Mærkedag for en bonderøv

Kommentar i Bogmarkedet, den 7. april 2008.

Jeg har indimellem skrevet kritisk om både statsminister Anders Fogh Rasmussen og forlaget Gyldendal, for man skal holde et vågent øje med mennesker og institutioner med stor magt. Jeg har – for bare at tage to eksempler – været ude med riven efter regeringens lumre kulturkanonprojekt og efter Gyldendals dominans over Danske Banks Litteraturpris. Men man skal også komme de magtfulde til undsætning når de selv er genstand for urimelige angreb, så here goes:

Midt i marts læste jeg i Politiken, at der var udbredt polemik om Gyldendals valg af festtaler for Jens Smærup Sørensen ved årets overrækkelse af De Gyldne Laurbær (som ikke er overrakt i skrivende stund), da forlaget havde inviteret Anders Fogh Rasmussen. Avisen kunne bl.a. citere Morten Sabroe og Knud Romer for vredladne ord om, at kunsten skal være ubesmittet af det politiske, og at statsministeren ikke har noget at gøre til en litterær prisfest, når hans egen regering har varslet en omlægning af de livsvarige kunstnerydelser. Knud Romer viste som den dygtige reklamemand, han er, hvordan man taler i punchlines: ”Til en roman om bondesamfundets afvikling, får man den største bonderøv til at holde tale.”

Litterær direktør Johannes Riis udtrykte en vis forbløffelse, for han er tilhænger af dialog mellem folk – også mellem uenige folk – og tænkte at statsministeren kunne sige noget relevant om Mærkedage, fordi han selv er vokset op i den kultur og i det geografiske nabolag, som Jens Smærup Sørensen skriver om.

Jeg er enig med Gyldendal. Valget af statsministeren som festtaler er godt. Om hans tale så også vil være det, er et åbent spørgsmål (når denne klumme læses, vil branchefolk og festdeltagere have en mening om svaret), for sandsynligvis vil Anders Fogh Rasmussens embedsmandsforberedte tale være fersk, kontrolleret og kedelig som manden selv. Det eneste, man kan håbe på, er, at han vælger at slå gækken løs og tale frit, personligt og anekdotisk, for så er der måske en lille mulighed for, at det rent faktisk bliver interessant at lytte til.

”Kunsten skal være fri og ikke omklamret af politik,” indvender Morten Sabroe, som senest er udkommet på Politikens forlag, hvor hans fremragende bog står side om side med Kulturkanonen, fordi forlaget valgte at publicere i kulturministeriets tjeneste, oven i købet støttet af en masse private fondsmidler, som altså gik til regeringens prestigefyldte danskheds- og dannelsesprojekt i stedet for til private kunstneres produktioner.

Ja, kunsten skal være fri, men den bliver ikke ufri af at statsministeren taler ved endnu et rituelt afdansningsbal for den forgangne bogsæson. Tværtimod får de kritiske kunstnere nu en anledning til at sige fra overfor det, de er utilfredse med. Hvis det var mig ville jeg lytte høfligt til mandens festtale, klappe pænt, og skrive en kronik – jeg evner ikke den store en samtidsroman – om alt det, jeg er uenig med. Det er nemlig forfatternes pligt overfor magten, og hvis statsministerens tilstedeværelse til laureatefesten minder Knud Romer og andre om det, ja så er Gyldendals valg meget klogere, end de måske selv har tænkt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.