Tortur til husbehov

Kommentar i Weekendavisen den 9. december 2011.

Kommentar. En fjerdedel af danskerne siger ja til tortur. Det er ikke den manglende lovgivning der er problemet. Det er den eksisterende.

Hver fjerde dansker mener at det er i orden at bruge tortur i enkelte tilfælde. Det viser en undersøgelse, som det verdensberømte Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre offentliggjorde i denne uge forud for FN’s Menneskerettighedsdag i morgen lørdag.

Hver fjerde dansker er med andre ord uenig i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ja, hver fjerde borger i det gamle dydsmønsterland Danmark er faktisk tilhænger af staters ret til at bruge tortur

Det er da en god nyhed – men altså kun for de lande, der ikke står tilbage for at være grusomme og umenneskelige, f.eks. Syrien, Saudi-Arabien, Egypten, Irak, Afghanistan, Kina, Israel og USA. For alle andre er undersøgelsens resultat en meget, meget sørgerlig historie.

Den kvarte del af danskerne der viser forståelse for staters brug af tortur har næppe tænkt på, at enhver stat, der bruger tortur – eller tillader at tortur finder sted i fængsler m.m. – vil hævde at den gør det for sin egen selvbeskyttelses skyld. De torturtolerante danskere har derfor også kun tænkt på deres egen sikkerhed i deres eget land. Men accepterer de også tortur i enkelte tilfælde i f.eks. Syrien? Det er i så fald ikke bare en sørgerlig historie, men en uhyggelig historie.

Men hvad er mon grunden til denne forståelse for staters ret til at torturere? På Rehabiliterings- og Forskningscenterets hjemmeside udlægger direktør Karin Verland tallene på en måde, der sandsynligvis er rigtig, men ikke har fat i et essentielle. Hun siger:

“Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi de sidste ti år i Danmark og i resten af verden har været meget terrorforskrækkede. Nogle tror fejlagtigt, at man kan afværge terror med tortur. Det er lige omvendt. Tortur er en del af problemet, ikke løsningen. Jeg tror også, at det hænger sammen med, at tortur i dag er meget langt væk fra borgerne. De tænker, at det ikke kan ske for dem. Det er altså et stort problem, at tortur, som er noget af det værste man kan udsætte mennesker for, er gemt langt væk i lovgivningen. Det skal vi have ændret på.”

Jeg er naturligvis enig med Karin Verland, men jeg mener at hun langt fra har fat i den væsentligste årsag til at en fjerdedel af danskerne viser forståelse for brug af tortur til husbehov. Problemet ligger nemlig ikke helt så meget i den manglende lovgivning, som i den eksisterende.

Forståelsen for tortur er nemlig en logisk konsekvens af de seneste ti års terrortrussel og war on terror. Når vores politikere kan vedtage den ene anti-terrorpakke efter den anden, som gør indhug i borgernes retssikkerhed med samfundets selvbeskyttelse som argument, reducerer det ikke nødvendigvis bekymringen blandt borgerne – nej, det er tværtimod med til at opbygge en forventing om at terroren både kan og vil ramme os. Og dermed opstår også en radikalisering i spørgsmålet om staternes selvbeskyttelse. Derfor er det vel ikke så sært, at en fjerdedel af borgerne mener, at det er ok at bruge lidt tortur for at få oplysninger ud af en terrorist?

Justitsminister Morten Bødskov (S) og hans folketingskolleger bærer altså selv en del af ansvaret. De har selv placeret borgerne på en glidebane, hvor vi pø om pø har måttet se forringelser i demokrati og retssikkerhed i øjnene, og naturligvis er den principielle modvilje mod tortur også en bastion, der står for fald. Det handler jo om vores sikkerhed og selvbeskyttelse.

Morten Bødskov er enig med Karin Verland – der regner tortur for en forbrydelse på linje med folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og slaveri – for han er, i modsætning til den forrige regering, åben overfor at give tortur en selvstændig bestemmelse i den danske straffelov, sådan som både Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre og FN’s Menneskerettighedsråd har anbefalet.

Justitsministeren ryster derfor hverken på hånden eller stemmen, når han skal forholde sig til danskernes holdning til tortur. I onsdags sagde han til Berlingske, at tallene ikke alene var stærkt bekymrende, men direkte “krænkende for det, vi står for som civiliseret samfund.” Aha, danskernes forståelse for tortur ved særlige lejligheder er alså uciviliseret, mener justitsministeren. Men hvad mener han så om sin kollega forsvarsminister Nick Hækkerups holdning i sagen om fangeudleveringer til politiet i Afghanistan, hvor en ny FN-rapport dokumenterer udbredt brug af vold og tortur mod fangerne? Mens Norge har stoppet al udlevering af fanger, og mens Amnesty og Rehabliterings- og Forskningscenteret anbefaler at Danmark gør det samme, mener forsvarsministeren ikke at det er nødvendigt. Tortur til husbehov synes at være ok.

Morten Bødskov lægger sig grundigt og retfærdigt ud med den fjerdedel af vores landsmænd, som ifølge den aktuelle undersøgelse indrømmer staters ret til at bruge tortur i enkelte tilfælde. Men de bekymrede borgeres holdninger er skabt af en politisk udvikling i terrorens tidsalder. Når vores kommunikation bliver overvåget og registreret, og når vi bliver gennemlyst og kropsvisiteret for papirclips, neglefile og håndcreme før vi stiger ind i en flyver, er det klart at angsten og mistilliden slår rod i os, og ud af angsten vokser forståelsen for statens metoder overfor den diffuse og usynlige fjende. Derfor accepterer hver fjerde af systemers ret til at tortere.

Der er intet nyt eller overraskende i, at angsten for terror skaber forståelse for tortur. En klassisk dilemmaøvelse handler om en terrorist, der f.eks. har placeret en tidsindstillet bombe i et fly. Myndighederne får fat i den skyldige, der ikke vil fortælle, hvordan bomben kan deaktiveres. Men hvad nu hvis vi udsætter fyren for fysisk pres, simuleret druknedød eller elektrisk stød? Ja, mange vil mene – i hvert fald en fjerdedel af danskerne – at vi ikke skal afstå fra at udsætte en enkelt for tortur, hvis vi dermed kan redde mange menneskers liv. Det siger sig selv, regnestykket er simpelt. Det komplicerede er, at ingen stat kan påberåbe sig denne ret uden at krænke FN-konventionen mod tortur, og ingen stat kan forsvare retten til at bruge tortur uden samtidig at blåstemple andre staters ret til det samme. Når USA tillader sig at bruge visse former for tortur, sanktionerer landet samtidig at andre stater gør det samme. Det er jo heller intet tilfælde at USA, Kina og Saudi Arabien står side om side for at beskytte deres praksis med dødsstraf.

Tortur er en kriminel handling begået af en stat. De danskere, der forstår at en stat bruger tortur “i enkelte tilfælde” er derfor på vildspor, for en stille accept af f.eks. amerikansk waterboarding er samtidig en tavs accept af brutal tortur begået af regimer, der med vold og magt bekæmper deres egne befolkninger. Den danske regering bør derfor fremsætte lovforslag om en selvstændig bestemmelse for torturforbrydelser i straffeloven. Men dermed vil intet være ændret, når det handler om skredet i holdningen til tortur. Frygten findes, og den har konsekvenser. Derfor er det også nødvendigt at analysere glidebanekonsekvenserne af krigen mod terror, i vores lovgivning og oppe i vores bange hoveder.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.