Interview i Weekendavisen den 28. marts 2008.
Ret og moral. Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.
Danmark diskuterer demokrati alt hvad remmer og tøj kan holde, og professor dr.jur. Henning Koch, er både iagttager og deltager. Han havde oprindelig sæde i udvalget bag Demokratikanonen, men han trådte ud ved udsigten til, at Jyllands-Postens Muhammedtegninger muligvis kunne ende på listen. Det ville han ikke være med til, fordi en kanonisering ville være ensbetydende med, at man kunne angribe straffelovens krænkelsesparagraffer imod blasfemi og racisme. Det er de to paragraffer, som Henning Kochs fagfælle, professor emeritus Vagn Greve, ellers netop har kritiseret i debatbogen Bånd på hånd og mund, fordi de begrænser ytringsfriheden.
Henning Koch, mens din kollega Vagn Greve siger at krænkelsesparagrafferne begrænser ytringsfriheden, mener du at det er meget vigtigt at vi stadig har paragraffer imod blasfemi og racisme. Hvorfor?
”Man skal bemærke to ting: For det første taler Vagn Greve om, at en afskaffelse kun gælder i ”den ideelle verden”. Det, der til gengæld undrer mig er, at han måske tror på den ideelle verdens eksistens, for det opgav jeg faktisk selv i 1970’erne. For det andet siger han meget klart, at de mennesker, som hepper på afskaffelse af krænkelsesparagrafferne alene har det formål at sparke på dem, der ligger ned i forvejen. Hvis man kunne fjerne den politiske bagtanke og den onde verden, er jeg sådan set enig.”
Da Henning Koch forlod udvalget bag Demokratikanonen, havde han fire argumenter. En kanon betyder nemlig en rettesnor, og som sådan kan Muhammedtegningerne ikke benyttes:
”For det første er krisen ud fra en videnskabelig forståelse alt for tæt på. Dens virkningshistorie kan slet ikke vurderes endnu, og det var da også udvalgets argument for ikke at tage tegningerne med. For det andet vil en beskrivelse af konflikten på nuværende tidspunkt være alt for kontroversiel, fordi befolkningen er holdningsmæssigt skarpt delt. Tegningerne ville forskyde kanonens balance så den ikke kunne tjene som et samlende, nationalt dokument. For det tredje var Jyllands-Postens projekt udtryk for en helt fejlagtig beskrivelse af Danmarks forfatningsretlige tilstand. Vores grundlov har siden 1849 forudsat, at lovgiver kan begrænse ytringsfriheden, og det er sket gentagne gange, bl.a. i Straffeloven af 1866 og dens demokratiske efterfølger af 1930 med senere ændringer, bl.a. ytringsfrihedsbegrænsningerne i antiterrorlovene. Derfor kunne Rigsadvokaten også i marts 2006 konkludere, at Jyllands-Postens ikke gengiver gældende ret korrekt, når de mener, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyn til religiøse følelser, og at man må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. For det fjerde vil jeg ikke kanonisere sådan en alternativ demokratiopfattelse af ytringsfriheden, fordi den vil føre til, at f.eks. danske jøder bliver udsat for krænkelser eller forhånelser som de næste ofre for en ideologi om ’absolut ytringsfrihed’,” siger Henning Koch.
Men tegningerne og alt det, de førte med sig, er da en del af den danske demokratihistorie, som man ikke kan komme udenom, ikke sandt?
”Ideologien bag tegningerne vil aldrig kunne blive en del af den gældende demokratiopfattelse i landet, før loven bliver ændret. De er ubestrideligt en del af debatten om nye mulige demokratiformer, men der er forskel på at være en del af demokratihistorien og så at tjene som almengyldig rettesnor. Kanonudvalgets opgave var ikke at fungere som fremadrettet ideologisk trendsætter. Om tegningerne så sætter sig varige historiske spor, kan kun tiden vise. Når man ser nærmere på forhistorien og forarbejderne til Straffelovens § 140 (blasfemi) og § 266b (racisme m.v.) vil man se, at den egentlige beskyttelsesinteresse, som straffelovsbestemmelserne skal værne, er samfundsfreden. Det er også derfor, at bestemmelserne er underlagt offentlig påtale, hvilket vil sige, at anklagemyndigheden kan rejse sagen efter anmeldelse, i modsætning til f.eks. ærekrænkelser, der er undergivet privat påtale, hvor den krænkede selv må rejse sag. Offentlighedens interesse i et forbud mod blasfemi og racisme er, at minoriteter ikke nedværdiges og forhånes – eller ”afhumaniseres”, som man ville sige med efterkrigstidsterminologi – på en måde, der kan skabe systematisk stigmatisering, som igen kan føre til politisk forfølgelse og ukontrollable uroligheder. Målet er altså kort sagt at forhindre samfundsmæssig ufred. Derfor behøver anklagemyndigheden behøver faktisk hverken at påstå eller bevise, at der foreligger en personlig krænkelse. Derfor er der brug for særlige individ-uafhængige bestemmelser, og Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fik i 1939 straffeloven ændret, så § 266 b kom til at dække ”masseæren” hos den pågældende minoritet, der netop ikke selv skulle pålægges at løfte bevisbyrder. Paragraf 266 b blev indført, fordi den lovgivning fra før krigen ikke var tilstrækkelig til at beskytte jøderne mod antisemitisme, selvom § 140 netop var blevet anvendt mod danske nazister, der påstod, at de jødiske skrifter tillod jøderne at skænde kristne pigebørn. Men i dag vil § 266 b ikke kunne beskytte mod indpakkede antisemitiske eller islamofobiske løgne om Talmud eller Koranen, hvis § 140 afskaffes. Det vil blive opfattet som lovlig religionskritik. Kravet om opretholdelse af blasfemi-bestemmelsen i 1930-straffeloven blev i øvrigt opfattet som et fremskudt værn for det evangelisk-lutherske samfund mod de ateistiske kulturradikale!”
Henning Koch mener, at en afskaffelse af krænkelseslovene vil sende et signal om legitimering af tilsvining af minoritetsgrupper og fratage samfundet et sidste magtmiddel til at undgå et værdimæssigt skred, der kan føre til antisemitisme, islamofobi, antikatolicisme, homofobi, kvindeundertrykkelse osv.
”Det er den enkleste sag i verden at afskaffe straffelovsbestemmelser, men meget vanskeligere – og betænkeligere – at genindføre dem hvis der skulle opstå et akut behov. Bestemmelserne skal være der og de skal kunne bruges – men naturligvis kun i sjældne og grove tilfælde. Muhammed-tegningerne indebar ikke en overtrædelse af hverken § 140 eller § 266b, og i øvrigt mener jeg ikke, at de europæiske samfund skal kunne klare forholdet til islam alene gennem selvregulering. Majoriteten har også en egeninteresse i at modvirke marginalisering af ”svagere” medborgere, dels for at undgå en nedbrydning af samfundet, dels for at opretholde den etiske fordring om et ikke-diskriminerende humanistisk samfund. Sat på spidsen kunne man sige, at bestemmelserne i yderste instans er majoritets-samfundets beskyttelse mod dele af sig selv.”
Henning Koch har netop deltaget i bedømmelsen af Caroline Heide-Jørgensens disputats om den kommercielle ytringsfrihed. Hun forsvarede sin afhandling succesfuldt samtidig med, at Forbrugerombudsmanden afsagde en dom imod de omdiskuterede reklamer for JBS-underbukser, hvor letpåklædte kvinder, bl.a. i sygeplejerskeuniform, snuser erotisk til herreunderbukser. Men hvorfor må man ikke lave seksualiserende reklamer, når vi netop har lært, at ”hån, spot og latterliggørelse” er en vigtig del af ytringsfriheden? Hvad siger det om den kommercielle ytringsfriheds status i Danmark?
”Man ved jo ærligt talt ikke, om man skal le eller græde, når dominante repræsentanter for den 4. statsmagt kan belære muslimerne om igen, igen, at vi skam i Danmark har fuld ytringsfrihed samtidig med at Forbrugerombudsmanden bestemmer, at JBS-reklamerne af hensyn til kvinderne er i strid med “almene samfundsinteresser”. Jeg tog disse billeder op som 1. opponent og bedømmelsesformand ved forsvaret af Caroline Heide-Jørgensens afhandling om kommerciel ytringsfrihed. Mon vi nu vil se Jyllands-Posten gå i brechen for nedsættende og ringeagtende ytringer over for kvinder – eller er kvinderne for mange eller for økonomisk betydningsfulde? Da debatten om reklamerne brød ud sidste efterår, valgte JBS en frivillig tilbagetræden, men nu er der tale om en officiel statslig markering af, at disse reklamer udsætter kvinder for hån, spot og latterliggørelse, hvilket kvinderne ikke kan tåle efter Forbrugerombudsmandens mening. Det er jo faktisk først nu, at sagen bliver interessant fra en principiel synsvinkel. I efteråret var der alene tale om selvdømme og moral. Nu er det jura, min herre!,” siger Henning Koch.
Den europæiske menneskerettighedsdomstol har, inspireret af tysk forfatningsret, for længst truffet afgørelser, der principielt sidestiller den kommercielle ytringsfrihed med den traditionelle, almindelige politiske ytringsfrihed, selvom Domstolen ikke giver reklamer helt den samme beskyttelse, bl.a. fordi den overlader et vidt skøn til de nationale medlemsstaters myndigheder til at fastsætte det præcise behov og niveau af beskyttelsen.
”I Danmark har vi ingen domstolsafgørelser, der principielt set tager stilling til spørgsmålet, som eller er væsentligt rent forfatningsretligt. Men vi har en omfattende praksis fra Forbrugerombudsmanden via Markedsføringsloven og fra TV- og Radionævnet via et EF-direktiv i Reklamebekendtgørelsen, der bl.a. rask væk forbyder krænkende reklame af hensyn til køn, race og religion. Hvis reklamer er forfatningsmæssigt beskyttede ytringer, hvilket de må være på grund af vores tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må det klart konstateres, at den kommercielle ytringsfrihed ikke er absolut. Her eksisterer altså en ytringsfrihed efterfulgt af et ”men” – og selvcensur. Af hensyn til ”almene samfundsinteresser” begrænses firmaer i at sælge produkter, fordi kvinderne, og altså ikke en minoritet, skal beskyttes.” siger Henning Koch, der oven i købet noterer, at Forbrugerombudsmandens vejledning ikke kræver, at en konkret kvinde skal føle sig krænket, og derfor stiller han spørgsmålet:
”Hvorfor er statslig beskyttelse af en kønslig majoritet i orden, når en statslig beskyttelse af religiøse minoriteter mod hån, spot og latterliggørelse ikke er?”