Weekendavisen den 16. maj 2025
Overgrebslogik. I sin sidste roman afslørede norske Hilde Rød-Larsen sin overgrebsmand: en kendt norsk psykiater. Nu retter hun sarkasmen mod fiktive impotente patriarker.
Hilde Rød-Larsen: I Pantalones hus. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 234 sider. 249,95 kr. Gutkind.
Det kræver mod at gøre det, som den norske forfatter Hilde Rød-Larsen gør i sin nye roman, I Pantalones hus, hvor hun borer dybt i det gamle patriarkats kvindeundertrykkelse og overgrebslogik i et litterært formsprog, som skamløst efterligner de narrative latterligheder, som man kender fra Hallmarks feel good-julefilm. Kan det virkelig lade sig gøre? Ja, det kan det.
Modig var Hilde Rød-Larsen også, da hun brød igennem med romanen Diamantaftener (2023). Den handler om en kvinde, der 25 år tidligere havde haft et seksuelt forhold til en ældre mand. Nu indser hun, at hun dengang ikke havde været i stand til at tage ansvar for sig selv. Hun var i en dyb psykologisk krise, og manden, der forførte hende, vidste det, for han var en ældre, erfaren psykolog og ven af kvindens familie.
I et interview i Information fortalte Hilde Rød-Larsen, at romanen var baseret på hendes egne erfaringer, og selvom manden var fiktionaliseret og anonymiseret, var det nemt nok at regne ud, at der var tale om den internationalt berømte norske forfatter og psykiater Finn Skårderud. Debatten efter Diamantaftener satte en stopper for hans karriere.
Det er nødvendigt at føre dette opsigtsvækkende forspil til referat, fordi Hilde Rød-Larsen selv henviser til det på en snedig facon i I Pantalones hus. Dette greb rummer en begavet intertekstuel pointe for de i forvejen indviede, som har læst Diamantaftener og fulgt debatten i dens kølvand.
ROMANEN – SOM ANGIVES at være det første bind i en planlagt trilogi – har en klassisk og meget filmisk struktur, hvor skæbnen bringer mennesker fra vidt forskellige miljøer sammen i livsforandrende møder og nye erkendelser.
Eva er en midaldrende forlagsredaktør. Hendes mand er netop død, også han var redaktør på et konkurrerende forlag. Deres søn Jonas har netop købt hus med sin kæreste, men Eva har kun en vag fornemmelse for sønnens liv.
I Evas opgang bor også Cornelia. Hun er omkring de 30, netop fraskilt og mor til lille Karla. Hendes mor bor i Nice, og forholdet mellem de to er anstrengt. Til hverdag arbejder Cornelia som ekspedient i en kuffertforretning, men hendes økonomi hænger i laser, og hendes fremtid er usikker.
Via en veninde og fortrolig møder Eva den jævnaldrende og fraskilte Bjørnar, der har en baggrund i det internationale diplomati, og forsigtigt og fintfamlende indleder de to et forhold.
Evas veninde er bortrejst over julen, og Eva lover at passe hendes kat. I al diskretion støder Bjørnar til, og da den ensomme Cornelia (Karla er hos sin far) pludselig ringer på for at ønske sin hjælpsomme nabo (hun ved ikke, at hun er bortrejst) god jul, inviterer Eva og Bjørnar hende indenfor.
JULEN ER SOM skabt til forvandlingsfortællinger og møder mellem mennesker, hvor sød musik opstår. Men denne sentimentale og patetiske tid egner sig også til sandhedsafsløringer og skeletter i skabene.
Pludselig er luften tung af rygter om et nyetableret forlag, der forbereder udgivelse af en pseudonym forfatters debutbog, hvor et 30 år gammelt overgreb bliver afsløret. Offeret var en ung kvinde, der arbejdede som vikar i receptionen på et anerkendt forlag, og gerningsmanden var en selvsikker redaktør ved navn Sverre, der senere blev en anerkendt forlægger – og Evas ægtefælle.
Romanen om overgrebet hedder I Pantalones hus, og hvis man kan sin commedia dell’arte, vil man vide, at Pantalone er (og her citerer jeg Danmarks Nationalleksikon) »prototypen på den gamle mand, købmanden, herren og faderen (…) I tidlige gengivelser kan han være vital og viril, siden markerer alder og potenssvigt sig«.
Med første bind i Pantalone-trilogien lægger Hilde Rød-Larsen op til en romanserie med retfærdig sarkasme målrettet den mandetype, som commedia dell’arte har gjort nar ad siden den tidlige middelalder: den magtfulde mand, der har levet af sin vitalitet og virilitet, men siden mistede potensen.
Sådan en mand kunne man da godt have ondt af, hvis altså ikke han var en misogyn stodder. Om det er tilfældet med den mand, der bliver hængt ud i den pseudonyme forfatters roman, ved vi ikke. Vi ved bare, at han nu står under romananklage for et overgreb i sin tid.
OM DET LADER Hilde Rød-Larsen Eva, den anklagede mands enke, tænke på denne måde:
»Hun kan snildt forestille sig, at han flirtede til højre og venstre på sin lavintense, men alligevel insisterende facon. Han var ungkarl dengang og havde vel visse behov (…) Det er vel ikke utænkeligt, at en ung receptionist fandt det spændende med en ung og dristig redaktør på et af Norges førende forlag, og muligvis blev Sverre revet med. Men det måtte da have været en kompliment til hende, denne unge, men voksne, kvinde, hvis det var sådan, det var, og man kan jo sige nej.«
Med andre ord: Hun ville jo gerne. Sådan lader Hilde Rød-Larsen den midaldrende Eva tænke. Hun, altså Eva, har set disse kvinders kropssprog, glimtet i deres øjne, når de er til forlagets fester, og bagefter råber de op om chikane. Men: »Eva ved bedre end at tale om den slags.«
Ja, dette er sensibelt stof, men Hilde Rød-Larsen forvalter det med gennemført fornuft og sans for detaljer og brudlinjer, ikke mindst i begavet dialog med Henrik Ibsens Gengangere (1881) om psykisk og fysisk kontaminering i en familie, hvor patriarken ikke har holdt sin sti ren.
Evas solidaritet ligger snarere hos den unge udgave af Sverre end hos receptionisten. Men mon ikke, der kommer til at ske ting og sager, når skællene falder fra øjnene. Ind på scenen træder nemlig til sidst Sverre og Evas søn, og man fornemmer konturerne af et Ibsen-agtigt relationsdrama under udvikling. Det gavner at parallellæse Gengangere.
Utroligt nok lykkes det for Hilde Rød-Larsen at forene det psykologisk-realistiske med banale og sentimentale Hallmark-juleklicheer om ensomme skibe i natten. Dermed bliver I Pantalones hus interessant læsning, som lykkeligvis har en dybere ambition end at være (endnu) en fortrædsfortælling.