Anmeldelse i Weekendavisen den 16. marts 2012.

Profetaffæren. Kim Leine digter videre på historien om to døbte hedninge, der slog sig op som udsendinge for Gud i Grønland i 1780’erne.

Mennesket er født frit – og ligger i lænker

Habakuk er en mindre profet i Det Gamle Testamente, og Maria Magdalene var en af Jesus’ trofaste følgere (og som bekendt hustru og mor til hans børn, hvis man skal tro Dan Brown). Og netop disse to gode kristne navne fik et par grønlandske hedninge, som lod sig døbe af danske missionærer engang i 1700-tallet. Senere skulle de – tro mod deres døbenavne – selv nedsætte sig som profeter og formidlere af Guds ord, hvilket den danske konge og hans udsendinge ikke kunne acceptere. Det kom der en højdramatiske profetaffære ud af, og med udgangspunkt i en fragmenteret historisk viden, har forfatteren Kim Leine nu skrevet en stor historisk romanfantasi om Habakuk og Marie Magdalenes meninghed og sammenstødet med kolonimagten.

Profeterne i Evighedsfjorden begynder med denne forhistorie: Den 1. juni 1782 går en ung mand, Morten Pedersen, fra den fjerne norske provins i land på kajen ved Toldboden i København – en lille ussel by, der tror at den er en storstad. Han ville gerne studere medicin og virke som fysikus, men hans far skolemesteren har besluttet, at sønnen skal være præst. Morten resignerer og tager til residensstaden for at blive teologikus. Her opdager han, at de andre studerende betragter ham som en bondeknold, og at han er den eneste, der bærer et simpelt sen-navn.

Morten kaster Pedersen fra sig, henter en nyt efternavn i en fjern gren af familien, og sender breve hjem til faren på studentikost latin underskrevet af ‘Eders Søn Morten Falck’. Der kommer svar, skrevet på dansk, adresseret til ‘Student Morten Pedersen’.

Meningen er klar: Du kan ikke afsværge dig din herkomst, du er den du er. Eller som det hedder i en sætning hos oplysningsfilosoffen Rosseau, som hele tiden svirrer i Mortens hoved: “Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker.” Der er en altafgørende detalje i sætningen, som får Morten Falck til at gyse: Rosseau skriver ikke ‘men’, han skriver ‘og’. Frihed og lænker er ikke hinandens modsætninger, men vilkår, der går hånd i hånd – eller som Rosseau selv formulerer det i Samfundspagten i 1762: “Den samfundsmæssige orden er en hellig ret, der tjener som grundlag for alle andre. Denne ret stammer imidlertid ikke fra naturen; følgelig eksisterer den på grundlag af overenskomster”. Samme sentens spiller i øvrigt en lille, men vigtig, rolle i En kongelig affære, Nikolai Arcels nye film om livlægen og oplysningsmanden Struensee.

Men Morten insisterer på at forme sig selv og sin virkelighed i København, og under sit nye navn gør han sig sine første erfaringer med alle de fristelser, der truer den troendes renhed. Han forestiller sig at ægte kærlighed er målet, men opdager at det handler om svinsk begær. Og det er ikke så meget den unge jomfru, som han planlægger ægteskab med, der vækker instinkterne i student Falck, som det er en purung hermafrodit, der gør unævnelige ting for penge. Morten bliver klar til at følge sit kald og sin skæbne. Den skal vise sig at ligge i Grønland.

Vi er 40-50 år efter Hans Egedes første missionsfremstød blandt hedningene, og selv da revolutionens stormvinde raser i Frankrig, klarer enevældskongen i kongeriget Danmark-Norge sig med at løsne stavnsbåndet og beholde magten. Hans plan er at ekspandere både sit eget og Guds rige, og da Morten Falck bliver bekendt med, at der er et ledigt kald i Sukkertoppen, bryder han sin forlovelse, og i januar 1787 stiger han ombord på briggen Der Frühling, der skal fragte ham til Grønlands vestkyst, hvor han skal gøre hedningene til sande kristne.

Profeterne i Evighedsfjorden er en historisk roman, frit baseret på autentiske begivenheder i kolonierne omkring Sukkertoppen i 1780’erne og 90’erne. De døbte hedningens provokerende udvandring fra den kontrollerende kirke, skaber en politisk og religøs krise, som kolonimagten ikke ved, hvordan den skal løse. Man forsøger med vold og magt, men kommer til kort. Profeterne holder sig på afstand af danskernes rækkevidde i fjorden, der bugter sig så uendeligt mange gange, at man bliver snyd thver gang, man tror at man har nået sit mål. Fjorden bliver ved i en evighed, der af dens danske navn. Deraf dens symbolske betydning: ikke alt er inden for magtens rækkevidde.

Sært tidstypisk i sin interesse for det sene 1700-tal (som f.eks. Ulrik Langens biografi Den afmægtige om Christian VII eller Jens Engbergs Den standhaftige tinsoldat om Frederik VI, Struensee-filmen En kongelig affære og Århunderets Festival på Århus Universitet) gør Kim Leine sit stof relevant og nærværende udover den umiddelbare progression i den politiske spænding.

Kampen mellem tidens mørke pietisme og de spirende humanistiske tanker – symbolsk repræsenteret ved den udfordrende og selvmodsigende Rosseau-sentens, som Morten Falck ikke kan frigøre sig fra – er i sig selv interessant, men kombineret med arven fra den tidlige kolonialiserings racisme, bliver romanen til en stykke dramatisk fiktionshistorie, der kulminerer symbolsk i en formidabel reportage – ja, sådan læses det faktisk: som et stykke levende øjenvidnejournalistik – fra den store, altødelæggende ildsvåde i København i 1795.

Da Kim Leine debuterede med Kalak (2007) – den benhårde og ekstremt velfortalte selvbiografiske erindringsroman om hans egne erfaringer som misbrugsoffer og misbruger – vidste man, at denne forfatter havde noget særligt i sig. Men ville han kun skrive om andet og mere end sig selv? Var han mere end en selvterapeutisk forfatter med én bog i sig?

Ja, det var han. Året efter efter fulgte han op med den autentiske, romantiske og morderiske Valdemarsdag, hvor man opdagede nye sider af talentet, og da den Kalak-beslægtede Tunu udkom (2009) blev man bekræftet i, at Kim Leines dramatiske sans er stabil og rig.

Båret af Kim Leines ubrydelige kærlighed til og sans for at skrive om Grønlands mennesker og natur, folder fortællingen sig ud med dybde og nye drejninger, ganske som den uigennemskuelige fjord, hvor Habakuk og Maria Magdalenes menighed holdt til.

Kim Leine skriver så man skærmer sig for ild og skutter sig for is, kradser sig for lus i parykken og vrænger ad spæklugt og sveddunst. Vi er med til voldtægt og abort, hævn og ydmygelse, straffeekspeditioner og overgreb. Vi er både med i kajakken og ombord på hvalfangerbåden, i tørvehytterne og på præstegården, i det københavnske borgerskabs stillestuer og i byens skamfulde skyggesteder. Og vi er med til den fortabte søns hjemkomst til Norge, hvor Morten Falck har lykken indenfor rækkevidde, men drages af den grønlandske sirenesang.

Profeterne i Evighedsfjorden viser endnu en skarp fremdrift i forfatterskabet, båret af en vilje til at dementere enhver frygt for, at forfatterskabet er afhængig af forfatterens egne oplevelser. At han dog skriver Morten Falck frem som sit symbolske sigselv, er der næppe tvivl om. Det er modigt og modent, fuld af selvbevidsthed selvudfordring.

I efterskriften henviser Kim Leine til en historisk redegørelse om Habakuk og Maria Magdalene, som præst, højskoleforstander og Grønlands-ekspert Mads Lidegaard har skrevet (Tidsskriftet Grøland, 1986). Den kan man nemt finde på nettet, og det nytter at læse den, dels som historisk ballast, dels som et indblik i, hvordan forfatteren arbejder med sin fortælling. Tilsammen giver romanen og den historiske artikel et dybt interessant indblik i en overset profetaffære fra den brutale og racistiske kolonitids Danmarks-historie, hvor mennesket både var frit og lå i lænker, men hvor der stadig var tvivl om hvorvidt grønlænderne nu også var mennesker.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden. 528 sider, xx kr. Roman. Gyldendal.



Skriv en kommentar