Hvor bekymrede skal vi være?

Kommentar i Weekendavisen den 26. oktober 2012.

Kommentar. EU modtager Nobels Fredspris samtidig med at højreradikalisme, politisk vold, separatisme og antidemokrati er på vej frem.

I onsdags blev to mindesmærker afsløret i Berlin. Det ene for alle de romaer – op imod en halv million – som nazisterne henrettede i Auschwitz. Det andet for den øretæveindbydende nuttede berlinske bymaskot, isbjørneungen Knut, som døde i utide i fjor.

Ved afsløringen af roma-mindesmærket talte kansler Angela Merkel værdigt om behovet for en tysk erindringskultur. Ved afsløringen af bronzestatuen af Knut, græd folk for den elskelige bjørneunge, som blev forstødt af sin mor lige efter fødslen for seks år siden.

De to mindesmærker fortæller tilsammen en grotesk historie. Mens romaerne nu – endelig – får den symbolske satisfikation, som mindesmærket er udtryk for, er Knut-kulten et eksempel på, hvordan moderne “humanisme” ikke rettes mod mennesker, men mod nuttede dyrebørn. Tillad mig at mene det samme om Knut, som nazisterne mente om romaerne. Den skulle ikke leve.

Mig bekendt har isbjørnene i de europæiske zoo’er det væsentlig bedre, end romaerne har det i vores byer. Senest har vi hørt om, hvordan de højreradikale nationalstatsortodokse grækere i det naziinspirerede protestpari Gyldent Daggry organiserer politiske hooligans, der overfalder romaer, splitter deres markedsboder ad og jager dem som dyr i Athens gader.

Men nyfascisterne har en dobbeltstrategi. Iført partiskjorter uddeler de fødevarehjælp til de fattige grækere, vinder nye proselytter og ydmyger den fejlslagne offentlige sektor. Samtidig har de sammen med ekstremistiske kristne først voldelige kulturkamp foran et teater, der forsøgte at opføre et homoerotisk skuespil om Jesus og hans disciple. Gyldent Daggry kopierer helt bevidst de tyske nazister i 30’erne, og uhyggeligt mange grækere synes at elske det.

I dag udkommer den hollandske Europa-historiker Geert Mak med en deprimerende, dystopisk analyse af vores verdensdel. Hvad nu hvis Europa bryder sammen, spørger han i essayet En hund på en isflage. Hans pointe er, at vi fejlagtigt tror, at Europa er et stabilt sted, bare fordi stabiliteten har hersket i tyve år. Det utænkelige sker alligevel, siger han, og konstaterer han, at den krise, vi oplever i disse år, ikke er en almindelig krise, men en krise, der rører ved fundamenterne i de vestlige samfund og udgør overgangen til en ny fase i historien. Intet mindre.

I 80’erne var Europa bare en verdensdel, senere blev det en sindstilstand. Vi priste os lykkelige for at vi levede i den vestlige del, den bedste af alle verdener. Så blev Muren mirakuløst hamret ned, og efter den kolde krig var der en – relativ kortvarig – optimistisk frihedsberuselse i Europa, derefter en uundgåelig pessimisme over krigens nedbrud af alle de humanistiske idealer, og så en længere triumfperiode med fred, stabilitet, øget integration og vækst og velstand.

Hans Magnus Enzensberger havde allerede i 1987 sukket sit Åh, Europa på et tidspunkt, hvor han endnu havde Udsigten til borgerkrigen til gode, for nu at citere titlen på hans lille bog, der udkom mens den jugoslaviske stat styrtede i grus, menneskemasserne blev tvunget på flugt, og vi gik i vantro chok over krigens og ondskabens genkomst. Midt i Europa.

Mens EU’s politiske chefer nu ser frem til at modtage Nobelprisen – velfortjent, for EU har vitterlig haft enorm betydning for fred, stabilitet og demokratisering – er den folkelige utilfredshed med det europæiske livsvilkår i vækst, og kontrasten er bizar.

Et gammelkendt konfliktbillede synes nemlig at gentage sig selv, når nyfascisterne i Grækenland – finanskrisens hårdest ramte land – gennem demokratiske processer nu er blevet landets tredjestørste parti, og hele tiden vinder nye sympatisører. Det er jo demokratiets akilleshæl, at antidemokrater kan mobilisere masserne og true demokratiet med demokratiske metoder.

Ikke for at male fanden på væggen i utide, men situationen nu minder om situationen i mellemkrigstiden, hvor demokratiet først var på vej frem for så at miste fodfæste efter en økonomisk krise, hvorefter nazisterne og fascisterne tog magten.

EU har intet modtræk, lige så lidt som unionen har noget at værne sig og sine idealer med, når Ungarns demokratiske valgte regering fører ekstrem antidemokratisk politik, eller når højreradikale grupper har vind i sejlene i Østeuropa.

Dét er ikke finanskrise. Det er derimod kulturkrise, værdikrise og krise for politisk og demokratisk legitimitet, hvis borgernes mangler vilje til fællesidentifikation på tværs af sprog grænser, kulturforskelle m.m. Og det hele udvikler sig samtidig med at EU’s valutaunion – båndet der binder landene sammen – er i risiko for kollaps, hvilket ifølge den tyske sociolog Ulrich Beck vil skubbe verdensøkonomien i afgrunden. Intet mindre. Man kan kun spørge sig selv, hvor bekymret man bør være. ‘Meget’, synes at være det klogeste svar.

Isbjørnen Knut kom uskyldshvid til verden, og en hel verden omfavnede ham – samtidig med at finanskrisen slog til. Knut blev forrådt af sin mor, adopteret af en dyrepasser, som senere døde, og derefter døde han selv. Ifølge dyrlægerne var han psykotisk, fordi naturen havde ønsket ham død, men menneskerne i fejlslagen godhed holdt ham i live på falske betingelser.

Knut symboliserer måske både Euroen og EU – en fejlinvestering, et drømmesyn, en vision om en bedre verden. Og hans nuttede måde at forlange vores godhed på, mens vi ignorerer overgreb på vores medmennesker, afspejler udmærket krisen i de europæiske værdier.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.