Columbusægget

Weekendavisen den 28. oktober 2016.

Teater. Ret dig op, se din virkelighed! John Kørner debuterer som scenograf og teaterfortæller med billedskøn griskhed.

Griskhed. Instruktør: Kamilla Wargo Brekling. Scenograf: John Kørner. Tekst af instruktør og scenograf i samspil med Karina Dichov Lind og skuespillerne. Republique, København, til den 12. november.

Hvem af os har ikke bare en smule tendens til hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed? Jo, De Syv Dødssynder er sider af menneskelivet, som end ikke den dydigste Hellig Frans er undtaget fra. Nu har Republique søsat et teaterprojekt, der fortolker én dødssynd af gangen, først Griskhed, som passer fint med tidens ånd og dårskab, for hvor man end sig vender hen, er der en synd i synsfeltet. Hovmod, griskhed, frådseri – man synes, at det er lige lovlig genkendeligt.

Med Kamilla Wargo Brekling som instruktør spiller Republique et sikkert kort. Anderledes er det dog med den debuterende scenograf, som er ingen ringere end billedkunstneren John Kørner. At invitere hans visuelle blik, formfornemmelse og farvesans ind på scenen, er en gennemført god idé. At han også har været med til at skrive teksten, må man kalde mildest talt overraskende.

Bagscenen er klædt i en buet, banangul dragt. På gulvet står cirka 50 objekter, der i form leder tankerne hen på æg, ellipser eller bautastene. Nogle er små som vaser, andre er mandshøje, et par stykker er store som skillerhuse. Det er en umiskendelig installation af John Kørner, der ofte har arbejdet med disse objekter i smukke farver og materialer. De repræsenterer – med en æstetisk ironi – kernebegrebet i hans kunst, der ofte har et politisk-moralsk sigte. Det ved vi fra monumentale billedserier om døde danske soldater i Afghanistan eller kvinder, der er ofre for trafficking.

Men nu materialiserer problemerne sig på scenen som disse glatte former, der først henligger i en sygdomsgul gusten dunkelhed, som lyset på et offentligt toilet, De ved der forhindrer narkomaner i at fixe. Men når lyset skifter, træder farverne frem, og vi ser at skarp gul nu kontrasteres af ‘problemernes’ farver, rød, orange, blå.

På scenen er Lærke Winther, Lisbeth Wulff og Tilde Maria Frederiksen, som alle tre har en fortid (og fremtid!) med vellykket skarp og sjov satire. De ankommer i hvide dragter og hvid ansigtssminke, som tre ubeskrevne blade, åbne og naive. Men i følelsernes vold. I løbet af de næste kun 40 minutter, som hele forestillingen varer, viser de tre kvinder, hvad griskhed er. De taler i kor med én fællesstemme, men erobrer samtidig objekterne fra hinanden. Men udvidelsen af territoriet koster. Griskhed akkumulerer problemer.

Det i sandhed overraskende er, at John Kørner optræder som stykkets stemme. I en række afspilninger præsenterer han sig selv og sit univers. Han taler om problemer som nødvendige benspænd og brændstof i vores liv, han taler om farver og former og om, at hans interesse for æggeformen stammer fra historien om Columbusægget – den ultimative problemløsning. Den sidste voice over handler om et pensionsinstitut, hvor man kun kan indsætte immaterielle værdier, og slutordene er manende: ”Ret dig op. Se din virkelighed. Kærlig hilsen, John.”

Griskhed er altså satirisk skuespil, emblematiske Kørner-motiver og performance lecture på én gang. Teaterinstallationen kan både ses som liberalismekritik og som et psykologisk portræt af rovdyret i os alle. Som de tre prototyper siger: ”Vi ser os i spejlet. Det går godt! Og det er ikke vores ansvar, at det ikke går godt for alle.”

Der er ikke nogen stor fortælling, men en række tableauagtig scener, som vi nemt kan tolke. Nøglen til låsen får vi jo allerede i titlen. Det er lidt som at spise tygget mad. Men det er skønt at skue, og det hele spilles så folk klukker af grin. Ikke et kunstnerisk Columbusæg. Men det ville nok også være lovlig grisk at forlange.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.