Kim Leine: Tunu

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. oktober 2009.

Grønland. Kim Leine har skrevet en lille kollektivroman om en bygdekultur og en livsstil under hårdt pres

Bagsiden af livet

Man kan tage Kim Leine ud af Grønland, men man kan ikke tage Grønland ud af Kim Leine. Det står lysende klart nu, hvor han udgiver sin tredje bog, Tunu, der tager os med til det bygdemiljø, hvor forfatteren selv har tilbragt ti år som sygeplejerske.

Hvor den bemærkelsesværdige debutromanen Kalak (2007) var en dokumentarisk roman om Kim Leines narkomani og opgør med den far, der misbrugte ham seksuelt da han var yngre, er Tunu ren fiktion, ganske vist virkelighedsinspireret fiktion, men selvom omdrejningspunktet er en udstationeret dansk mandlig sygeplejerske, er der ingen grund til at tro, at han er forfatterens alter ego.

Ikke desto mindre: Mange af temaerne i Tunu er gengangere fra Kalak, ikke mindst det meget kødelige menneskeforbrug, kvindernes evne til at tage hvad de vil have rent seksuelt, og så det evigt ulmende omsorgssvigt, den nærmest fatalistiske udsigtsløshed og manglen på håb og fremtidstro. Ja, hvis ikke man trods alt kunne mærke forfatterens store kærlighed til Grønland og grønlænderne, ville man kun sidde tilbage med et indtryk af primitive menneskers formålsløse liv, skildret af en bedrevidende dansker.

Om Kim Leine fremstiller bygdekulturen retvisende, er svært at vurdere for os, der ikke kender dens virkelighed indefra. Men som Kirsten Thisted, der forsker i danske litterære fremstillinger af kolonialisme og kulturmøde på Københavns Universitet, har sagt, så elsker danske forfattere at fremstille grønlændere som mennesker, der i kraft af deres essens er ude af stand til at tilpasse sig moderniteten. Ifølge Kirsten Thisted siger grønlænderne selv, at de ikke har fået en chance for at omstille sig, fordi danskerne træffer beslutningerne hen over hovedet på dem. Og der er, siger hun, andre måder at beskrive udviklingen på, end at de naturbundne grønlændere er dømt til at gå under i omstillingsprocessen.

Tunu er en lille kollektivroman om en bygdekultur og en livsstil under hårdt pres. Mens den ubønhørlige natur sætter sig igennem udenfor barakkernes fire vægge, kryber menneskene i ly i deres stuer, hvor fjernsynene kværner med actionfilm og tysk porno. I fortællingens centrum står sygeplejersken Jesper, en ærekær, men lidt flegmatisk mand, der er udstationeret på en sygeplejestation, hvor han må løse opgaver, som langt overgår hans forestillinger og hans evner. For grønlænderne er den danske sygeplejerske nemlig mere og andet, end en person, der kan rense et sår og lægge en forbinding. Han er den mand går til, når livet gør ondt.

Romanen er kalejdoskopisk fortalt i mange novelleagtige sekvenser, til tider bedrøvende, til tider bevægende. Ikke mindst skildringen af dværgen Eleonora er rørende, for dette lille uskyldige menneske har en sjælden evne til at elske og tilpasse sig (og hun ved også godt, hvordan det lyder når man laver børn, for det har hun set på film). Det er et talent, hun får godt brug for, da en dansk lufthavsarbejder inviterer hende med hjem. Man frygter det værste, men Eleonora viser sig at være bogens optimistiske kontrast.

Romanens titel? ”Tunu er et sted og en tilstand. Tunu betyder ryg, bagside, bagsiden af livet, bagsiden af Grønland, Østgrønland. Ja, sådan står der på romanens – bagside. Og bogens design bærer budskabet videre: det elegante omslag har fotos af fotografen Jacob Aue Sobol, der har boet på Grønland et par år. På forsiden ser vi to personer i hver deres stol i et kulturløst interiør, der kan findes alle steder og ingen steder på kloden. Naturligvis ser vi personerne bagfra. Og på bagsiden står en nøgen kvinde, der vender os ryggen.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Den lille bygd er rygvendt fra verden, dens mennesker rygvendt fra hinanden, dens liv levet på vrangsiden af både fortid og nutid, klemt mellem en gammel kultur, der er hørt op, og en ny kultur, der ikke er begyndt. Midt imellem er det limbo, hvor folk flakker rundt, forvirrede og forvildede i en livsstil, der gør ondt, og som de tror kan helbredes med penecilin, sprut og selvforglemmende sex.

Kim Leine skriver med det, der for udenforstående læsere, ligner en ubrydelig solidaritet, men også med en hensynsløs og usentimental ærlighed. Som i den chokerende debutbog Kalak, mestrer Kim Leine uforglemmelige episoder, fortalt med en stram sprogøkonomi og nærmest skamløs sanselighed, hvor han f.eks. lader en kvinde spise en omelet på en måde, der til forveksling ligner oralsex.

Tunu er en skildring af et rygvendt kulturmøde, og dens Grønlands-syn kan tåle en diskussion. Men romanen bekræfter Kim Leines store, velskrivende forfattertalent.

Kim Leine: Tunu. 248 sider, 249 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.