Anmeldelse i Weekendavisen den 29. juli 2011.

Selvudgivere. To nye romaner af forfatter-forlæggere.

Et livtag med bullshit

Det er blevet nemmere og nemmere at oprette sit eget forlag og udgive sin egen bog. De tekniske produktionsmuligheder er blevet større og omkostningerne er blevet mindre, og derfor dukker der flere og flere selvudgivere op med mere eller mindre ubehjælpsomme bøger. De fleste af forfatterforlæggerne (alle?) har med stor sandsynlighed fået deres håbefulde manuskripter refuseret på de etablerede forlag, og desværre tyder intet – absolut intet – på at redaktørerne har smidt guld på gaden eller bare overset et interessant talent.

Grove ord i sommerregnen? Ja, desværre. Men også sande. Vi har endnu en bog af litterær betydning til gode fra selvudgivere, og hvad værre er: selvudgivelse er stigmatiserende. Der mangler slet og ret et filter og en antagelse, når forlæggeren og forfatteren er den samme person. Det bedste man kan gøre, når man bliver afvist af de store forlag, er derfor at acceptere afslaget og lære af det. At udgive sig selv er ikke vejen til litterær anerkendelse.

Der er netop udkommet et par små, insignifikante romaner på to til formålet nystartede forlag, og jeg har pligtskyldigt læst dem:

Caroline Magdalene Maiers Brændte Blåspurve skildrer en familiemor, der lader sine to sønner være alene hjemme, mens hun skal møde en hemmelig elsker på en rasteplads. Da hun kommer hjem har den ene dreng forbrændt sig voldsomt, og den skyldtyngede mor nægter at fortælle sin mand, hvorfor hun ikke var hjemme da ulykken skete. Senere forelsker hun sig i en forførende buddhist, som hun rejser bort med, inden hun til sidst vender hjem igen og forsoner sig med manden, børnene og ægteskabet.

Christina Matthiesens Konsulenten og praktikanten er ifølge forfatter-forlæggeren selv “et livtag med bullshit” og en poetisk-politisk komedie om det moderne arbejdsliv. Den handler om en kvinde, der får en praktikstilling på en stor virksomhed (vi ved ikke hvad den laver, den er også ligegyldigt, pointen er at det er en moderne arbejdsplads), hvor hun hvirvles ind i coaching, projektforløb, stresshåndtering og udviklingsprocesser.

Caroline Magdalene Maier har faktisk fat i konturen af et interessant kvindeportræt, men hendes evner som forfatter lader meget tilbage at ønske, både i komposition, fortælling, karaktertegning, miljøbeskrivelse og litterær sprogbehandling. Lige omvendt skriver Christina Matthiesen faktisk ganske udmærket, hun har bare alt for lidt på hjerte, og hendes skildring af det moderne arbejdsliv forbliver derfor en noget selvrepeterende satire.

Jeg er ked af at lyde gammelmandsarrogant, for jeg ønsker virkelig iværksættere som Caroline Magdalene Maier og Christina Matthiesen alt godt. Men desværre er selvudgivernes romaner stadig for litteraturen, hvad aftenskolemalernes lærreder på den lokale brunchcafé er for billedkunsten.

Carolina Magdalena Maier: Brændte Blåspurve. 107 sider, 75 kr. Forlaget Rundfunk. Christina Matthiesen: Konsulenten og praktikanten. 151 sider, 150 kr. Pladask Publishing. Bøgerne købes direkte fra forlagene på nettet: pladask.dk og forlagetrundfunk.dk.



Kommentarer

7 kommentarer til “Carolina Magdalena Maier: Brændte Blåspurve / Christina Matthiesen: Konsulenten og praktikanten”:
  1. Christian J.D. Dirksen

    Som amatørforfatter kan jeg umuligt betvivle en professionel kritiker, når han hævder, at alle(?) selvudgivende forfattere har været afvist af forlagene, og med rette, for intet tyder på, at der er smidt guld på gaden i den anledning.
    Og dog. Jeg har selv bl.a. udgivet en fagbog, som jeg ikke kunne drømme om at sende til et forlag – indholdet er for specifikt til, at et forlag ville kunne bedømme det. Og jeg har gennem en række år haft en fast, årlig omsætning på min bog, fordi jeg har en kundekreds, som ikke kan finde en tilsvarende lærebog andre steder på markedet.
    Nå ja, så var der altså en undtagelse, men i mit tilfælde taler vi ikke om LITTERATUR, vel?
    Misforstå mig ikke. Jeg kan sagtens følge, at hvis man har et seriøst forlag i ryggen, som endnu ikke er stivnet i akademisk selvfedme, er sandsynligheden meget højere for, at litterære unoder er pillet ud af produktet, og at det er blevet strømlinet, så det passer med det, som anmelderen har lært under sit litteraturstudium på universitetet. Den faglige kvalitet er forbedret, på samme måde som en skuespiller selvfølgelig lærer en masse ved at gå på Statens Teaterskole. Det er vel derfor, hun går der? Men hvis hun opgiver, fordi hun bliver afvist på forhånd? Så misser vi en Mia Lyhne!
    Derfor får jeg knopper, når jeg læser, at en anmelder – uagtet hvor dygtig han er til sit fag – generaliserer omkring selvudgivende forfattere og mere end antyder, at alle bøger fra den kilde er dårlige.
    Anmelderen er jo repræsentant for den almindelige læser, ikke kun den akademiske overklasse, der har studeret litteratur. Der er ingen tvivl om, at udbuddet af dårlige bøger er overvældende (fordi udbuddet af nye bøger er overvældende), men det er fusk at undgå gærdet i stedet for i det mindste at springe over det, hvor det er lavest. Anmeldere skal holde sig til at kritisere en bog ad gangen, og vel at mærke skal anmelderen holde sig helt væk, hvis han ikke har orket at læse hele bogen.
    En generalisering mod selvudgivere og en påstand om, at man ikke kan finde blot en enkelt god selvudgiver, er en uvederhæftig kortslutning. Så kan vi lige så godt vedtage, at alle rødhårede skriver dårligt. Det er for nemt at dømme forfattere ude, fordi de udgiver selv, eller fordi de udgiver fra et forlag, som ikke er anerkendt i litteraturbourgeoisiet.
    Dette skrevet af en amatørforfatter, der på ingen måde vil påberåbe sig egen kvalitet, men blot efterlyser specifik kritik og konkret fairness fra anmeldernes side.

  2. Klaus Rothstein

    Tak for kommentaren, Christian. Jeg har tit sagt og skrevet at selvudgivelse er fint for mange slags fagbøger, men jeg fastholder at det er stigmatiserende for folk, der skriver romaner, noveller og digte. Vi har endnu til gode at se selvudgivet skønlitteratur på højt niveau. Så ja, jeg generaliserer udfra en omfattende stikprøvelæsning af selvudgivere, og jeg giver gerne en præmie til enhver, der kan vise mig et stykke selvudgivet skønlitteratur, som er så godt at det kunne være antaget på et af de etablerede forlag, hvor der sidder kritiske redaktører og tager stilling til tingene. Og nej, jeg mener ikke at man som anmelder skal anmelde en bog ad gangen, som du skriver – det er faktisk ganske relevant at anmelde en bog og tilføje en principiel pointe. I stedet for at bebrejde mig, at jeg passer mit job og læser og anmelder to selvudgiverværker, kunne du måske overveje om jeg har en pointe: at selvudgivet litteratur desværre ikke holder et særlig højt niveau. Og mht. Mia Lyhne: det her handler jo ikke om uddannelse! Det handler om kvalitet! Jeg mener ikke at man skal have taget eksamen fra Forfatterskolen for at udgive bøger. Jeg mener bare at man skal være god for at gøre sig gældende. Ellers må man nøjes med at være hobbyforfatter og selvudgiver. Venlig hilsen Klaus

  3. Christian J.D. Dirksen

    Jeg noterer mig din indrømmelse, Klaus, du erkender at generalisere, men du forsvarer dig med, at du gør det på et statistisk grundlag.
    Tag ikke fejl: jeg tror på din statistik. Du må derfor gerne give en principiel pointe, at det er svært at finde gode bøger blandt selvudgivere, ligesom det er svært at finde gode skuespillere blandt autodidakte. Men begge to bør bedømmes på deres produktkvalitet, og derfor beder jeg om, at du som lønnet anmelder forholder dig til den enkelte bog uden at generalisere og påstå (eller antyde), at ’alle’ selvudgivere skriver dårligt.
    Der er lidt for letkøbt, når du lover en præmie til enhver, som har selvudgivet et værk, der kunne have været antaget af et forlag. Det gør du måske ud fra den overbevisning (tro … fordom), at alle der selv udgiver romaner, noveller eller digte har forsøgt sig hos et forlag først og fået nej? Sådan har det måske været, men den tendens er på vej væk fx i USA, har jeg læst. Og mon ikke i Europa også? Det vil blive interessant (og uoverskueligt for anmeldere) at følge udviklingen, når mange bøger fremover ikke længere bliver trykt men kun udgivet i elektronisk form.
    Jeg er i al ydmyghed en af undtagelserne fra din generalisering. Ud over min tidligere nævnte lærebog har jeg selv udgivet en fantasyroman for børn, og den har ikke har været forbi et forlag. Det er ikke til at vide, om den ville kunne antages, hvis jeg prøvede?
    På den anden side har jeg indsendt og fået to kriminalromaner antaget og udgivet hos et forlag. I forlængelse af det har jeg i øvrigt fundet ud af, at den generalisering mod selvudgivere, som du netop advokerer for, er blevet policy hos Dansk BiblioteksCenter (DBC): ’Vi indhenter ikke lektørudtalelser på bøger fra selvudgivere’. Uden lektørudtalelse kommer bøgerne ikke ud i bibliotekernes oversigter, og de bliver således sjældent købt hjem til bibliotekerne. Her er fordommen tilsyneladende sat i system.
    Lad mig derfor slutte med at udtrykke anerkendelse for, at du, som en af de få, faktisk i denne artikel har anmelde to bøger fra selvudgivere og dermed på en måde har gennemhullet din egen generalisering. Respekt for det.
    Venlig hilsen, Christian

  4. Klaus Rothstein

    Interessant oplysning om DBC’s lektørudtalelser, det var jeg ikke klar over. Det harmonerer jo meget godt med Forfatterforeningen, der ikke optager nye medlemmer, hvis de er deres egne forlæggere. Jeg mener dog at der er opblødning (måske endda en gennemført vedtægtsændring?) på vej, især nu hvor Forfatterforeningens konstituerede formand, Jo Hermann, udgiver egne bøger på eget forlag. Du har ret i at flere og flere amatørforfattere udgiver bøger selv uden at prøve på et forlag først – min påstand er, at der næppe er udkommet noget, som forlagene synes at de gerne ville have haft på programmet. Og ja, der udkommer sikkert bøger – også direkte på nettet – som slår igennem hos publikum (i hvert fald er der en vampyrroman, tror jeg det var, som hittede i USA), men det betyder jo ikke at der er tale om god litteratur. Og lad mig så understrege at jeg har stor respekt for dig og andre selvudgivere, men når jeg anmelder, får jeres bøger altså samme behandling som bøger fra etablerede forlag, der er ingen selvudgiverrabat i kritikken. Vh Klaus

  5. Lotte Garbers - Forfatter, foredragsholder, debattør. Og megasej.

    […] problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. […]

  6. Mads Heinesen

    Jeg har en lille rettelse, du skriver at: “Vi har endnu til gode at se selvudgivet skønlitteratur på højt niveau.”

    Min fætter, Rasmus Halling Nielsen, udgav i 2006 to hjemmetryk, som i 2012 blev optrykt som én samlet udgivelse på Samlerens Forlag, under titlen ‘Tvillingerne’. Vel at mærke uden en eneste ændring i originalmanuskriptet. Digtsamlingen er udkommet i 2. oplag og har fået gode anmeldelser i store aviser.

  7. Klaus Rothstein

    Hej Mads, jeg kender godt din fætters digte. De fik også en noget blandet kritik i en stor avis, her er nemlig min kritik i Weekendavisen:
    http://www.rothstein.dk/2012/rasmus-halling-nielsen-tvillingerne/

Skriv en kommentar