Weekendavisen den 30. september 2022
Klimaklipning. Charlotte Weitzes vigtige kunstneressay om klimaet trækker en stærk pointe ud af hårklipning som ældgammelt sorgritual.
Charlotte Weitze: Klimaet og kunstneren. 149 sider, 199,95 kr. Upress.
Flere og flere forfattere forsøger at åbne sind og sanser for alle de vækster, der kæmper for at overleve i en humandomineret verden. Derfor vælter fotosyntesepoesi og litteratur om metamorfoser og symbioser mellem naturen og mennesker ud af forfatternes knaphuller i disse år.
Se bare alle de tværæstetiske udgivelser fra det sejre Laboratoriet for Æstetik og Arkæologi, der definerer sig selv som ”en kuratorisk platform for planetariske tilblivelser” eller Pernille Steensgaards interview her i avisen med forfatteren Jacob Gammelgaard, der har skrevet en eksperimentroman, Liff, om planters liv gennem 70 millioner år. Hvad ville planter sige, hvis de kunne tale?
Klimakrisebevidstheden og øko-kritikken kræver sin ret i samtidslitteraturen. Det ser vi hos forfattere som Lars Skinnebach, Theis Ørntoft, Nanna Storr Hansen, Sofie Isager Ahl, Christian Yde Frostholm, Kristina Stoltz m.fl.
I denne litterære tendens er forfatteren Charlotte Weitze toneangivende, først med den barokke klimaforandringstragedie Den afskyelige (2016), derefter med den originale Rosarium (2021), der spekulerer i overlappende egenskaber mellem mennesker og planter.
Med baggrund i sin egen kunstneriske praksis – og i sin uddannelse i folkloristik – har Charlotte Weitze nu skrevet et personligt og læsevigtigt essay med værkbeskrivelser og refleksioner over klima, kunst og samfundsliv, men den er også en rapport om en personlig erkendelse og en families beslutning om at leve så CO2-neutralt som muligt.
Titlen, Klimaet og kunstneren, betoner et dybt samvittighedsspørgsmål: det her handler ikke om klimaet og kunsten, for kunsten har ingen adfærd. Det handler derimod om klimaet og kunstneren, for kunstneren skal – ligesom bageren og advokaten og alle os andre – nødvendigvis nedbringe sit klimaaftryk.
Ikke desto mindre varierer essayet det evige spørgsmål om, hvad kunsten kan bidrage med. Er kunsten en quickfix? Kan man overhovedet forvente at kunsten virker, spørger forfatteren. Charlotte Weitzes egen erfaring er, at kunsten siger ja. Det noterer hun allerede i bogen indledning, hvor hun læner sig op ad den russiske maler Wassily Kandinskys idé om, at kunsten har en indre klang, der skaber svingninger i modtagerens sjæl.
Alligevel fornemmer man en resigneret illusionsløshed, når forfatteren spørger: ”Gad vide, om kunst kan holde vores menneskelighed ved lige, efterhånden som havene stiger og presset vokser på de landområder og ressourcer, der er tilbage. Vil vi gennem kunsten stadig kunne mærke de sjælelige svingninger fra andre mennesker, som Kandinsky talte om?”
Udvalget af værker i en bog som denne, vil altid være arbitrært (jeg ved hvad jeg taler om, jeg har skrevet et par bøger om hhv. krigen og flygtningekrisen som motiver i samtidslitteratur og kunst), og da klimakrisekunsten er så ekstremt overvældende, foregiver Klimaet og kunstneren på ingen måde at være et overbliksværk.
Som kunstneressay er bogen derimod eminent, fordi forfatteren er en åbenhjertig iagttager af kunsten og en nysgerrig læser af forskning og forskningsformidling. Og så orienterer hun gavmildt fra sin egen litterære skabelsesproces.
Flere gange fortæller Charlotte Weitze, at hun periodevis rammes af en autoimmun sygdom, hvor håret falder af i totter, et udslag af stress og angst: ”Min sjæls svingninger har ramt min egen krop.”
Meget elegant kobler hun hårtabet til et motiv i hendes egen roman Den afskylige, hvor en af hovedpersonerne, som både er et menneske og en afskyelig snemand, også taber sit hår. Og som et forjættende apropos ser hun en video, hvor femten kvindelige kunstnerkolleger foran Klimaministeriet klipper deres lange hår af i desperation over manglende politisk handlekraft (Karin Lorentzens værk Genus består af håret og rødder af skvadderkål flettet sammen i fine trådforbindelser).
Charlotte Weitze læser, hvad kvinderne har skrevet: ”Håret er vores livsglæde, vores frugtbarhed, vores styrke og mod”. Og hun tilføjer: ”Der står også, at hårafklipning er et ældgammelt sorgritual.” Da hun kommer hjem, finder hun en frisørsaks frem: ”Jeg ser mig i spejlet. Vender og drejer saksen i hånden.”
Her – i en dramtisk scene uden slutning – forlader Charlotte Weitze både sin tekst og sin læser på en måde, der skaber svingninger i modtagerens sjæl. Hårklipningen, det ældgamle sorgritual, får det sidste ord, der vel at mærke er usagt. Så meget desto stærkere er pointen. Det er som i Tom Kristensens klassiske digt om ‘Landet Atlantis’, hvor jeg’et til sidst løfter sin bøsse i kaos og – sigter. Jeg har altid tænkt: Skød han? Nu tænker jeg: Klippede hun?
Kunsten redder ikke klimaet. Kunsten stopper heller ikke krige. Men kunsten udpeger de politiske og moralske krisetilstande. Klimaet og kunstneren er derfor et lettilgængeligt og folkeoplysende essay om æstetik og politik, afdæmpet og alvorstungt skrevet i Charlotte Weitzes anerkendelsesværdige bestræbelse på at fremme vores bevidsthed om klodens planetariske smerte.