der trues af mørket, kvinden der hænger på familien.

Sådan slutter Køge-krøniken. Seks søskenderomaner, der skildrer samliv, opbrud, alliancer og det danske samfunds udvikling set gennem familiens prisme. Stilen er klassisk realisme tilsat et element af materialiserede vrangforestillinger, for når ulven pludselig springer ud af hjernen og ind i verden, står det hele som slørede scener, hvor grænserne mellem de psykiske og de fysiske virkeligheder er uklare. Det er derfor i det paradoksale, at vi skal lede efter værkets pointe: intet er ærligt, alle svigter alle, enhver er sig selv nærmest og man lyver sig lykkelig bag familiens og fællesskabets tynde fernis.

Værket er godt fuldbragt. Og så alligevel ikke. Til sidst giver Katrine Marie Guldager os en summarisk afhandling af alt det, der ikke bliver fortalt. Det virker som om, forfatteren havde en plan, som hun ikke fuldfører, og man spørger sig selv, hvorfor hun holder her, når hun tydeligvis har mere på hjerte? Den indvending ufortalt, er Køge-krøniken en flot bedrift, et seksfoldigt stykke litterær realisme, som nok fælder en hård dom over menneskelig utilstrækkelighed og selvtilstrækkelighed, men også viser en forsonende tro på, at vi rent faktisk kan kaste møllestenen af os.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.