Pårørende. To knugende bøger om et barns død skaber en passage mellem de levendes verden og de dødes. Ville jeg ikke selv have gjort det samme?
For to år siden døde min far. De sidste to måneder var hans krop hærget af en infektion, der skabte en kemisk reaktion i hjernen, hvor hallucinationer, vrangforestillinger og vild paranoia bankede rundt som fluer i en flaske. Så døde han endelig, slidt op af konspirationsangst og psykose.
Da min far blev indlagt, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om hans sygdom, fordi ændringen af hans personlighed og virkelighedsopfattelse var så uhyggelig og fascinerende. Da han døde, indså jeg, at jeg ikke kunne skrive om hans død uden også at skrive om hans liv, og at jeg hverken kunne skrive om hans stille liv eller stormfulde død uden også at skrive om mig selv.
Min bog skal udkomme til efteråret, og mens jeg i dødsbekræftende ro har gjort manuskriptet færdigt de seneste uger, har flere andre forfattere udgivet beslægtede bøger. Vi skriver nemlig om vores døde, især når døden er kommet på en uventet, pludselig eller brutal måde. Men mens jeg skrev om en gammel mand, der døde på en skramlet måde, men på et passende tidspunkt, har to andre forfattere måttet skrive om døden som et akut chok i utide. Om døden som et ondt bagholdsangreb.
Forfatteren Liz Jensens Dit vilde og dyrebare liv. Om sorg, håb og oprør er skrevet, efter at hendes 25-årige søn pludselig faldt død om under en løbetur, og kunsthistorikeren Esther Leuran (et pseudonym) har skrevet Den første dag, efter at hendes 17-årige søn blev dræbt ved skyderiet i butikscenteret Field’s i 2022.
Da jeg læste de to bøger – som er sorgbeslægtede med Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017) – blev jeg helt beskæmmet over selv at have skrevet om min gamle far, der nok døde en mærkværdig, men dog naturlig død. Jeg får nærmest lyst til at undskylde, selvom det ikke giver mening.
ESTHER LEURANS DAGBOG rummer små prosastykker, hvor hun – med skrift i lille punktstørrelse – henvender sig direkte til sin søn i enkle sætninger, ofte med spørgsmål som disse: »Hvis jeg rækker ud efter dig? Er du der så?«, »Ville jeg kunne finde dig?«, »Hey, jeg ønsker mig at du kommer hjem. Pls?«, »Hvor kan jeg finde dig, hvis jeg nu tog ud for at lede efter dig rigtigt?«, »Vil du komme hjem?«.
Et sted skriver hun dette:
»Hey. Kan vi snakke lidt? Hvis jeg taler til dig? Det føles forkert. Jeg leder efter dig. Hvor er du henne? Du har aldrig været væk så længe. Det er virkelig svært. Er du OK, der hvor du er? Jeg vil så gerne hjælpe dig. Holde om dig. Bare lidt. Sikre mig, at det går. Jeg har lånt et hjørne af din dyne. Og en sweater. Det er passager til dig, fornemmelsen af, at du er på vej, at du bare lige er smuttet ud for at mødes med nogen. Du er alene om det her. Jeg ville ønske, at det var anderledes. At vi lige kunne ses.«
Jeg tror, at sådan kunne jeg også tænke, tale og skrive, hvis det var mig, og jeg hæfter mig med en stille smerte mest ved ordene »Det er passager til dig …«, for sagen er jo, at der ikke er nogen passage mellem de levendes verden og de dødes.
Eller hvad? Et sind i sorg reagerer med en følsomhed, som er den rationelle tænkning fremmed. Liz Jensen søger tegn fra sin døde søn, vildtbiologen og aktivisten Raphaël, og gang på gang manifesterer han sig for hende, mest i skikkelse af fugle og som naturtegn.
Engang, fortæller Liz Jensen, anså hun uventede tanker for mentale benspænd, men senere lærte hun at opfatte dem som gaver fra »en energetisk dimension uden for grænserne af det velkendte, tilgængelige for os alle«.
Hun har altså allerede gødet jorden for kontakt med det, der ligger uden for den fysiske verden og de rationelle tanker. Nu er hendes instinkt at overgive sig til undren »og indrømme, at det, jeg anså for at være fast og sikkert, ikke længere er det; at opgive det net af forbindelser, opbygget gennem mange års uddannelse og erfaring, der dannede mit tankesæt, for at give plads til usikkerhed og tvetydighed og være ydmyg nok til at sige, at jeg ikke længere ved det, og det er okay.«
I dag forholder jeg mig til de tænkte tragedier gennem rationelle tanker, men hvad gør jeg, hvis jeg en dag skulle blive trukket gennem sorgens sluser? Ville jeg så ikke være klar til magisk tænkning? Kan jeg med sikkerhed vide, at jeg ikke selv vil tyde tegn på kontakt med den døde, hvis jeg gennemlever en tilsvarende tragedie?
Jeg åbnede dokumentet med mit eget manuskript om min fars død, som jeg skal aflevere til forlaget i næste uge, og fandt frem til en passage om min angst for død i utide. Ved en af avisens litteraturprisfester sad jeg til bords med en forfatter, som jeg aldrig havde mødt før. Jeg havde anmeldt hans roman, men om hans liv vidste jeg intet.
»Hvordan går det?« konverserede jeg.
Hans svar var ikke som forventet.
»Det går dårligt.«
Manden fortalte, at hans søn, en ung mand i 20erne, var omkommet ved en drukneulykke i udlandet for kort tid siden. Deres kano var kæntret på en sø.
Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Men jeg ved, hvad jeg tænkte: Hvordan lever man videre?
Hvordan genvinder man fodfæste, når man er blevet ramt af en altfortærende sorg over et ungt menneskes død?
Min egen død er jeg ikke bange for. Den kommer, når den kommer, og når det er forbi, er det forbi.
Til gengæld er jeg rædselsslagen ved tanken om at sørge over en død i utide. Hvis en af mine sønner, svigerdøtre eller børnebørn skulle dø nu, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne leve videre.
JEG KENDER EN ung kvinde, mor til to børn, hvis mand pludselig døde af et apoplektisk anfald. Da jeg ad omveje fik besked om tragedien, skrev jeg en famlende sms, i tvivl om, hvordan man bedst kondolerer, men sikker på, at det var bedre at forsøge og fejle end ikke at forsøge overhovedet.
Kvinden svarede, at hun ikke havde greb om, hvordan verden kunne gå videre. Hun skrev om børnene som de lysstriber, der gør, at hun kan holde fast i livet. Hun og hendes mand, skrev hun, havde altid drømt om, at deres børns verden skulle være stor, håbefuld og modig.
Håb og mod. Hvordan holder man fast i håbet? Hvordan mobiliserer man modet?
Når menneskers liv bliver omstyrtet, fordi deres ægtefæller, sønner, døtre eller børnebørn dør i utide, lever de selv videre. Jeg forstår ikke, at de magter det. Men sagen er, at de ikke har andre muligheder. Døden har ikke truffet valg på deres vegne endnu, men det har livet.
Men hvor finder man håb og mod, når ens søn er druknet i en sø, bedst som livet skulle åbne sig for ham, eller når ens mand er død ved et akut slagtilfælde, bedst som han skulle åbne verden for sine børn?
Montaigne skriver i et essay: »Hvor jeres liv end slutter, er det et helt menneskeliv. Udbyttet af livet afhænger ikke af dets længde, men af den brug, man gør af det. Brug tiden, mens I har den! Det beror på jeres vilje, ikke på årenes antal, om I har levet nok. Om også din alder ikke er fuldkommen, så er dit liv det. Et lille menneske er et helt menneske lige så vel som et stort menneske.«
Ja. Men spørgsmålet er stadig: Hvordan går man videre, når nogen, man elsker, dør ung og i utide?
Hvis der er noget, jeg frygter, er det, at jeg en dag er nødt til at finde mit eget svar for at overleve.
DA JEG LÆSTE det, jeg havde skrevet, indså jeg, at det var en slags besværgelse, og at jeg havde transponeret en konkret resignation over et gammelt menneskes planmæssige død til en teoretisk frygt for, at et ungt menneske skulle dø i meningsløs utide.
Det psykiske rum, som min far befandt sig i, var så foruroligende, at jeg var nødt til at skrive om det, vel vidende at der findes et hierarki, hvor sorgen over de unge vilde, der dør i utide, ligger øverst, mens savnet af en gammel, livstræt mand ligger nederst – og ikke udløser behov for passager eller manifestationer som fugle.
Liz Jensen fik mig til at forstå, at sorgtyngede hjerter og hjerner – for alvor sorgtyngede – er fri til at pendle mellem det rationelle og det spirituelle:
»Min fornemmelse af, hvad der ligger udenfor vores fem sansers kendte verden, føles ikke som sentimentalitet eller magisk tænkning eller et indviklet system af vrangforestillinger, der er skabt af tendensen til at ville finde mønstre – selv om den måske vil vise sig at være en hvilken som helst eller alle af disse ting. Den føles virkelig og vigtig på samme måde, som videnskabelig forståelse og kreativ inspiration føles virkelig og vigtig. De behøver ikke at udelukke hinanden.«
Så langt er jeg med. Ikke mindst, fordi jeg ikke kunne drømme om at gå i rette med følelser og oplevelser hos en sørgende forælder, der kunne have været mig.
Når hun beder sin døde søn om at vise sig som råvildt og så kort efter ser en hind i haven, og når hun ser et glimt af en rødbrun fugl med en dramatisk lang hale, som flakser fra sted til sted i en lille cirkel som for at sige »Se mig!«, er hun overbevist om, at det er den døde søn, der viser sig. Fuglens hale ligner jo hans lange fletning! Sig ikke, at det ikke er et tegn! skriver hun.
Man kan indvende, at det er sorgens sluser, der lukker lyset ind ved at dyrke tilfældets generøse musik. Men sådan ser forfatteren ikke selv på det. Hun skriver:
»Hvad angår min egen forvandling, har den åbnet mit sind for en dimension, jeg ikke var opmærksom på før. Det var ikke overtro, der bragte mig herhen, eller religion, ikke engang den vilde verden, men min søns overraskende, fortsatte tilstedeværelse. Jeg indså, at hvis man elsker de døde, elsker de én tilbage. Det kan være, jeg ’kommer til fornuft’ og ser tilbage på året, hvor Raphaël døde, som et interessant bevis på, hvordan et knust hjerte kan udløse det, der skal til for at hele det. Et år, hvor min magiske tænkning tog overhånd og forvirrede mine synapser. Eller simpelthen et år, hvor mit overlevelsesinstinkt satte ind, og jeg gjorde, hvad andre organismer gør, når de står over for en katastrofe: tilpasser sig eller dør. Men det er ikke sket endnu, og det tror jeg ikke, det vil. Og hvis det at komme til fornuft betyder, at jeg mister min nye bevidsthed om en dimension, der findes parallelt med vores, så vil jeg ikke.«
Alt i mig insisterer på, at Liz Jensen tolker naturen, sådan som hun har brug for at tolke den. Men kan jeg med sikkerhed vide, at jeg ikke selv ville reagere på samme måde som Liz Jensen, hvis jeg var i hendes ulykkelige sko? Nej, det kan jeg ikke.
MENS JEG LÆSTE Liz Jensens knugende bog, blev min rationelle tilgang til livet og døden bragt ud af kurs. Jeg kunne fornemme, at mit sind måske også vil stå åbent for tegn og tydninger, hvis jeg en dag skulle finde mig selv i sorg over en af mine sønners død i utide.