Weekendavisen den 13. november 2015.
Pause. Siri Hustvedts komedie om en kvinde, der bliver forladt til fordel for et par yngre bryster, er ikke særlig morsom. Heller ikke som teater.
Kvinder der føler for meget
I maj måned havde Mungo Park verdenspremiere på dramatiseringen af amerikanske (og en smule norske) Siri Hustvedts roman Den flammende verden, og nu har Republique så verdenspremiere på dramatiseringen af samme forfatters Sommeren uden mænd. Pudsig lille epidemi. Bare ærgerligt at det er Siri Hustvedts dårligste romaner, de danske teatre kaster sig over. Men ok, Den flammende verden var nu forbløffende vellykket, og Sommeren uden mænd har da også absolutte kvaliteter. Men de er nu mest scenografiske.
Det er ellers et stjernecast, der står på den store, dybe scene hos Republique på den gamle garderhusarkaserne på Østerbro, København. De modne kvinder Tammi Øst og Ulla Henningsen er per definition strålende, og unge Marie Bach Hansen er et umiskendeligt stortalent. I opfindsomme Peter Langdals instruktion kunne der jo sagtens komme noget godt ud af det, men forestillingen lider af det samme, som romanen lider under. Den forsøger at være morsom.
Siri Hustvedts roman handler om den midaldrende forfatter Mia, der efter 30 års ægteskab bliver forladt af sin mand. Han vil gerne holde en pause, siger han. Og denne Pause er en ung, fransk kollega med store bryster. Mia får en slags depression og rejser ydmyget tilbage til hjembyen ude i midtvesten, hvor hun flytter ind hos sin mor og ellers bruger tiden på at undervise unge piger på en skriveskole – og på at have (retfærdigt?) ondt af sig selv. Som det hedder i stykket: ”Tag det som en kvinde – græd!”
Da jeg i sin tid læste romanen, gik det aldrig rigtig op for mig, at den skulle forestille at være morsom. Så interviewede jeg Siri Hustvedt, der sagde: It’s a comedy! Således oplyst gik jeg nu i teatret, oven i købet bevæbnet med en kvindelig ledsager på Mias alder, der rent faktisk ved, hvad det vil sige at forlade og blive forladt. Men hun morede sig nu heller ikke. Det gjorde retfærdigvis mange andre mennesker i salen denne aften.
De tre kvinder på scenen spiller både Mia, hendes mor, hendes datter, den gamle Abigail på 97 og teenagetøserne på skriveskolen, med andre ord piger og kvinder i alle aldre. Det kræver et bredt register af stemmer, mimik m.m. og et langt stykke af vejen går det godt nok. Men Ulla Henningsens lillepigestemme bliver mere spooky, end kær. Og når Marie Bach Hansen, i et anstrengt forsøg på at være morsom, taler en slags jysk med læberne ud over tænderne for at lyde gammel, virker det bare som dilletantdialekt.
Essensen ligger i en replik, som moren fyrer af til sin midaldrende, selvmedlidende datter: ”Jeg har altid ment at du føler for meget!” Det er netop det, der er stykkets – og romanens – problem. Kvinderne føler for meget uden at det for alvor angår os andre. Bedre bliver det i andet akt, hvor vi får en fejende flot performance lecture om kvinder, krop og hjerne. Det er Siri Hustvedt når hun er i sit kloge hjørne.
Peter Langdal, det glade legebarn, har instrueret de tre kvinder til den absolutte udkant af deres humoristiske ydeevne. Det virker ikke helt lydhørt overfor deres i øvrige massive talenter. Jeg har for eksempel set Tammi Øst langt mere morsom og desperat i roller, hvor hun ikke partout skulle være netop morsom og desperat.
Helt magisk er øjeblikket, hvor de tre gylden stemmer bryder ud i skønsang (Bachs Air), mens deres lille Medina-intermezzo nøjes med at være en lille fiks idé, en kill your darling, der fik lov at leve.
Martin Tulinius’ scenografi er både fleksibel og dynamisk, bygget af flyttekasser en masse. I første akt placeret i skønsom kaos som et billede på det rod og opbrud, der raser i Mia. I andet akt bygget op som en massiv mur, hvor kasserne kan skubbes ind og hives ud som skuffer og åbnes som døre og hele huse. Det fungerer fremragende, som styret af en usynlig hånd eller tre, og sceneteknikerne kom da også frem til fortjenstfuld applaus.
Mærker jeg ikke romanens og stykkets humor, fordi jeg ikke er en kvinde? Måske. Men der er jo også den mulighed, at det simpelthen bare ikke er særlig morsomt.
Sommeren uden mænd. Efter roman af Siri Hustvedt. Instruktør: Peter Langdal. Dramatisering: Karen-Maria Bille og Peter Langdal. Scenografi: Martin Tulinius. Republique, København, til den 12. december.