Nørrebroparken i København er en lang kile, som oprindelig var et sporareal for togforbindelsen nordpå. I 1930 blev jernbanen nedlagt, og hvor der i gamle dage var rangerspor og stationsbygning, ligger i dag en legeplads, hvor moderne storbyforældre (og bedsteforældre) drikker kaffe med den ene hånd og skubber rollinger i gynger med den anden.
Den store legeplads ligger der, hvor Stefansgade møder Jægersborggade, et meget livsstilsstærkt stykke Nørrebro med alt i butikker og bagværk. Flyverlegepladsen hedder den i folkemunde, inspireret af den store lyseblå rutsjebane med form som en nedstyrtet flyver (spørg mig ikke, hvilke legepladspædagogiske tanker der ligger bag).
Fra Stefansgade 41 er der udsigt til den havarerede flyver, hvilket rummer en næsten alt for fantastisk ironi. I denne opgang boede nemlig den kvinde, som Lotte Garbers portrætterer i sin nye roman, Emilie Sannom.
Hun var født i 1886 og blev en af 1910ernes og 20ernes store stumfilmstjerner, ikke som den seriøse Die Asta, men som den folkelige Mille, der begyndte på varietéscenerne, gik til filmen og blev stjerneberømt som en karismatisk og dumdristig stuntkvinde, der gav sit publikum hold i nakken, når hun svang sig i trapez i understellet på en flyver oppe under skyerne.
Ved en flyopvisning på Hessel Gods ved Grenaa 30. august 1931 skulle hun hoppe ud med faldskærm, men noget gik galt, og Mille styrtede til jorden fra 600 meters højde, mens mange tusinde tilskuere så til i rædsel.
HER, I ROMANEN Frøken Sannoms vinger, følger Lotte Garbers den ukuelige og charmerende Mille fra 1912, hvor hun som ung kvinde bor hjemme hos forældrene sammen med sin datter, Grete. Der er et evigt leben i lejligheden, hvor hele den store familie myldrer ind og ud, alle i forventning om, at der er kaffe på kanden og mad på bordet. Og at Mille sørger for at tjene de nødvendige penge ude hos Nordisk Film i Valby.
Stefansgade er et tilholdssted for arbejderklassen, men familien Sannom er atypisk, for både Mille og to af søstrene er selvlærte skuespillere. I Milles barndom var familien syv år i Amerika, hvor drømmen om hurtige penge trak i faren, der arbejdede som styrmand. Men syv år efter vendte familien slukørede og fattige hjem, og nu sidder den affældige far ude i den kolonihave, som Mille betaler afdrag på, og drømmer om appelsinplantagerne i Florida.
Selvom Mille er feteret, hænger økonomien for det meste i laser. Men med optimisme, flid og endnu mere dumdristighed lykkes det hende hele tiden at ride stormen af. Samtidig skal hun navigere blandt filmbranchens bohemer, der fester igennem med champagnepiger og pulver til næsen.
Mille er med, hvor det sker, i letsindighedens København. Lotte Garbers skildrer hende – helt i overensstemmelse med både myten og sandheden – som en ung kvinde med livsmod og dødsforagt. Kommer døden, så kommer den. Det gælder om at leve fuldt ud, mens vi er her. Og Mille har en drøm. Hun vil flyve, ikke bare hænge som i en trapez under flyveren, men sidde i cockpittet. Mille vil, som det fremhæves i romanens titel, have vinger. »Hun vil besejre verden oppefra. Alene i himlen.«
EMILIE SANNOM er unægteligt en fascinerende skikkelse, gjort af et ganske særligt, slidstærkt materiale, og hendes flamboyante liv og dramatiske død er oplagt litterært stof. Lotte Garbers er da heller ikke den første forfatter, der har set muligheder i at fiktionalisere denne tragiske karriere og skæbne – Peder Hove gjorde det så fint i romanen Mille (1992). Samme år udkom Erik Nørgaards biografi med den barokke titel Mille – mændenes overmand.
I digtsamlingen Mytologi (1970) skrev Klaus Rifbjerg om et møde med Mille i digtet »Emilie Sannom« (blot en fantasi, han blev først født, nogle måneder efter at hun var styrtet i døden), hvor jeget spørger: »Hvordan tør du?« Og hun svarer: »Det er ikke et spørgsmål om at turde./ Det er et spørgsmål om at vælge.«
Mest berømt er naturligvis Tom Kristensens »Til Emilie Sannom«, som han skrev under indtryk af katastrofen. De to kunne have kendt hinanden fra den brølende by, men gjorde det ikke. Alligevel åbner nekrologdigtet på denne måde: »Billigt er livet, veninde./ Modet er ingenting værd./ Dagligt at trodse en pludselig død/ gav dig måske det daglige brød./ Modet er sjældent, veninde;/ men det er ingenting værd.«
Må jeg foreslå: Gå en tur i Emilie Sannoms kvarter, der i dag er en fortryllet skov af let levet liv i forhold til dengang. Se den nedstyrtede flyver på legepladsen, se op på ruderne til førstesalen på hjørnet af Stefansgade og Jægersborggade, og se gavludsmykningen over børneasylet (som spiller en lille rolle i Lotte Garbers’ roman), hvor Dea Trier Mørch med flere har skrevet et uddrag af Inger Christensens Alfabet. Her står blandt andet som et skønt apropos, at dagene, døden og digtene findes.
LOTTE GARBERS’ fermt fortalte epokeroman, der rækker fra Nørrebros arbejderarmod ind i filmindustriens frembrud, er både en biografisk fortælling og en menneskelig fortolkning, der – som Christina Hesselholdt engang har formuleret det om denne slags romaner – er skrevet på »et skelet af virkelighed«.
I forhold til for eksempel Christina Hesselholdts romaner i samme genre, Eva Tinds Astas skygge (om Emilie Sannoms kollega Asta Nielsen) eller Charlotte Weitzes Ulvemælk om Evald Tang Kristensen, er Frøken Sannoms vinger til den traditionelle side, men den fanger essensen af Emilie Sannoms splittelse mellem ansvarlighed og ansvarsløshed, og romanen gør hende ære.
I romanens rulletekster anfører Lotte Garbers, at hun har taget sig visse friheder, for eksempel ved hun godt, at restaurant Wivex først fik sit navn efter 1931 og inden da hed Wivel. »Men jeg havde en fantasi at passe,« forklarer hun. Princippet accepterer jeg, men ikke de konkrete løsninger. Der er ingen fortælleteknisk grund til at lade den slags detaljer være i uoverensstemmelse med det korrekte.
Som supplement til læsningen: Se frydefulde scener med Milles stumme stunts på stumfilm.dk, søg på »filmens vovehals«.