Anmeldelse i Weekendavisen den 5. april 2013.
Kritik. Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis debuterer som redaktører.
Trommedans for tænkere
Der er tre-fire formidable giftigheder i det nye nummer af Kritik, der for første gang har digteren Ursula Andkjær Olsen og litteraten Elisabeth Friis som redaktører.
I en replik i det nye nummer af Kritik 207 tager filosof Peter Kemp til genmæle mod en anmeldelse, han blev udsat for i Kritik 204 for næsten et år siden. Det var dr. phil og professor på Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen, der gav Peter Kemps Filosofiens verden en ublid medfart, og nu er der lagt i kakkelovnen til high noon på filosofgangen.
Peter Kemp kalder sin kritiker en uvidende amatør, der hverken magter at tænke selv eller at læse andre tænkere. Han fortæller, at han engang i en mail gjorde Søren Harnow Klausen opmærksom på, at han (altså Klausen) havde skrevet noget forkert i en leksikonartikel om Paul Ricœur, men at han (altså Kemp) ikke ville offentliggøre fejlen. Det vil han så nu. Det er ædende ond og underholdende polemik, en slags retorisk trommedans for tænkere.
Mindre personlig, men ikke mindre skarp, er den kritik, som Brett Bloom, associate professor ved Det Jyske Kunstakademi, står for i den velplanlagte temasektion om gentrificering – altså betegnelsen for den sociale og økonomiske udvikling, der forandrer visse bykvarterer, hvor middelklasse afløser arbejderklasse (ordet er naturligvis indvandret fra engelsk: gentry betyder ‘lavadel’, hvilket lægger en vis sproglig ironi ind i begrebet).
Brett Bloom leverer et dybt indignerede frontalangreb på Københavns Kommune, hot shot-tegnestuen BIG og den filantropiske fond Realdania, som står bag pladsdannelsen Superkilen på ydre Nørrebro. Han dømmer ikke alene projektet til at være komplet mislykket som postuleret udvikling af byens etniske mangfoldighed, nej han beskylder også konsortiet bag for at have gennemtrumfet det med antidemokratiske skinmanøvrer, selvom ophavsmændene roser sig af ‘ekstrem borgerinddragelse’. Det kalder på en replik i næste nummer.
Og nu vi er ved Københavns Kommune. Lektor Tue Andersen Nexø slutter sin teoretiske analyse om korruption og samtidsdiagnose af med at omtale et rygte blandt byens småbørnsfamilier, om at man nemmere får en vuggestueplads, hvis man møder op på pladsanvisningen med et snottet barn på armen og en æske chokolade for at vise taknemmelighed. Hvis ikke det er korruption, hvad skal vi så kalde det, spørger han og lader rygtet hænge i luften.
Rygtet underbygger fint forfatterens definition på korruption som et forfald i samfundets materie, hvor borgeren ikke længere sætter hensynet til de fælles anliggender over deres egne ambitioner og interesser. Forestillingen om det fuldt rationaliserede samfund er en utopi, skriver Tue Andersen Nexø, og man skal vist være teknokrat om en hals for at mene noget andet. Men siden hvornår er et rygte blevet godt nok til at afrunde en akademisk analyse? Hvis ikke dét er insinuation, hvad skal vi så kalde det?
Kritik 207 bugner af interessant læsestof (blandt andet et herligt selvironisk uddrag fra Flemming Chr. Nielsens kommende erindringsbog og Niels Franks analyse af Døden i Venedig), men der er også et par lige lovligt slappe løsninger. Torben Sangilds indholdsrige samtale med stadsarkitekt Tina Saaby står som en flad båndudskrift, og det samme gør Elisabeth Friis mildt sagt spartanske Q+A-interview med den svenske lyriker Katarina Frostenson, der kommer til at fremstå mindre klog, end hun er og som et litterært gidsel i det ikke-litterære gentrificerings-tema.
Kritik ligner sig selv, og så alligevel ikke. De nye ejere har fjernet det citat af J.L. Borges, som i årevis har stået over sektionerne med litteraturanmeldelser: “At dadle og lovprise er to sentimentale operationer, der intet har med kritik at skaffe.” At slette den formaning er i hvert fald ikke en sentimental operation, men ellers er der ikke nyt under solen i Kritiks kritik.
Med gentrificering som tema i en række analytiske artikler, viser redaktionen, at den har bred smag og orienteringssans for både det litterære, det æstetiske og det politiske. Kritik, som nu indleder sin 46. årgang, er derfor stadig et sjældent set frugtbart mødsted for akademisk viden, intellektuel refleksion, kulturkritik og polemik. Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis bryder endelig det konsekvente mandevælde på redaktørposterne, og de lover at de vil holde sig deres magt og ansvar for øje. Godt begyndt, langt fra fuldendt. Heldigvis.
Kritik 207. Redigeret af Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis. 168 sider, 160 kr. Gyldendal.