Anmeldelse i Weekendavisen den 30. august 2013.

Familierod. Hvad hvis man ikke ved præcis af hvilken rod, man er skåret? Stilsikker debutroman af Maren Uthaug.

En fri vejrtrækning

Året er 1974. Den syvårige Risten bor med sin norske far Knut og sin samiske mor Rihtta oppe i Norge. I huset er også den gamle mormor, der præger sit barnebarn med folkloristisk ammestuesnak om nordlyset og de underjordiske halemennesker, som man kun kan beskytte sig imod med sølvamuletter og prædikanten Læstadius’ religiøse remser på det gammelfinske sprog kvensk.

Oppe i fjeldet holder Rihttas søster Ravna til, angiveligt vanvittig efter at have mistet et barn. Sammen med hende er Aslak, som gør hende gravid igen og igen, selvom de er bror og søster, og hver gang tager fjeldet barnet. Da Knut og Rihtta frygter at Ravna vil gøre krav på deres datter, beslutter de at Risten skal flytte væk sammen med sin far. Ægteskabet er under alle omstændigheder i opløsning, og en dansk kvinde, Grethe, byder sig til som Knuts nye kvinde.

Risten tror at hun skal med sin far på sommerferie i Sønderjylland, og skvattet Knut har ikke mandshjerte til at fortælle hende sandheden. Pludselig skal hun begynde i skole, så bliver hendes samiske navn ændret til Kirsten, og snart foreslår Grethe, at hun skal kalde hende mor. Fordanskningen er i fuld gang, og Knut ser indolent til i kulissen.

Samtidig lejer Grethe sin kælder ud til midlertidig indkvartering af vietnamesiske bådflygtninge, og da flygtningene flytter videre, bliver en forældreløs dreng boende. Hans navn er ret svært at udtale, så velmenende Grethe kalder ham bare Niels!

Den samiske pige og den vietnamesiske dreng skal nu vokse op som en slags danske søskende i det sønderjyske, og de udvikler særdeles tætte bånd. Kirsten glemmer aldrig sin mormors advarsler, og hun beskytter sig selv og Niels med sølvarmbånd og besværgende remser.

Men så sker endnu et syndefald. Niels falder i unåde og bliver ekspederet bort til København, hvorefter Kirsten isolerer sig fra de voksne i et stumt, hævngerrigt oprør. Den ekskommunikerede Niels vender dog stærkt tilbage, men hvordan må man læse sig til.

Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det krydsklipper i tid gennem Ristens/Kirstens historie, hvor delmotiver samles til et helhedsbillede, ganske som på den store tegning af et træ med rodnet i naturlig størrelse, som Risten planlægger at tape sammen af mange papirer. Symboleffekten er ikke til at tage fejl af, for hvis der er noget, Risten mister, er det netop rødder.

Vi ved dog, at hun skaber sin egen familie, for allerede romanens andet kapitel bringer os frem til 2007, hvor Kirsten sammen med sin søn Rod (der havde vi symbolikken igen, oven i købet med en groft udstanset dobbelttydighed) skal besøge sin syge far og Grethe. At forholdet til faren ikke er nemt, lærer vi af en simpel og sikker sætning: “Kirsten kan godt lide sin far, Knut. Alligevel ønsker hun indimellem, at han holder op med at trække vejret. Så hun kan begynde at trække sit.”

Og sådan blev det er en særdeles vellykket debutroman om Kirstens jagt på en fri vejrtrækning. Vejen dertil går dog ikke via farens død, men gennem et møde med den mor, hun ikke har set i tyve år. Sammen med sin lille søn rejser Kirsten nu til det samiske Nord-Norge, en rejse med Rod til rødderne for at rydde op i rodet. Hvad hun finder deroppe, havde hun ikke forventet (men det havde måske nok læserne), og tegningen af familiens rodnet passer pludselig ikke længere.

Til gengæld får vi opklaret, at de underjordiske, som mormoren advarede imod, faktisk er Adam og Evas mange børn, som de i flovhed gemte for Gud, der straffede dem med denne logik: “Det, du har skjult for Gud, skal også være skjult for mennesker”. Derefter så Adam og Eva aldrig mere de mange børn, men de lever stadig skjult i jordens revner og klipper.

Maren Uthaugs prosa er stilsikker, hendes historie er udover det sædvanlige, og Og sådan blev det gør alle overvejelser om identitet stærkt håndgribelig, ikke mindst da Kirstens gudfrygtige onkel, der afviser al folketro, siger: “Som roden er, sådan bliver grenen også.”

Ok, men hvad hvis man ikke ved præcis af hvilken rod, man er skåret? Dét er det centrale spørgsmål i Maren Uthaugs bemærkelsesværdigt fine roman.

Maren Uthaug: Og sådan blev det. 250 sider, 250 kr. Lindhardt og Ringhof.



Kommentarer

3 kommentarer til “Maren Uthaug: Og sådan blev det”:
  1. Anmeldelsen i Weekendavisen - Marens blog

    […] Du kan læse Klaus Rothsteins anmeldelse af min bog HER. […]

  2. Og sådan blev det - Marens blog

    […] Anmeldelsen er ikke bare god. Den er formidabel. Du kan læse den HER. […]

  3. Maren Uthaug: Sånn ble det | Samisk bibliotektjeneste - Sámi girjerádjubálvalus

    […] Maren Uthaug: og sådan blev det (Klaus Rothstein, Weekendavisen 01.09.123) […]

Skriv en kommentar