Weekendavisen den 6. juni 2025
Afmægtighed. I Martin Glaz Serups første roman fornemmer man den midaldrendes mands stille resignation. Det var altså sådan, det blev, livet.
Martin Glaz Serup: Del af livet. 269 sider. 299,95 kr. Turbine.
En ambitiøs roman. I dette udtryk ligger en anerkendelse af en forfatters litterære stræben og kunstneriske og intellektuelle projekt, men også et kritisk forbehold over for udførelsen. Sådan har jeg det med Del af livet, som slår en ny dør op i Martin Glaz Serups forfatterskab, der hidtil har fokuseret på lyrik, lidt essayistik, en del børnebøger og såkaldte chapbooks, altså små hæfter udgivet under mere uformelle former.
Milan er kunsthistoriker med arbejde som gymnasielærer, han er opvokset i Albertslund på den københavnske vestegn, moren var dansk, faren fra Serbien.
Engang var Milan sammen med antropologen Marzia, men forholdet endte i en bitter skilsmisse. Sammen fik de sønnen Arno, som Milan elsker, men ikke ser meget til. Da Arno pludselig rejser til Svalbard for at studere til naturguide, indser Milan, at der ikke længere er noget, der binder ham til København, og da en gammel studiekammerat tilbyder ham et vellønnet job i Litauen, slår han til.
Romanen består af to dele. I første del spadserer Milan fra Frederiksberg Svømmehal til Wesselsgade på Nørrebro. I svømmehallen er han tilfældigvis rendt ind i en gammel ven fra folkeskolen, som han ikke har set i årevis, og nu er han på vej til en aftale med gymnasiekammeraten Troels, der driver en IT-virksomhed; en kostelig parodi på den evigt talende mandetype. Anden del foregår i Kaunas i Litauen, hvor Milan nu bor som leder af den litauiske afdeling i Troels’ firma.
De to møder med vennerne fra folkeskolen og gymnasiet katapulterer Milans tanker tilbage i tiden, og som han går gennem gaderne fra Frederiksberg til Nørrebro, følger vi hans flydende tanker og rekonstruktive erindringer. Man fornemmer den midaldrendes mands stille resignation. Det var altså sådan, det blev, livet.
BRIKKERNE TIL FORSTÅELSE af Milans lidt rodløse position midt i livet kommer stykvis og delt, og romanens ydre er kun relevant som ramme for Milans erindringer og refleksioner, for Martin Glaz Serup interesserer sig for »det indre liv«. Den centrale pointe er, at vi lever med vores fortid. Vores livserfaringer og resultater er et konglomerat af store og små begivenheder, oplevelser og relationer, der rumsterer i os som spøgelser.
Som det hedder et sted i romanen: »Livet er det man husker, dette rige indre liv, det der lever i én, det man på godt og ondt hjemsøges af …«
Det lyder banalt, men det er jo sandt, og som sådan er Del af livet en roman om det essentielle og eksistentielle i en midaldrende mands afmægtighed.
Ikke at vi ikke har læst den slags før, og noget decideret nyt føjes ikke til typeportrættet, men det er både relevant og rørende, når Milan gør boet op. Det kan rumme en latent dramatik, som når hans stort set ukendte onkel dukker op til farens bisættelse og kræver at få urnen med hjem til begravelse i serbisk jord, eller en dyb sorg, som når Marzia under skilsmissen er som »tyktflydende gift« for forholdet mellem far og søn.
Som det belæste og stilbevidste menneske, han er, formgiver Martin Glaz Serup sproget som en glidende strøm, der minder om menneskers flakkende og fluktuerende tanker og erindringer. For at understøtte dette er romanens skriftbillede gjort kompakt med næsten ingen steder for øjet at hvile, så læsningen bliver klaustrofobisk og stakåndet.
Martin Glaz Serups stilistiske metode er tydeligvis inspireret af de flydende, glidende, strømmende, overlappende, repeterende cirkelbevægelser uden afsnitsinddelinger, som man kender fra Thomas Bernhard, den uforlignelige østrigske mesteræstetiker og ekspert i sproglig rytme og hypnotiserende repetitioner.
Rent stilistisk er det et stort brød at slå op, også for stort. Især de lange passager, hvor Troels rabler løs om den gamle vennekreds’ skilsmisser med mere – og på et tidspunkt vikler sig ud i en enerverende snak om fennikelpølse, som gentages 12-13 gange på 20 linjer – er lagt helt tæt op ad Thomas Bernhard, men selvom det sandsynligvis er tænkt som en hommage, virker det mere som en parodi.
Martin Glaz Serup er bedst, når han skriver på den sikre side af viden, følelser og sprog. Det gør han ikke mindst i en række interessante og indsigtsfulde passager om kunst og kunstnere, blandt andet dysmorfisme, futurisme, fluxus og Franciska Clausens eneste udsmykningsopgave på butikstorvet i Albertslund. Og i romanens slutning om det uendeligt små og det uendeligt store i tilværelsen, hvor Milans tankestrøm om det indre liv for alvor bliver til litterær stil i egen ret.