Korthuset på Capitol Hill

Weekendavisen den 12. april 2013.

House of Cards. Cheffotografen bag den amerikanske tv-serie, som alle taler om, er dansk. På trods af seriens succes, har han sagt nej tak til sæson to. Vi har mødt Eigil Bryld i hans hjem i Brooklyn, New York.

BROOKLYN, NEW YORK
For at skabe et kritisk tv-drama om lobbyisme, må man selv være god til – lobbyisme. Det fortæller Eigil Bryld, den danske cheffotograf bag kameraet i den serie, som alle taler om for tiden, den cool og kyniske House of Cards om det politiske liv i Washington.

Serien – der ikke kan ses på en almindelig tv-kanal, men kun via et abonnement på Netflix – skildrer magtkampene mellem præsidenten, kongressen og de private lobbyister.

I centrum for det hele står Francis Underwood, leder af Demokraternes gruppe, en mester i det politiske spil og spin og en skruppelløs dukkefører med en hånd oppe i røven på alt og alle, der har (eller tror at de har) noget at skulle have sagt i Det Hvide Hus på Capitol Hill.

House of Cards, der fik verdenspremiere i februar, er Netflix’ første egenproduktion. Med en satsning på 100 millioner dollars skal den være en rambuk til nye markeder for streamingtjenesten, der hidtil har været krititseret for kun at have et halvdovent udvalg af film og serier på hylderne.

Eigil Bryld, seriens chef-cinematograf, byder Weekendavisen velkommen indenfor i brownstone-huset i Park Slope, Brooklyn, New York. Her bor han nu på femte år sammen med sin kone, forfatteren Naja Marie Aidt, og et udvalg af sammenbragte børn.

House of Cards handler om Washington og foregår i Washington, men er ikke filmet i Washington. Vi byggede studier til alle indendørsscenerne i Baltimore, hvor vi også optog de fleste udendørsscener på locations, der kunne foregive at være Washington, og så satte vi for eksempel Washington Monumentet ind digitalt i baggrunden af et gadebillede. Kun en enkelt scene på en metrostation er optaget det virkelige sted,” fortæller han.

Årsagen er simpel: Det er frygtelig dyrt at filme i Washington, fordi staten ikke tilbyder skattefradrag for filmselskaber. Det gør staten Maryland derimod, og og derfor blev produktionen placeret i Baltimore. Men Netflix-folkene ville gerne have endnu bedre vilkår.

“Der blev lavet et stort lobbyarbejde for at få guvenøren til at give os tax break for de 100 millioner dollars, vi lagde i byen,” fortæller Eigil Bryld. Et par hurtige klik på nettet fører frem til en artikel i The Baltimore Sun, der for et års tid siden kunne fortælle, at et lovforslag om at forhøje skattefordelene for produktionsselskaber var til senatshøring.

Beau Willimon viser med en udtalelse til avisen, at han ikke bare kan skrive om lobbyimse, han kan også praktisere den selv: “Vi bruger 150 optagedage, hyrer 2.000 statister i ialt 5.000 mandedage. Vores hold består af 275 mand, heraf 125 bygningsarbejdere, som allerede nu har betalt for 2.000 overnatninger på byens hoteller. Det er store tal for de tretten første episoder.”

Det kan med andre ord betale sig for en stat at give skattefordele til filmproduktioner, og for Baltimore betyder en forbedring af skatteforholdene oven i købet, at Netflix bliver i byen i to år for at producere alle de 2 x 13 episoder, der er besluttet. Argumenter, der kan gøres op i dollars, har som altid en særlig vægt. Det er ironisk nok også dét, som serien handler om.

Det kræver altså lobbyisme, at skildre lobbyisme. Historien om, hvordan politikere og erhvervsliv sjakrer med hinanden for at få – eller bevare – magten, sætter tingene på spidsen:

“Det er svært at se House of Cards som andet end en historie om korruption. Hvad er magt? Hvad er lobbyisme? Jeg håber at serien får folk til at tænke over dynamikken i det politiske liv, men jeg frygter også, at den får dem til at miste den sidste rest af tiltro til kongressen, og det er jo et demokratisk problem. I Danmark kan man se serien på andre vilkår, fordi der ikke findes lobbyvirksomheder og politisk korruption på samme måde,” siger Eigil Bryld.

Og nej, det gør der jo nok ikke. Men House of Cards kommer til Danmark med en fuldkommen fantastisk timing. Dels handler de første afsnit om en brutal konflikt mellem lærerne og kongressen – bedst som vi har lærerkonflikt i Danmark. Og dels handler serien om, hvordan lobbyister presser og påvirker politikerne – bedst som vi har Waterfront-skandalen om DSB.

Bag House of Cards står instruktøren David Fincher og skuespilleren Kevin Spacey, der både spiller hovedrollen og co-producerer serien. Han har altid været politisk interesseret og aktivt støttet de demokratiske præsidentkandidater i USA. Når han ikke indspiller film og serier, passer han sit job som kunsterisk leder af teateret Shakespeare-teatret Old Vic i London, hvor han i fjor høstede stor succes som Richard III – et drama som historien om mestermanipulatoren Francis Underwood står i gæld til, ganske som det gør til Macbeth.

Kevin Spacey fandt nemlig – sammen med manuskriptforfatter Beau Willimon, der også er excecutive producer sammen med Fincher og Spacey – stoffet til House of Cards i Shakespeare og i England. Episodedramaet er et remake af en engelsk miniserie fra 1990, baseret på et par nøgleromaner om Margaret Thatchers tid som premierminister i 10 Downing Street af den forhenværende konservative MP’er Michael Dobbs (som hovedforfatteren bag Borgen, Adam Priece, i øvrigt nu skriver en ny serie sammen med).

At det netop er makkerparret David Fincher og Kevin Spacey, der kom til at producere House of Cards er alt andet end en tilfældighed. Det skyldes derimod en utrolig udnyttelse af de data, som Netflix – den største udbyder af streaming i USA – kan høste gennem brugeranalyser. De kunne nemlig se, at folk som hentede den gamle britiske udgave af serien også generelt godt kunne lide film med Kevin Spacey i hovedrollen eller med David Fincher som instruktør. Da disse to først var med på ideen og Beau Willimon kom med som tredjemand, skulle resten af korthuset bygges. Her kommer Eigil Bryld ind i billedet. Han havde netop afsluttet en filmopgave for Netflix’ konkurrent HBO, You Don’t Know Jack med Al Pacino i hovedrollen da agenten ringede og sagde, at David Fincher ville tilbyde ham opgaven som cheffotograf:

“Jeg var ellers ikke interesseret i at lave tv-serier. Jeg ser dem aldrig. Men så fik jeg de første episoder til gennemlæsning, og jeg kunne godt lide universet. Det er hverken forstillet eller moraliserende, men viser problemerne med det amerikanske samfunds korruption og mangel på idealisme. David Fincher sagde, at han ville lave en serie om, hvor langt man kan komme uden moral, hvis bare man har viljen til magt. Det gjorde mig interesseret, for det virker jo som om, kongressen ikke vil løse problemer, men bare skabe polemik,” siger Eigil Bryld.

Eigil Bryld så Kevin Spacey spille Richard III på Old Vic’s turné i Brooklyn kort efter at hans agent havde ringet. Da han havde sagt ja til House of Cards, gik han i gang med at definere seriens filmiske udtryk. Med en lang række store filmproduktioner på sit yderst respektable cv, havde han prøvet det meste, men altså aldrig at udvikle et udtryk for ét univers i mange episoder.

“Jeg begyndte med at forestille mig Kevin med det dér forførende, polerede look, som han er så god til. Jeg så for mig, hvordan han bevægede sig gennem en skygge for at komme ud på den anden side som den dyriske seriemorder, der også er i ham. Skyggerne dækker folk og giver indtryk af, at der er mindst tre-fire forskellige spil igang. De giver personer og rum fylde og vægt, en fornemmelsen af magt, styrke og potens, og så rummer de en mulighed for transformationer, som hjælper med at føre øjet rundt. Mørket er et dramatisk kneb, der handler om alt det, man ikke ser.”

Kevin Spaceys Frank Underwood er et gennemført dumt svin – som man holder af og holder med. Måske fordi, han knytter stærke bånd til seerne med en række korte, knivskarpe monologer lige ind i kameraet. Han taler til os som en tryllekunstner, der røber sin teknik, og han fastholder sit publikum med koldt kalkuleret kynisme:

“Gennem hele produktionen søgte vi efter en brutalitet, en stemning af noget faretruende og koldt. Der er intet poetisk over kameraet, som viser det klaustrofobiske mørke. Jeg ville hverken bruge steady cam eller håndholdt. Billederne skulle komponeres med volumen og kraftfuld tyngde. Derfor brugte jeg vidvinklede optikker, der ser mere af rummet og giver en stærk fornemmelse af det fysiske rum, hvor dramaet udspiller sig. På den måde fik vi det udtryk, der hverken er kosmetisk eller forfængeligt, og derfor er seriens æstetik knugende, ligesom handlingen. Alt uden for vinduerne er enten helt hvidt om dagen eller helt sort om natten, fordi den virkelige verden udenfor er helt ligegyldig. Det hele handler om det spil, der foregår i rummet her og nu,” siger Eigil Bryld.

Når han fortæller om arbejdet med House of Cards, siger han “Kevin” med samme selvfølgelighed, som om han talte om den pensionerede irske betjent i nabohuset. Det intense samarbejde med produktionsholdet og skuespillerne sætter sit præg: “Det var ni måneder væk hjemmefra med arbejde i døgndrift. Vi blev som en familie på en tømmerflåde.”

Hver morgen klokken syv begyndte optagelserne. På grund af arbejdstidsreglerne for både filmfolk og skuespillere, blev mødetiderne rykket til senere og senere, så man først begynder klokken 15 om fredagen. Det betyder at man arbejder på forskudte tider, nogen gange tidligt, nogen gange sent, hele tiden i søvnunderskud og med en følelse af jetlack. Man orker ikke at læse en bog, man gider ikke at se en film, og man har hele tiden dårlig samvittighed overfor familien, fortæller Eigil Bryld, der nåede lidt hjem i weekenderne, men ellers boede i en kønsløs lejelejlighed, hvor han heldigvis havde selskab af sin ene stedsøn, der arbejdede som assistent på
produktionsholdet. Det holdt ham “mentalt på sporet”, som han selv udtrykker det.

Kevin Spacey boede dels på et hotel, dels i en lejlighed og havde “vistnok” også en husbåd til rådighed. Han mødte særlig tidligt hver dag for at få monteret toupé, og for at diskutere nye ideer og ændringsforslag til dagens episode med manuskriptfortfatter Beau Willimon:

“Kevin kom med sine noter, og så gik Beau igang med at justere i replikker og scener. Hvis vi var i studiet i Baltimore, arbejdede han i sin skurvogn, og hvis vi var ude på optagelse, skrev han i en trailer. Manuskriptet blev hele tiden justeret, også lige før scenerne skulle indspilles, fordi der simpelhen ikke var tid til at færdiggøre manus tidlligere. Da vi gik i gang fandtes der kun en story outline for første sæson, en idé om, hvad der skal ske i sæson to, og en idé om den ultimative slutning – men der var kun skrevet færdig manus til fire episoder for at holde alle muligheder åbne, alt efter hvordan karakterene udviklede sig,” siger Eigil Bryld.

Som eksempel på, hvordan skrivearbejdet kunne udvikle sig fra dag til dag, nævner han kongresmedlemmet Peter Russo, spillet af Corry Stoll:

“Han spillede så godt, og karakteren Peter Russo var så rørende, at den blev “skrevet op” og prioriteret højere, end først planlagt. Beau besluttede at han skulle dø, men vi var mange der lobbyede for, at han skulle blive i serien. Vi holdt så meget af karakteren, der er en af de eneste med en samvittighed, selvom han menneskeligt ikke er i stand til at leve op til den. Han er jo den eneste, der græder over andre, end sig selv, og derfor giver det måske også god mening at han var nødt til at dø,” siger Eigil Bryld, og tilføjer en passant, at Corry bor lige henne om hjørnet her i Brooklyn.

Beau Willimon var både manuskriptforfatter og show runner. Det betyder, at han var den eneste gennemgående person fra episode til episode, fordi der blev skiftet ud blandt instruktørerne. “Det er nødvendigt med flere instruktører, fordi der hele tiden skrives om og ændres location. Den instruktør, der lavede episode tre og fire havde derfor ikke set episode et og to færdigklippet. Det var der ikke tid til, fordi vi sluttede den ene episode onsdag aften og begyndte den næste torsdag morgen,” fortæller Eigil Bryld.

Han kalder det en “hård proces” at filme med nye instruktører, som han måske kun havde haft mulighed for at tale med over en enkelt kop kaffe. Til gengæld blev samarbejdet med Robin Wright i rollen som Frank Underwoods kone Claire og Kevin Speacey meget gennemarbejdet:

“De leverede begge perfekte takes, fordi de er så dygtige skuespillere, og fordi de ved, hvad kameraet kan se. Hvis de har fået at vide, at de har præcis fire skridt til at nå hen til bordet, så bruger de præcis fire skridt, og de ved nøjagtig hvor langt armen skal række ud for at nå en kaffekop af hensyn til billedet,” fortæller han.

Om den altdominernde hovedrolle siger han: “Kevin er altid meget velforberedt, meget til stede, meget koncentreret, en stor autoritet. Hvis han en sjælden gang snubler i en sætning, råber han “fuck my mother!”, så optagelsen aldrig kan bruges. Som hovedrolle og excecutive producer, ved han, at alle andre kan dø eller få ebola og blive skrevet ud af serien, bare ikke ham.”

Selvom Eigil Bryld kalder House of Cards for “et fantastisk projekt” og “sit barn”, har han sagt nej tak til at filme sæson to. Hvorfor det?

“Da David Fincher spurgte om jeg var interesseret, sagde jeg meget tidligt nej. Jeg havde givet serien alt, hvad jeg havde i mig, og jeg var simpelthen bange for at gentage mig selv. Serien har brug for et frisk blik, fordi arbejdet er så krævende. Man skal være sulten og motiveret til at løse problemerne – men hvor ville udfordringen være anden gang?”

For at illustrere sin pointe, giver Eigil Bryld et godt eksempel:

“Det var interessant at genopbygge Det Ovale Værelse i studiet i Baltimore. Vi researchede meget for at få det gjort realistisk med vinduerne, lysindfaldet, dørene, møblementet. Men da vi havde filmet den sidste scene fra præsidentens kontor, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville filme Det Ovale Værelse – med mindre det var det rigtige Ovale Værelse.”

Eigil Bryld ved godt, at det kan ligne et dårligt karrieretræk, at sige nej til så attraktiv en opgave, men han er mere bange for at sige ja og virke uinspireret. Hvad han så skal lave, ved han faktisk ikke endnu, men han håber at hans agent kommer med en god film.

“Efter House of Cards blegner det meste andet jo,” siger han. “Så sidder man og læser manuskriptet til en romantisk komedie og spørger sig selv: gider jeg det? Jeg vil gerne lave en lille anarkistisk film efter det meget kontrollerede projekt med House of Cards, men jeg er også åben overfor et støre filmprojekt til efteråret. Det bedste vil være, at lave en film og året og så nogle småprojekter ved siden af. Og så reklamerne…”

Eigil Bryld indrømmer blankt, at han laver reklamer udelukkende for pengenes skyld. På den måde er han nemlig fri for at sige ja til et filmprojekt, som han ikke er seriøst interesseret i.

“Det kan være helt pinligt at filme reklamer, som bare er platte og kommercielle. For eksempel filmede jeg for General Electric, der ville brande sig med en reklame om el-biler – som bare er en af deres undskyldninger for al den forurening, de har ansvaret for. Det kan være sjovt at lave reklamer, men når både kunden og bureauet insisterer på deres dårlige ideer, kan det gøre ondt helt ind i sjælen. Du ved, de der reklamer med fire forskellige etniske personer og store tandpastasmil,” sukker Eigil Bryld.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.