Anna Politkovskaja: Den nøgne sandhed

Anmeldelse i Weekendavisen den 10. februar 2012.

Putins Rusland. Anna Politkovskajas sidste spørgsmål: Hvad har jeg gjort mig skyldig i, siden munden skal lukkes på mig?

Ikke andet end sandheden

Fra 1999 og frem til hun blev likvideret i oktober 2006, skrev den russiske journalist Anna Politkovskaja ikke færre end 500 skarpe, afslørende artikler og kritiske ledere m.m. om krigene i Tjetjenien, volden, forsvindingerne, drabene, racismen og det russiske samfunds korruption og antidemokratiske udvikling – og et udvalg udkommer nu som Den nøgne sandhed.

Den russiske reporters skelsættende journalistik stod særligt i den lille Moskva-avis Novaja Gazeta, som har vist et ekstremt publicistisk mod i en tid, hvor medarbejderne både blev truet, forgiftet og likvideret – til sidst altså også den internationalt berømte Tjetjenien-reporter, som udmærket vidste, at flere magtfulde kræfter stræbte hende efter livet pga. hendes artikler.

Anna Politkovskajas karriere begyndte ellers udramatisk på jernbanefunktionærernes dagblad og i regeringsorganet Izvestia, og så meget desto mere imponerende er det, at hun i tiden efter Sovjetunionens sammenbrud forstår at tage den kritiske journalistiks metode til sig. Men det gør hun i meget høj grad, ikke mindst fordi hendes arbejdsplads Novaja Gazeta siden grundlæggelsen i 1993 – med den tidligere Sovjet-præsident Mikhail Gorbatjov som avisens politiske og økonomiske velgører – nyder godt af den nye pressefrihed. Så længe den varer.

At journalistik er et livsfarligt fag i Rusland i dag, ved enhver. Journalister bliver truet, tævet og likvideret, hvis tilstrækkelig magtfulde folk ønsker det – eller vender det blinde øje til. Som journalist Vibeke Sperling skriver i forordet til Den nøgne sandhed, har den forhenværende og kommende præsident Vladimir Putin flere gange sagt, at et demokratisk samfund har brug for frie medier, men at frie medier ikke må undergrave den siddende magt.

Hvad ‘undergravende’ betyder, ja det bestemmer selvsamme siddende magt. Russisk pessefrihed er altså reduceret til en Potemkim-kulisse. Hvor bevidst Anna Politkovskaja var om sin udsatte position, fremgår af den upublicerede artikel, man fandt på hendes computer efter likvideringen den 7. oktober 2006:

“Hvad har jeg gjort mig skyldig i, siden munden skal lukkes på mig? Jeg har ikke gjort andet end at skrive om det, jeg har været vidne til, ikke andet end sandheden.”

Anna Politkovskajas kritik retter sig utrætteligt mod Ruslands præsident og hans tjetjenske majonet, præsident Ramzan Kadyrov. Men hun har også et vågent øje til Europa. Efter et besøg i Norge i 2001 konstaterer hun iskoldt:

“Europa har ikke lyst til at gøre noget ved krigen i Tjetjenien. Europa er kørt fast i sin egen dobbeltmoral, når det gælder menneskerettigheder. Der gælder én stardard for EU-landene selv, hvor alt er civiliseret, velorganiserret, destilleret og dejligt. Og der fælder en helt anden standard for Rusland, som kun ti år efter demokratiets fødsel ‘naturligvis’ er meget mindre destilleret og meget mindre pænt. I den oprørske enklave Tjetjenien er der imidlertid overhovedet ikke nogen standard. Ikke andet end et stort, sort hul (…). Og forbrydelser, der aldrig ville blive tolereret i det øvrige Europa (mord, illegale bortførelser, illegale likvideringer) bliver åbenbart betragtet som uproblematiske, så længe det ‘kun’ handler om Rusland og Tjetjenien.”

Anna Politkovskajas menneskelige og journalistiske mod placerer i dag hende og hendes eftermæle et sted, hvor det ikke giver megen mening at øve almindelig ‘kritik’ af hendes samlede oeuvre. Men der er ingen grund til at fortie, at der i Den nøgne sandhed genoptrykkes ældre artikler, hvis grundighed i detaljen er udmattende, og som mest retfærdiggøres som genoptryk, fordi
der er brug for en komplet referencesamling. Hvis man vil læse Anna Politkovskajs journalistik for skrivetalentets skyld, skal man alt overvejende vælge reportageartiklerne, hvor hun slipper et mere litterært fortælletalent løs, f.eks. i reportagen fra 2002, hvor tjetjenske militsfolk holdt publikum i en teatersal som gidsler. Ellers ligger hendes stilistiske force i den indædte og anklagende stil, hvor dokumentarismen gøder jorden for fremragende, sylespids lederjournalistik.

Hendes mange artikler fra og om krigene i Tjetjenien udgør tilsammen et unikt journalistisk og dokumentarisk samtidsværk om Rusland og russisk politik i dag. Det er dramatisk journalistik af uigendrivelig og ubestrideligt værdi, og Anna Politkovskaja opnåede allerede i levende live en fuldt fortjent international ikonstatus, som kun er blevet større efter hendes tragiske død, likvideret af kynikere, kommisioneret af kujoner. Hendes journalistik var dermed ikke blot historien om en ekstrem beskidt krig, men også historien om et forudsigeligt drab.

Den nøgne sandhed kan læses i forlængelse af de to tidligere bøger, Putins Rusland og Russisk dagbog. Siden er udkommet endnu en samling (den sidste, så er alt genoptrykt) af Anna Politkovskajas journalistisk, den hedder meget passende Is Journalism Worth Dying For?

Om journalistik er værd at dø for? Er sandheden? Kvinden, der beskrev og dokumenterede den sandhed om Tjetjenien, som Putin og Kadyrov ikke ville have frem, kendte i hvert fald risikoen.

Anna Politkovskaja: Den nøgne sandhed. Oversat af Jan Hansen. 333 sider, 300 kr. Rosinante.