John King: The Football Factory

Weekendavisen den 11. september 2009.

Fodboldfabrikken. John King sætter hooliganismen på formel.

Frygten og hadet

Blodet flyder fatalt i forfatteren John Kings debutroman, hvor en gruppe hæmningsløse hooligans opsøger rivaliserende fodboldstammer for at gå amok i afstumpet og brutal vold. The Football Factory fra 1996 blev senere blev fulgt op af Headhunters og England Away, og trilogiens første bind håndhæver fortjent nok sit ry som ”kult”, ikke mindst fordi den for nogle år siden blev filmatiseret af instruktøren Nick Love. Og nu udkommer den så på dansk med 13 års forsinkelse.

People’s Press citerer på omslagets forside Benn Q. Holm for, at romanen er ”Eminent… en slags fodboldens American Psycho”. Det er jo et æggende skudsmål – skabt til formålet – af forfatteren til den meget læsværdige danske pendant om fodbold- og fankultur, Hafnia Punk. Men The Football Factory skal ikke læses for skildringen af udpenslet vold, dens sande kvalitet er det kritiske samtidskildring af Under-England i midten af halvfremserne og hooliganismens autentiske selvbillede, her udtrykt af den illusionsløse fortæller Tom, der keder dig til hverdag på lagerjobbet og kun tænker på den næste kamp, den næste bajer, det næste slagsmål (og sex):

”Faktisk så minder vi måske i virkeligheden lidt om niggerne. Hvide negere. Samfundets bundfald, Vi er en minoritet, fordi vi holder så tæt sammen. Få i antal. Vi er loyale og dedikerede. Fodbold giver vores liv mening. Frygten og hadet gør os til noget specielt. Vi har en ganske særlig plads i samfundet, hviljet betyder, at de, der leder landet, ikke forstår os. Vi deler mange af de samme overbevisninger, men vi har selv fundet ud af at bøje dem, så de passer os. De rige svin hader os, og de missionerende socialister har svært ved at acceptere os…”

John King sætter hooliganismen på formel som det sociale samfundsfænomen, det er. Litterært set er det ikke nogen stor bedrift, men som indblik i en skræmmende subkultur, som gennem de senere år også har fået sine proselytter i Danmark, er det en relevant roman med en interessant diagnose.

En roman om fodbold? Nej, der er mindre fodbold i The Football Factory end i Fodboldenglen, og det vil sige intet. Og apropos den danske fodboldkulturroman over dem alle: Hans-Jørgen Nielsen stod dengang i 70’erne en søndag formiddag hos arbejderklubben Fremad Amager i Sundby Idrætspark og grublede over fodbold, samfund og parforhold, mens han fik sin romanidé, da han så en meget ung Frank Arnesen svævedrible hen over græsset. I dag er Frank Arnesen så sportsdirektør i netop den klub, som John Smiths hooligans støtter, den multinationale milliardvirksomhed Chelsea FC, der ejes af en grotesk rig russisk oliemagnat. Der er sket meget i britisk fodbold siden romanens tid, også på banen. Dengang i 1996 havde Chelsea f.eks. en ung dansker i forsvaret, han hed Jakob Kjeldberg, i dag øvært på Robinson Ekspeditionen på TV3.

Anders Wilhelm Knudsens oversættelse er fin, dog går han fejl af et par engelske fodboldudtryk. I en scene optræder nogle gamle engelske stjernespillere, og når den ene håner den anden med spørgsmålet: ”Hvor mange kasketter var det lige du nåede at have på i din tid?”, er der tale om en fejloversættelse. På fodboldengelsk betyder ”a cap” faktisk bare en landskamp, altså: ”Hvor mange landskampe spillede du egentlig?”

John King: The Football Factory. Oversat fra engelsk af Anders Wilhelm Knudsen. 340 sider, 249 kr. Roman. People’s Press.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.