Anmeldelse i Weekendavisen den 6. november 2009.

Livsstil. Martin Kongstad debuterer med velskreven og skarp bekendelseslitteratur fra den kreative klasse.

Blåstemplet virkelighedsflugt

Som det fremgik af Poul Pilgaard Johnsens interview med Martin Kongstad her i sektionen den 23.oktober , er den debuterende forfatter én man skal kende, hvis man er blot en lille prik blandt personligheder i de livsstilscirkler, der er befolket af de venstreorienteredes børn, som midt i livet beskæftiger sig med reklame, medier og kultur. Poul beskrev nærmest sig selv som én, der trykker næsen flad mod ruden ind til Martin Kongstads kreds, selvom man da nok skulle synes at han får sin egen del af det gode liv. Så hvad med alle os andre, der hverken tilbringeren sommeren i det hippe Tisvilde eller lever af markedsføring og mad fra Løgismose? Er Han danser på sin søns grav noget for os?

Ja, Martin Kongstads debutnoveller giver et absolut overbevisende og velbeskrevet indblik i de velspækkede mediefolks venstresnoede borgerskab, en umiskendelig københavnsk og nordsjællandsk subkultur, hvor selviscenesættelse kammer over i en livstræt desillusionen.

Forfatterens alter ego – tror jeg nok, at man skal læse ham som – er journalisten Mikkel Vallin, der skriver om mad på et stort dagblad. Han er dermed inkarnationen af den hedonistiske livsstil, som den kreative klasse blev grebef af – og forgreb sig på – i alle opgangsårene: dyr mad, dyre vine, dyre rejser, dyrt tøj – og holdninger billigt til salg. Fint nok at man blev politisk skolet på Berndadotteskolen (”Berna” mellem venner), men man skal nu engang ikke lade gamle idealer stå i vejen for god gastronomi. Og så – midt i al den velsmagende livsstil – er sniger tomheden sig ind.

I samlingens afsluttende novelle, som finder sted så for nylig som i september i år, får Mikkel Vallin kniven for struben på avisen, hans redaktør forlanger, at han skal præstere noget mere i spalterne. Men hvad? Vallin har indset, at ”gastronomi var den kulturelle overklasses blåstemplede virkelighedsflugt, og det havde slidt på selvrespekten”. Derfor vil han ikke mere skrive om svesker fra Agde eller om slovenske hvidvines skjulte potentiale. Nu vil han fortælle sin personlige beretning om 1970’erne, så han opsøger et gammelt venstreorienteret bofællesskab, hvor han boede som barn.

Mødet med de gamle idealister, bringer modsætningerne frem. En af de gamle kollektivister bor nu i Raadvad, og Mikkel vil vide, hvorfor hun som den socialist hun stadig er, aldrig har boet i Hundige, Ishøj eller Tingbjerg:

”’Fordi der er rædselsfuldt, Mikkel.’

’Det er det, jeg mener. Du solidariserer sig med arbejdere, men du kan ikke holde ud af opholde dig i nærheden af dem.’

’Du blander æstetik og etik sammen, søde ven.’”

Da de gamle socialister vil vide, hvad Mikkel taler med sine venner om, svarer han, at det i hvert fald ikke er fredsmarcher, strejker og Nicaragua. Er det så biler og dyrt tøj, vil de gamle vide, og Mikkels svar indtammer den selvoptagethed, der kendertegner ham og hans tid:

’Mere om mad,’ sagde jeg. ’Vi går meget op i, hvad vi spiser, og mens vi spiser, taler vi om, hvad vi spiste sidst, og hvad vi skal spise næste gang’.

Han danser på sin søns grav er altså et generations- og tidsportræt, helt konkret tidsfæstet til årene mellem 2003-2009, nøjagtig den samme tid, som Anders Bodelsen netop har beskrevet i sit portræt af Stein Bagger i novellesamlingen Varm luft. Det giver faktisk fantastisk god mening at parallellæse de to bøger.

Ifølge forlagets PR er Martin Kongstads debut længe ventet. Af hvem? Mig bekendt er det ikke en bog, man har talt om i det litterære miljø. Men måske har chefredaktøren fra Euroman og den kreative direktør fra Partners siddet på Helenekilde Badehotel og ventet utålmodigt på et litterært portræt af deres egen verden, hvor vellønnede venstreorienterede gør alt det, som venstreorienterede ikke forventes at gøre?

Det nærmeste jeg selv har været på Martin Kongstad, var dengang i 1993, hvor han spillede med i Jonas Elmers debutfilm Let’s get lost. Dengang blev en scene med en kummefryser nemlig optaget i mit kulturradikale rækkehus, som vi lånte ud til filmselskabet. Ganske vist var Martin Kongstad ikke med i den scene, og ganske vist ligger rækkehuset ikke i Kartoffelrækkerne, men det smager da lidt af fugl.

Og Martin Kongstads noveller smager faktisk også af litteratur. Velskreven og skarp bekendelseslitteratur fra den kreative klasse, nådesløst taget ved vingebenet af dens eget ikon, ganske som i Søren Faulis (fiktive?) selvudlevering i tv-serien Deroute om en instruktør, der solgte sit kunstneriske håndelag og sin sjæl til reklamebranchens mammon – en serie som reklamemanden Martin Kongstad meget passende havde skrevet, helt klart en slags forstudie til Han danser på sin søns grav. Det må egentlig være hårdt at have så meget brug for at lægge afstand til sig selv. Men novellerne er fine.

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. 250 sider, 249 kr. Noveller. People’s Press.