Jonas Hassen Khemiri: Montecore / Hallgrímur Helgason: Stormland

Anmeldelse i Weekendavisen den 19. oktober 2007.

Sverige + Island. Læs Jonas Hassen Khemiri og Hallgrímur Helgason!

Engangsmennesker

Undskyld jeg forstyrrer midt i spændingen. Jeg ved godt, at mænd der hader kvinder, piger der leger med ild og luftkasteller der sprænges har bemægtiget sig Deres opmærksomhed, men tillad mig alligevel at komme med et par gode bud på, hvad De skal læse, når Stieg Larsson har tagit slutt.

De skal læse svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiri og islandsk-islandske Hallgrímur Helgason, og det skal De fordi begge bøger er så smukke, så sande, så vanvittigt velskrevne og desuden opsigtsvækkende godt genskabt til det mest vidunderligt fantasi- og stemningsfulde dansk af Niels Lyngsø (Khemiri) og Kim Lembek (Helgason). Hatten af for dem.

Jonas Hassen Khemiri stiftede vi første gang bekendtskab med i 2004 da Gyldendal udsendte hans debutroman, Et øje rødt. Det var en forfriskende bog, der varslede noget nyt, både indholdsmæssigt og kunstnerisk. Her fik vi nemlig en morsom og sørgmodig beretning om forfatterens (eller hans alter egos) opvækst mellem to kulturer midt i Folkehjemmet Sverige, og i Montecore. En unik tiger er temaet uforandret, men der er skruet op for formeksperimentet og de sproglige nyskabelser, der tilsyneladende er denne forfatters adelsmærke.

Man skal holde ørerne stive og øjnene på stilke, for Jonas Hassen Khemiri skriver underligt, men det er en bærende pointe. Store dele af romanen består nemlig af mails, som forfatteren (eller hans alter ego, igen!) modtager fra sin fars gamle ven – og denne ven skriver mildest talt et hjemmegjort sprog, hør blot dette lille bitte eksempel fra bogens åbning, hvor forfatteren bliver opsøgt af en mand, som han kendte i sin barndom:

”Det er Kadir der knapper tangenterne!!!! Din faders mest antikke ven! Du memorerer vel mig? Min forhåbning er dit ivrigt vippende hoved (…) Dit publikationshus har korresponderet mig din e-postkasse, og jeg skriver dig for at interpellere om du er blevet begavet med nyheder fra din fader. Ved du hvor han lokaliserer sig i dette nu? Er jeres relation lige så tragisk tavs som den har været de seneste otte år? Jeg og din fader har stået i stadigt venskab helt indtil for en måned siden hvor han pludselig holdt op med at respondere mine e-breve. Nu bliver mit bryst fyldt op af en obsternasig uro. Er han blevet kidnappet af CIA og ført til Guantanamo Bay draperet i orange overall. Er han blevet bortført af Mossad? Er han fange hos Nestlé som repressalie for hans afslørende fotografier fra deres slavelignende fabrikker i Paraguay? Alle disse alternativer er fuldt potentielle eftersom din fader er vokset til en meget stærk politisk prominens. Efter hans omlokalisering fra Sverige er hans fotografiske karriere glitret til guldisk succes.”

Ja, det står der, og dette er kun en forsigtig smagsprøve på bogens sjældne sprogstil. Og hvad det indholdsmæssige angår, hvad er det så Kadir knapper om på tangenterne? Jo, hans skriver om forfatterens far, der i sin tid kom til Sverige, fordi han forelskede sig i en svensk stewardesse. I 80’erne voksede hans søn op som en hvilken som helst anden svensker, ivrigt støttet af den meget integrationsvillige far, der desværre måtte lide den tort, at svenskerne ikke viste den modtagelighed, som han havde behov for.

Efter mange års arbejde som lokofører i tunnelbanen, realiserer han en drøm om at blive fotograf med eget fotostudie, men kunderne bliver væk, og pludselig skyller en bølge af racisme ind over Sverige, hvilket bl.a. skildres med den autentiske historie om Lasermanden, der i 1991-92 holdt Stockholm og resten af landet i skak med en række skudattentater på udlændinge, hvor 11 blev ramt, heraf en dræbt og adskillige invalideret fysisk og psykisk (se min anmeldelse af Gellert Tamas dokumentarbog om Lasermanden her i avisen den 16. februar 2007).

Jonas Hassen Khemiris far ser sig selv som en kunstner, men for at få gang i sit studie må han finde en niche, og pludselig er han kæledyrsfotograf med en vis succes, som måske skyldes at han har suppleret sit navn og nu ikke kun hedder Abbas Khemiri, men Krister Holmström Abbas Khemiri. Alligevel går det ikke meget fremad med integrationen, og på et tidspunkt må han med smerte konstatere, at hans søn søger sine arabiske rødder i stedet for de svenske, bl.a. ved at stifte organisationen PFL, Perkere For Life, der er en decideret modreaktion på racistiske foreninger som bl.a. Vitt Ariskt Motstånd. Langsomt forsvinder den stolte kæledyrsfotograf for sin familie, men som vi kan se af Kadirs indledende mail til Jonas, lykkes det ham at skabe en karriere som kontroversiel fotodokumentarist. Eller hvad?

Jonas Hassen Khemiri skriver ikke som man skriver, han skriver som han skriver, og som Synne Rifbjerg så rammende formulerede det i sit interview med forfatteren her i sektionen i sidste uge, så er Montecore. En unik tiger ren fiktion med fakta som forvirringsstrategi. Forvirringen er dog ikke værre, end at romanen er en stilistisk, sprogkunstnerisk nydelse og et tankevækkende, øjenåbnende indblik i det Sverige, som vi aldrig tøver med at belære.

Og apropos belæringer. I Hallgrímur Helgasons Stormland har hovedpersonen Bødvar H. Steingrimsson, Bøddi i daglig tale, travlt med at rette, revse og belære alt og alle. ”Satans til forbandede kraftidioter,” lyder bogens første sætning, og resten af de 445 sider er præget af Bøddis vrede, ærgrelse, arrigskab, forurettelse og bitterhed som han både retter mod uvidende og antiintellektuelle personer og mod det overkommercielle og kulturløse underholdningssamfund. På første side beskrives en ø i en fjord som ”et monument over en stærk mand i et brusende ocean af råbende engangsmennesker”, og netop sådan et monument er Bøddi selv.

Efter ti år i det kultiverede Berlin, er han nu vendt tilbage til en islandsk udørk, hvor han forgæves forsøger at banke lidt germansk ånd ind i knolden på gymnasieungdommen. Samtidig lader han galden flyde på sin weblog, hvor han skoser sine naboer og sin samtid (”én tid fortjener Rilke som digter, en anden Eminem”). Han rager uklar med gud og hvermand, nedgør både mennesker og institutioner, hudfletter kirken, klager over at ”et skide nummer på tre minutter med det irske band U2 fylder mere i den vestlige kultur end alle digte på engelsk tilsammen” og bebrejder sin mor og alle andre, at de hele tiden bare sidder og zapper amerikansk soap. Da han endelig finder sammen med én, der kan holde ham ud, konstaterer han, at ”når kærligheden er død, er det ingen sag at elske”. Til gengæld vil genstanden for hans kærlighed ikke vide af ham.

Bøddi er vred, vred, vred, en vredens bombe under systemet, en trussel mod den enfoldige tryghed, som sænker sig i stuerne, hvor folk nedsvælger fed mad og lortefjernsyn. Men hvorfor er han så vred? Er det fordi havet tog hans far? Er det fordi hans mor og søster er ved at gå til i dårlig livsstil? Er det fordi han får en søn med en kvinde, han slet ikke elsker? Eller er det fordi, hans krop og sind slet ikke kan rumme den mildhed – og efterfølgende skuffelse – der melder sig med den nyfødte? Uanset hvad: vreden sætter sig som en tilstand, og der er ingen vej tilbage for kulturpessimisten, der kun kan råbe samfundet op ved at radikalisere sin kritik.

Med en revolver i lommen og på hesteryg, begiver Bøddi sig af sted mod Reykjavik. Undervejs bliver hans vrede til godt avisstof, selvom han proklamerer, at han ikke gider læse aviser, fordi de ”er gardiner for livets vinduer”. Samtidig meddeler han, at han vil gennemføre en revolution, som vil forbyde folk at se fjernsyn inden døre! Hvad kan hans vrede ikke føre til?

Stormland er skrevet med sprogligt vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud. Denne vestlige civilisationskritik fra sagaøen, som længe stod imod kulturimperialismen, men nu også er bukket under, er smittende, uimodståelig, sort, sørgelig og meget, meget læseværdig.

Og lad mig så gentage: Niels Lyngsø og Kim Lembek har oversat de to romaner til livgivende og kongenialt dansk, to små kunstværker i sig selv.

Jonas Hassen Khemiri: Montecore. En unik tiger. Oversat fra svensk af Niels Lyngsø. Roman, 280 sider, 279 kr. Gyldendal. / Hallgrímur Helgason: Stormland. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. Roman, 445 sider, 299 kr. Aschehoug.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.