Kommentar i Weekendavisen den 14. september 2007.
Terrortruslen. Hvor meget frihed vil vi afgive til gengæld for vores sikkerhed?
Vi skylder alle Politiets Efterretningstjeneste stor tak for at sidste uges attentatplaner blev optrevlet og forpurret. Det er betryggende at vide, at overvågningen af farlige personer fungerer, og at politiets vidtgående beføjelser rent faktisk virker nøjagtig efter hensigten.
Men problemet er ikke kun truslen fra terroristernes bomber. Nej, problemet er ikke mindst den indflydelse, som terroristerne opnår ved at lægge det psykiske pres på os. Når de så vellykket avler angst og bekymring, skaber de en politisk situation, hvor det demokratiske samfunds aller dybeste værdier bliver sat under pres. Ikke kun af terroristerne, men også at demokraterne selv.
Se bare på Dansk Folkepartis reaktion på nyheden om den forpurrede terroraktion. I stedet for at glæde sig over, at den omdiskuterede antiterrorlov viser sin indiskutable nytteværdi, begynder Peter Skårup, formanden for folketingets retsudvalg, at kræve endnu flere stramninger i loven. Han vil have genintroduceret tre elementer, som var med i en tidlig embedsmandsrapport, men som blev droppet i den endelige udformning af loven, fordi de var for vidtgående i forhold til de normer, der helst skal gælde for at vi kan kalde os selv et åbent samfund.
De tre elementer var mere videoovervågning i det offentlige rum, overvågning af hele boligblokke og indrejseforbud til mennesker, der har udtalt sig antidemokratisk. Hvad de to første elementer angår, er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid før vi også her i Danmark hengiver os til massiv borgerovervågning. Tendensen fra England kommer givetvis hertil på et tidspunkt, så vi alle skal vænne os til at leve med a friendly eye in the sky. Englænderne er et af verdens allermest overvågede folkefærd. De bliver hver dag filmet af hundredvis af kameraer ved trafikknudepunkter, i butikscentret, på offentlige pladser – og de har ikke noget imod med. Rent faktisk mener mange at de øger deres tryghed, og det var den massive overvågning, der i 2005 gjorde det muligt at identificere de personer, der sprængte sig selv og deres ofre i luften i Londons morgentrafik. Overvågningen kunne ganske vist ikke forhindre attentatet, men båndoptagelserne gav politiet mulighed for at kortlægge gerningsmændenes rute, fastslå deres identitet og dermed undersøge det miljø, de udsprang af – de hjemmegroede terrorister.
Er den form for overvågning en trussel mod borgernes frihed? Hvis man har rent mel i posen, har man jo ikke noget at frygte. Filmene bliver jo ikke set live af tusindvis af statsansatte agenter, og ingen myndighed holder øje med borgernes bevægelser og legitime politiske aktiviteter, men de indsamlede optagelser kan indgå i opklaringsarbejde og i specifikke sager, hvor mistænkte er under ekstra overvågning. Vi kender allerede den massive overvågning fra lufthavne, og al sandsynlighed taler for, at den forholdsvis uimodsagt vil vinde indpas andre steder i samfundet.
Mest opsigtsvækkende er Peter Skårups idé om at mennesker, der har gjort sig skyldig i ”antidemokratiske udtalelser” skal kunne nægtes indrejse i Danmark. Der er mindst to gode grunde til at sige fra overfor dette forslag:
For det første: Det er umuligt at stadfæste, hvad der er antidemokratisk. Er det f.eks. antidemokratisk at kritisere Danmark og USA? Er det antidemokratisk at være kritisk overfor Muhammedtegningerne eller Irak-krigen? Er det antidemokratisk at kritisere ”danske værdier”, f.eks. det seksuelle frisind og den allestedsnærværende pornografi i Danmark?
For det andet: Hvis forslaget skulle nyde fremme, vil det logisk set kun være et spørgsmål om tid før Peter Skårup eller andre ville mene, at loven atter skulle skærpes, så mennesker med antidemokratiske udtalelser på samvittigheden ikke bare skulle nægtes indrejse til Danmark, men også deporteres fra landet, hvis først de var her.
I sin omsorg for demokratiet bliver Peter Skårup selv en af demokratiets indre fjender, for hans forslag bidrager kun til at gøre det åbne samfund lukket – og så har terroristerne i virkeligheden opnået langt mere, end vi måske tør erkende.
Dansk Folkeparti har for tiden en annoncekampagne, hvor de med patos taler om de danske værdier, bl.a. tolerance, frisind og ytringsfrihed (plakaterne er ofte udsat for hærværk, hvilket jeg synes er en skidt idé). Hvis disse danske værdier skal komme til ærligt og oprigtigt udtryk, nytter det ikke noget at Dansk Folkeparti monopoliserer dem som en slags Vogternes Råd. Indsatsen for tolerance, frisind og ytringsfrihed er altafgørende for det demokratiske samfunds åbenhed og kvalitet, og derfor nytter det ikke noget, at demokratiets egne forkæmpere griber til ikke-demokratiske metoder. I det øjeblik demokratiet vælger at beskytte sig selv mod demokratiets egne kritikere med begrænsninger i ytringsfriheden, har demokratiet selv valgt sine egne værdier fra, og man kan så spørge sig selv hvem det er, der fabrikerer mest antidemokrati.
Terrortruslen rejser et altafgørende spørgsmål, som det demokratisk samfund må forsøge at besvare i åben dialog med sig selv: Hvor meget frihed er vi parat til at afgive til gengæld for at øge vores sikkerhed? Og øger vi nødvendigvis vores sikkerhed med yderligere stramninger? Med Peter Skårups idé om en skærpet terrorlov, er vi så vidt, at frihed og sikkerhed er i ubalance.