Firmafodbold

Af Weekendavisens udsendte medarbejder, den 25. maj, 2007.

You’ll never walk alone. Det er svært nok at forklare sig gennem et nederlag. Men at gøre det til akkompagnement af de andres sejrssange er nærmest umenneskeligt. Liverpool tabte Champions Leauge-finalen mod Milan med 1-2.

ATHEN – De hænger med hovedet, Liverpool-spillerne, og de gider absolut ikke snakke, men de gør det alligevel. På vej ud til spillerbussen, stopper de modvilligt op i mixed zone bag Det Olympiske Stadion i Athen, hvor en bræmme af reportere kræver deres ret.

Bevæbnet med blokke, båndoptagere, kameraer og dybt forudsigelige spørgsmål om aftenens nederlag, hænger journalisterne ind over rækværket. De har brug for citater. Norske John Arne Riise og hollandske Dirk Kuyt afgiver deres pligtskyldige kommentarer, mens de i deres stille sind forbander banemændene fra Milan, som i selv samme øjeblik giver vinderglæden frit løb i omklædningsrummet lige bag ved. Det er svært nok at forklare sig gennem et nederlag. Men at gøre det til akkompagnement af de andres sejrssange, er nærmest umenneskeligt.

Men sådan er virkeligheden denne tidlige nattetime mellem onsdag og torsdag. Taberne lusker af, mens vinderne fester. Mens Liverpool-spillerne står med front mod journalisterne og forklarer sig med lavmælte stemmer, kan reporterne se glade silhuetter i bevægelse gennem de matterede ruder ind til milanesernes omklædningsrum. Han må stå på en bænk, den italienske back Oddo, for man kan tydeligt se hele hans bluse med det karakteristiske trøjenummer 44. Han fægter med armene, som om han dirigerer holdkammeraternes jubelsange, og han skænker det garanteret ikke en tanke at han på samtidig vender ryggen til de slagne konkurrenter.

Det var ikke en stor finale, tværtimod. Spillet var uinspireret, uden glød, blottet for begejstring. Og der skete nøjagtig det, som man kunne frygte. Liverpool havde bolden mest, men Milan brugte den bedst. Uden at Pepe Reina, englændernes spanske målmand, for alvor fik sved på panden og græs på knæene, lykkedes det for Rossoneri at score to gange. Det ene mål var svineheldigt, det andet var utrolig velplanlagt. Derudover havde italienerne vist kun ét kvalificeret skud på mål. På den anden side var Liverpools spil også smertefuldt uopfindsomt, og da Raffa Benitez ikke levede op til sit ry som en manager med strategisk overblik, kæmpede The Reds som en våbenløs hær. Udskiftningerne virkede tøvende, sene og visionsløse. Som om manden i virkeligheden var meget godt tilfreds med et hæderligt nederlag? Som om han mente, at Milan retfærdigvis skulle have lov til at tage pokalen med de store øre i år?

2007-finalen blev ikke nogen kopi af det sidste mestermøde mellem de to hold i 2005. Det blev ikke engang en dårlig kopi. Man blev slemt skuffet, hvis man havde sat næsen op efter et stort og stolt PS til den mytologiske finale for to år siden, hvor Milan åbnede med tre scoringer før pausen, hvorefter Liverpools fans sang spillerne frem til en udligning og efterfølgende sejr i straffesparkskonkurrencen. Det, der kunne have været en smuk hævnfortælling, blev nemlig bare en historie om rutinemæssig revanche. Ikke engang et dansk islæt, forsvarskometen Daniel Agger, kunne bibringe finalen en fortælling om storhed og stolthed. Når han var bedst, var han på det jævne, og undervejs lavede han flere banale fejl, end han har gjort gennem hele sæsonen. Ganske vist var det Daniel Agger, der headede bolden videre til Dirk Kuyt, der kunne reducere italienernes føring i kampens allersidste minutter, men bortset fra det: ikke værd at skrive hjem om.

Athen har i dagene op til finalen oplevet det, som den engelske presse kalder The Liverpudlian Invasion. Overalt i byen vrimler det med rødklædte fans, hvoraf mange, mange tusinde er kommet uden kampbillet og uden hotelreservation. De er kommet for at være tæt på, fordi de elsker deres klub, og fordi deres identitet er supporterens. Og nu synger de. Nu synger Liverpools røde kor. Med halstørklæderne spændt ud som bannere mellem hænderne, synger de You’ll Never Walk Alone, signatursangen fra deres legendariske hjemmebane på Anfield Road. Sangen, som Rogers og Hammerstein komponerede til en for længst glemt musical i 1945, sangen som Louis Armstrong, Judy Garland, Frank Sinatra, Elvis Presley, Led Zeppelin, Tom Jones, Eric Clapton, Olivia Newton-John, Johnny Cash, Pink Floyd, Paul McCartney, José Carreras, Plácido Domingo & Luciano Pavarotti og mange, mange andre har versioneret. Sangen som Barbara Streisand sang ved Emmy Awards i 2001 som en hilsen til ofrene fra World Trade Center. Sangen som Jordin Sparks, den måske kommende vinder i dette års American Idol, sang i showets måske bedste præstation ever. Men først og fremmest: De synger sangen som Liverpool-bandet Gerry and the Pacemakers hittede med i 60’erne, og som lige siden har været De Røde Djævles kendingssang.

When you walk through a storm, hold your head up high
And don’t be afraid of the dark.
At the end of the Storm there’s a golden sky
And the sweet, silver song of a lark.
Walk on through the wind, walk on through the rain,
Though your dreams be tossed and blown.
Walk on, walk on with hope in your heart,
And you’ll never walk alone.
You’ll never walk alone.

Folk, der overværede Champions Leauge finalen mellem Liverpool og Milan i 2005, fortæller, at fansene sang deres signatursang, som de aldrig havde sunget den før. De sang deres hold op af omklædningsrummene, de sang dem ind på banen, de sang dem ind i kampen, de sang dem til sensationel sejr, storhed og stolthed. De sang You’ll Never Walk Alone så de små hår rejste sig – og i Athen er de klar til at gøre det igen. De synger, det bedste, de har lært. De synger før kampen, de synger i pausen og de synger efter kampen. De synger med hjertet, men de synger forgæves.

Og det er ikke kun Milans kedelige kynisme, de er oppe imod. Nej, de synger imod en større fjende. De synger imod hele konceptet for finalen, imod det internationale fodboldforbund UEFA’s omhyggelige og detaljerede afvikling af kampen, som – guderne må vide hvorfor – blandt omfatter ørkesløs musikafspilning, så man føler sig hensat til en partyzone på Ibiza, diskomusik med dansepiger, Zorbagrækeren udsat for rytmeboks, et helt olietøndeorkester og påtrængende sponsorbudskaber. Når der er et hul i den øredøvende underholdning før kampen og i pausen, begynder de to holds fans at røre på sig. Nede i milanesernes ende, strækker man hals, da en lille mand i jakkesæt og med pomadiseret og sortfarvet hår kommer gående sammen med en fyr med briller og overbid klædt i klubbens fritidstøj. Direktøren for det hele, Silvio Berlusconi, skridter fronten af sammen med Ronaldo, der er spærret i CL-finalen, fordi han tidligere har optrådt i årets turnering for sin forhenværende klub, Real Madrid.

Som levende stadionorganismer, arbejder de sig gennem deres repertoire, men det er som om at arrangørerne bag dagens event ikke har taget højde for, at supporterne, der betaler hele og halve månedslønninger for at kunne være her, også skal kunne komme uforstyrret til orde. Og hvad værre er: UEFA har tilsyneladende også glemt, at publikum skal kunne se banen. Sagen er, at dette smukke stadion – oprindelig bygget i 1979-80 og renoveret i 2001-2004 til OL – er beregnet til atletik først og fremmest. Til fodbold egner det sig ikke. Man sidder slet og ret så langt væk fra banen, at man burde have teaterkikkert med. Det går ud over intensiteten, nærheden og stemningen. Men så kan man jo i stedet beundre de 85.000 m2 store og 19.000 tons tunge glasoverdækninger, der er spændt ud på en 330 meter lang og 80 meter høj buekonstruktion, som er skabt af den spanske mesterarkitekt Santiago Calatrava, manden bag Turning Torso højhuset i Malmø.

Hvorfor spille en fodboldfinale på et atletikstadion? UEFA ønsker tilsyneladende at komme lidt rundt i udkanten af regionen. For to år siden var der finale i Istanbul og næste år er det i Moskva. Den nyvalgte præsident for organisationen, den forhenværende franske stjernespiller Michel Platini, har i det seneste nummer af det engelske fodboldmagasin World Soccer netop talt om en fodboldpolitisk spredning:

”Jeg gik til valg på bl.a. at skære ned i antallet af klubber fra England, Italien og Spanien. Jeg vil gerne tilføje nogle klubber til slutspillet, og derfor må vi fjerne nogle andre. Skal vi lave en turnering, der bliver dyrere og dyrere, eller skal vi lave en turnering, der giver børn i f.eks. Tjekkiet mulighed for at se Wayne Rooney? Jeg vil skabe en balance, og jeg er ikke sikker på, at det fjerdebedste hold i England, Italien eller Spanien er vigtigere, end mesterholdene fra store fodboldnationer som Polen, Tjekkiet og Danmark.”

Han er en flink mand, Michel Platini. Men hvor tager han dog fejl. Den bedste klub i f.eks. Danmark kan aldrig matche nummer fire i de store fodboldnationer, og det ved præsidenten ganske udmærket. Uanset hvor meget fodboldpolitisk egnsudviklingsstøtte, man ønsker at lave, vil mesterklubberne i udkantsområderne aldrig nå de store nationers bedste hold til sokkeholderne. Selv i Liverpool, der har en imponerende næsten-rekord i antal vundne europæiske klubmesterskaber, er man ved at forberede en positionskrig. Netop opkøbt for lånte penge af amerikanske forretningsmænd, der både handler med morgenmad i USA, elektronik i Kina og kæledyr i Argentina, meddeler klubben at der efter onsdagens finale skal fyres og hyres. Ud med nogle fra den gamle garde og ind med en gruppe nye talenter – og et par superstjerner om muligt.

Som The Guardian noterer om den nye hovedejer: ”Tom Hicks opfatter Liverpool F.C. som en forretning, der skal give overskud”. Det samme har han forsøgt med bl.a. baseballklubben Texas Rangers, der er sin sports svar på Leeds United: De er rykket ned og rykket ned og rykket ned. Og hvis amerikanerne skal have succes i England, skal de forstå, at Liverpool ikke bare er en klub, men en social institution, der giver fansene identitet i hverdagen – hvilket man bl.a. kan aflæse på deres finalebannere, der sværger evig troskab til klubben.
Hvor de nye ejere vil tage Liverpool hen, har vi til gode at se. Men apropos det med forretning og fodbold: På Milans hold svæver brasilianeren Kaka over vandene. Uovertruffen, elegant og i stand til at score vigtige mål, har han i år erobret positionen som verdens bedste fodboldspiller. Men i en kommerciel og konkurrencepræget branche, betyder det ikke at der er knyttet troskabsbånd mellem ham selv og klubben.

Allerede i 2002, da han spillede hjemme i Sao Paulo, sagde han, at han opfattede sig selv som et enmandsfirma, der sælger en ydelse til klubben. ”Hvis mit firma klarer sig godt, kan jeg sælge samme ydelse dyrere til en ny klient,” sagde han.

I denne finale har Kaka ikke profileret sig specielt meget, men 8 minutter før tid, lister han en aflevering bag om de store drenge i Liverpools midtforsvar, hvor Inzaghi er lusket i position, og med et tjat til bolden, gør han det til 2-0. Da han efter kampen fejrer sig selv som dobbeltmålscorer (det første mål var rent held) ved at løbe alene ned mod Milans fans med et kæmpe sort- og rødternet flag, bliver han fulgt af et himmelkamera, der fjernstyres på en wirebane, der er spændt ud over plænen.

Mens Liverpool-spillerne lusker ud, fester Milan videre i en dans om pokalen med de store ører. På Liverpools tribune er halvdelen af fansene blevet tilbage. De har hyldet deres egne, nu venter de tålmodigt, og endelig byder lejligheden sig: Milan-spillerne slår en parentes om deres fest, og går ned mod fjendens publikum, der med stående klapslaver takker banemændene for kampen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.