Weekendavisen den 30. december 2022
Kommentar. Publikum elsker Benjamin Koppels debutroman, selvom den rent sprogligt ikke hæver sig over det triviallitterære.
At publikumspopularitet og litterær kvalitet ikke nødvendigvis er to sider af samme sag, findes der mange eksempler på. Og når De Gyldne Laurbær bliver offentliggjort i januar, får vi sikkert et mere.
Jeg tror – men her vover jeg et øje – at Boghandlerklubbens pris i år går til Annas sang, Benjamin Koppels debutroman, som har gået sin enorme sejrsgang over boghandlerdiskene over hele landet.
Hvis jeg får ret i min antagelse om, at Annas sang vinder laurbærrene i år, siger det kun meget lidt om mine profetiske evner. Romanen egner sig fortræffeligt til lige præcis denne pris, fordi den rammer et bredt publikum i solar plexus: den er slægtshistorisk, den er folkelig, den er rørende, den er følelsesfuld, den handler om krig og kærlighed og den fremkalder sin læsers empati (som jødisk indvandringshistorie kommer Annas sang i øvrigt med perfekt timing, for vi har netop rundet 400 året for Christian IV’s tilladelse til jødisk bosætning i Danmark).
Da jeg læste romanen i sommer, gav den genlyd i mit indre. Min egen families historie minder nemlig ganske meget om familien Koppels. Jeg stammer fra en indvandret østjødisk hattemager, der bosatte sig midt i København, og Annas sang kunne i mangt og meget være min egen slægtshistorie (vi var dog ikke musikalske genier).
Men mens jeg læste romanen med betydelig identifikation og genkendelse, mærkede jeg også en æstetisk ærgrelse. Jeg bemærkede de mange generøse anmeldelser, og undrede mig over, at ingen kritiker havde fundet anledning til at bemærke, at Annas sang rent sprogligt ikke hæver sig over det triviallitterære.
Et godt eksempel er en scene, hvor de unge forelskede taler om Freuds idé om at drømmene bringer os ansigt til ansigt med vores dybeste drifter og inderste lyster. Her er både et fastholdt blik, en koket håndbevægelse, et skævt smil og et blink med det ene øje. Og så:
”’Men det handler i endnu højere grad om at komme ind i sindet. Væk fra alle de materielle krav, vi bliver påduttet af kapitalismen overforbrug. Og ind til livets mening. Ind til den sande kærlighed.’
Han holdt en kunstpause.
‘Hvad skal du på næste fredag?’
De grinede.
Hannah opdagede, at hun nød, at han talte så bramfrit om sex og om kærlighed. At han kunne overraske hende og få hende til at grine.
‘Den er god med dig,’ sagde hun og tjattede til hans skulder med hånden.
‘Bare husk dine drømme. Både dem, du drømmer om natten, og dem, du har for dit liv. Og de kan meget vel hænge sammen. Skriv dem ned, tænk over dem, nyd dem. Brug dem som inspiration. Lev dine drømme!’”
Denne passage – som ikke er et enkeltstående tilfælde – består af så mange klicheer og sproglige banaliteter, at det ikke fungerer som litteratur. I hvert fald ikke, hvis man sætter høje krav til romanens sproglige niveau, og det skylder man naturligvis forfatteren at gøre.
Af samme grund springer det i øjnene, når Benjamin Koppel skriver, at ”Hannah behøvede ikke at italesætte hans bedrag.” Det ord, ”italesætte”, er en akademisk neologisme, der betyder, at man med sprog beskriver et hidtil ukendt fænomen. De fleste bruger det bare som et prætentiøst alternativ til ”beskrive”, ”forklare”, ”omtale”. I en roman er ordet fuldkommen glansløs, og da sprogbegrebet først opstod i 1978 er det hjælpeløst anakronistisk i handlingens 1951.
Vinderen af De Gyldne Laurbær 2023 bliver afsløret senere her i januar, og intet skulle overraske mig mindre, end at det netop er Benjamin Koppel, som Boghandlerklubbens formand skal ”overraske” med blomster og champagne (naturligvis kan der både komme et par thrillerforfattere, en forhenværende spionchef eller noget helt tredje populært på tværs).
Under alle omstændigheder vil Annas sang fortsat ride på en bølge af læserkærlighed, uanset hvad jeg måtte mene om dens forfladigede sprog. Litterær kvalitet kan nemlig ikke nødvendigvis aflæses i salgstal.