Øystein Lønn: Efter Sofia

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. februar 2011.

Øystein Lønn. Det afsluttende bind i trilogien om Simen Linde forbliver et tilløb uden afsæt.

”Du skriger om natten. Hvorfor skulle du ikke gøre det?”

Simen Linde er magtfuld chefredaktør på en indflydelsesrig avis i Norge, frygtet af sine modstandere og benyttet som politisk taleskriver af de ministre, der er enige med ham. Hans kone, den smukke kirurg Sofia, har ikke nok i sin ægtefælle, og hun udlever en polyamorøs drøm med mange mænd i sengen. Det accepterer Simen tilsyneladende uden at miste kærligheden til sin kone – og uden at føle sig som hanrej.

Gennem de to første bind i den Simen Linde-trilogi, som den norske eliteprosaist Øystein Lønn har udgivet op gennem 00’erne (Ifølge Sofia, Simens storme og Efter Sofia), har læserne mødt ægteparret og andre personer i deres liv, særligt mændene i Sofias.

I trilogiens midterste roman døde den ombejlede kvinde så af pludselig sygdom, og i værkets sidste bind møder vi hendes midaldrende enkemand i professionel deroute. Mens de tidligere bind i serien har fulgt flere personer i et virvar af multiplot, koncentrerer denne afslutningsroman sig i høj grad om manden, der lægger navn til det hele: Simen Linde.

Gennem nogle år har chefredaktøren ikke passet sit arbejde. Han kommer og går som vinden blæser, rejser væk, har rod i bilagene og mister grebet om sin redaktion. Da bestyrelsen indkalder ham til møde for at fyre ham, har han gennemskuet det hele, og han er ret ligeglad. Han behøver ikke længere at bestemme eller skrive ledere. Bare han kan få sig et isoleret kontor, hvor han kan sidde og skrive kommentarer til side 3, så er han glad.

Simen får sine ønsker opfyldt, ikke mindst fordi det viser sig, at hans afdøde Sofia havde så stort talent for aktiepleje, at hun har efterladt sin mand en portefølje af aktier i bladhuset, der giver den fyrede chefredaktør mere magt over avisen, end bestyrelsesformanden har.

Men Simen er ikke specielt interesseret i magten længere. Til gengæld er der et par kvinder, der er interesseret i ham, og i stedet for at synke ned i den detroniserede chefs og enkemands desillusion, bliver Simen dels involveret i en kærlighedsaffære med sin tidligere sekretær (de har et skæbnefællesskab, for hendes mand holder sig et par asiatiske konkubiner på sine forretningsrejser), dels i en kompliceret historie med psykiateren Gerda, som Sofias mor introducerer ham for.

Gerdas datter er død i Afrika, hvor hun arbejdede på en etiopisk radiostation, og hendes somaliske mand og deres lille søn bor nu i de norske fjelde, hvor manden kører med hundespand og investerer i aktier og ejendomme. Og pludselig finder Simen sig selv som børnepasser for en femårig dreng, imens han også skal skrive en tale for en minister.

Hvor bringer dette os hen? Ja, det er jeg desværre i tvivl om. For bedst som man tror, at Øystein Lønn koncentrerer sig om et psykologisk nærstudium af sin hovedperson, begynder han også at male med den brede pensel, som da vi f.eks. pludselig hører, at Simen har fortalt sin læge, at han vågner op om natten i et skrig. Lægen svarer:

”Hvem fanden gør ikke det? Jeg har næppe haft et eneste menneske herinde i min konsultation, som ikke har haft grund til at skrige om natten. Vi er blevet eksperter i at være urolige. Og vi har gode grunde til at være det (…) Er det ikke sådan, at hende, du giftede dig med, tjente sine første millioner før de nye krige? Oven i købet før de intelligente bomber? Hun havde sine bedste år før den hektiske uro. Før panikken ved lufthavnsskrankerne. Det var mens du skrev dine første ledere om den nye kollektive angst. Ingen havde tænkt på kollektiv angst om et våben. Den som indledte den nye epoke (…) Du skriger om natten, hvorfor skulle du ikke gøre det?”

Dette er jo en entydig interessant passage, men den er også en omgang gratis og påklistret samfunds- og civilisationskritik, der ikke bidrager til romanens helhed, hvilket efterlader en følelse af ærgrelse. Det forbliver et tilløb uden afsæt.

Øystein Lønn er på nogen måder – omend fra en anden generation – den norske litteraturs Jens Christian Grøndahl. Begge forfatterskaber begyndte med sproglig minimalisme inspireret af den nye franske roman, og har nu udviklet sig til bredere identitetsromaner om mennesker fra den priviligerede klasse, begge med bærende referencer til politik, krig og kunst.

Efter Sofia er, når den er bedst, ganske intens og overbevisende i sin skildring af mennesket Simen, men når romanen er værst, er den desværre også kreperligt stillestående og lidenskabsløs, sprogligt introvert og intellektuelt prætentiøs.

Mystisk nok ligner romanen det stik modsatte i forlaget Ciceros danske fortolkning, der sender helt andre signaler end det norske originaldesign, ja den tager sig slet og ret ud som en banal roman fra en lufthavnskiosk.

Øystein Lønn: Efter Sofia. På dansk ved Mogens Wenzel Andreasen. Roman. Cicero.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.