Kommentar i Weekendavisen den 6. juni 2008.
Toner i livet. Når man lytter til Inger Støjberg, ved man ikke hvor Venstre slutter og Dansk Folkeparti begynder.
Inger Støjberg har virkelig forstået, hvad der i dag kræves af en politisk ordfører for Venstre, nemlig total værdipolitisk enighed og loyalitet. Men vel at mærke med Dansk Folkeparti.
Jobbet går ud på at reproducerer støttepartiets udlændingepolitik, også når den er allermest underlig. Derfor mente Inger Støjberg f.eks. at de grønlandske folketingsmedlemmer ikke burde stemme om forbedringsforslagene for de irakiske asylbørn, fordi der er så mange problemer med misbrug af børn i Grønland, og derfor kunne hun ikke se problemet i Kristian Thulesens Dahls opsigtsvækkende erkendelse af, at Dansk Folkeparti er antimuslimsk. Udtalelsen kom under debatten om Birthe Rønn Hornbechs tørklædekronik, og Inger Støjberg holdt blot hånden over partiet og pointerede, at Venstre har et fantastisk samarbejde med Dansk Folkeparti hver eneste dag.
Men hvorfor? Hvorfor kunne Inger Støjberg ikke sige det samme om Dansk Folkeparti, som hun tidligere har sagt om Geert Wilders film, nemlig at det er et problem at generalisere? Om filmen sagde hun, at man ikke skal ”skære islam over én kam”, og (idet vi antager at hun mente, at man ikke skal skære muslimer over én kam) det samme kunne hun jo have sagt til Kristian Thulesen Dahl. Han forsøgte selv at revidere sin udtalelse, men sagen er jo i al sin enkelhed, at Venstre baserer sig på et parti, der er og bliver antimuslimsk.
Hvis man lytter til Birthe Rønn Hornbech, er man sjældent i tvivl om, hvor Venstre slutter og Dansk Folkeparti begynder. Vi ved godt, hvad hun selv mener, og selvom det skuffer mange at hun falder til patten i sagen om tørklædeforbuddet for dommere, har hun i det mindste manifesteret en klar holdning, der markant adskiller frisind fra fordom. Men når man lytter til Inger Støjberg, er der ingen ideologisk eller værdipolitisk forskel på Venstre og Dansk Folkeparti. Og hvad værre er: Der er ingen Venstre-folk, der for alvor har mod til at diskutere det liberale hjertemateriale, som er ved at blive trukket af led af i et vaskeægte pluralismedilemma:
Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark skal gå enegang med et lovforbud mod tørklædeklædte dommere? Skal Venstre også acceptere Dansk Folkepartis krav om tørklædeforbud for lærere og andre offentligt ansatte? Skal Danmark være et gennemført sekulært land som Frankrig og Tyrkiet – hvilket betyder at der heller ikke kan være plads til kristensymbolik?
I sidste uge kritiserede Inger Støjberg så – som en af flere fra både de borgerlige partier og Socialdemokraterne –DR’s ungdomsportal Skum for at lave en fotokonkurrence om Miss Tørklæde 2008. Det er, mener Venstres politiske ordfører, et tilbageskridt for integrationen, fordi tørklædet er undertrykkende, men tænkt nu hvis hun tager lodret fejl. Tænk nu, hvis DR’s skæve indslag bidrager til at normalisere og nuancere synet på tørklædepigerne? Noget siger mig i hvert fald, at de er på ret spor, når deres tørklædekonkurrence kan skabe en uventet alliance mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Ny Alliance og Islamisk Trossamfund.
I halvfemserne handlede tørklædedebatten om kassedamerne i Brugsen, og i dag handler den om dommerne ved domstolene (det kan man da kalde et karrierefremskridt). Ind i mellem har vi haft debatten om Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid, der – hvis hun kommer i folketinget – har ok fra præsidiet til at gå tørklædeklædt på talerstolen. Og nu har vi så en ny debatfase, der sjovt nok finder sted midt under en arbejdsmarkedskonflikt, der også handler om ligestilling: sygeplejerskerne strejker for at få ligeløn, og for få måneder siden var de vrede over at blive fremstillet som sexobjekter i annoncer for biler og undertøj. Men afklædningen af sygeplejerskerne har sært nok ikke samme appel som tørklædet på hypotetiske dommere.
Til efteråret kommer regeringens lovforslag (som der er flertal for), der forhindrer at kvindelige dommere bærer tørklæde. Dermed afskærer Danmark nogle muslimske kvinder fra at gøre karriere i justitssystem, men muslimske mænd har stadig muligheden, da de ikke bærer et særligt stykke tøj, som man kan forbyde. Argumentet om, at man ikke skal skilte med religiøse symboler ved domstolene hænger ofte sammen med det synspunkt, at tørklædet er udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse i de muslimske miljøer. Det vil altså sige, logisk set, at de ”undertrykte” kvinder ikke kan blive dommere, men at deres ”undertrykkere” godt kan (gåseøjnene betyder ikke at jeg benægter at der finder undertrykkelse sted, for det gør der, men at jeg tvivler på, at jurastuderende muslimske kvinder kender problemet på egen krop). De søstre og døtre, der gennem uddannelse og karriere er i fuld gang med at emancipere sig, kan ikke blive dommere. Men de brødre og fædre, der repræsenterer undertrykkelsen, kan godt.
Også jeg ønsker ikke-religiøse dommere. Men hvad nytter det at forbyde tørklædekvinder, når det samtidig er umuligt at se, hvad muslimske mænd mener? Og hvem siger at vi ikke kan få en dansk dommer, der er lige lovlig glad for kristenfundamentalisme? Hvor klogt er det – i integrationens og ligestillingens navn at forbyde muslimske kvinder at blive dommere? Og hvad vil Inger Støjberg mene, når Dansk Folkeparti en dag strammer skruen og siger, at de vil have generelt religiøst berufsverbot ved domstolene for at forhindre muslimske dommere i det hele taget?
Venstres afhængighed af Dansk Folkeparti bliver stadig tydeligere, og Inger Støjberg leverer varen på et niveau, der sætter de klassiske liberale værdier under pres, bl.a. ved at betone det glimrende samarbejde hver dag – mellem de liberalt frisindede og de islamfjendtlige. Forhåbentlig gør hun det af et ærligt hjerte (hun har skrevet en bog, Toner i livet, om sangerduoen Sussi og Leo, så hun er i fin kontakt med de folkelige rødder), men det efterlader desværre hendes parti i en situation, hvor magtens pris kan vise sig at være meget høj, fordi afstanden mellem frisind og politik bliver ved med at vokse.