Anja Otterstrøm: En ikke ualmindelig bivirkning

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. maj 2012.

Noveller. Anja Otterstrøm skriver diagnoser fra de absurde hverdage.

Passiv accept

Anja Otterstrøm, der til hverdag er embedsmand i undervisningsministeriet, debuterede for to år siden som forfatter med novellesamlingen Enebørn, der rummede nogle særdeles vellykkede sære historier og små grotesker, skrevet med et skarpt psykologisk register.

Nu er hun så tilbage med nye kortnoveller i En ikke ualmindelig bivirkning, der igen undersøger og udstiller os mennesker i situationer, hvor magten glider os af hænde. Eller måske er magten ikke det rigtige ord, måske er det mere præcist at tale om kontrollen.

Tag nu f.eks. moren, der skal hente sine børn i vuggestue og børnehave. Manden er bortrejst, så ansvaret er hendes. Desværre trækker hendes vigtige forretningsmøde lidt ud, så hun kommer et par minutter for sent til institutionerne. Den yngste datter står klar i flyverdragt med den sidste pædagog ved den lukkede vuggestue, men i børnehaven er der stadig lys. Her bliver moren imidlertid mødt af en ukendt mand, der ikke vil lukke hende ind.

Han er pædagog på aftenholdet, som tager sig af de børn, der ikke er hentet til tiden. Pigen skal derfor spise aftensmad og overnatte i institutionsregi, siger manden. I institutionsregi? spørger den fortvivlede mor. Ja, i institutionsregi. Det skaber mere harmoni. Med mindre, siger han, at du er en af de forældre, der har gjort indsigelse. Det husker moren ikke at hun har gjort, men hun ved godt at der ligger mange papirer derhjemme, som hun ikke har fået læst. Hun indvender derfor, at hun ikke har skrevet under på noget. Men så oplyser natpædagogen, at der var fjorten dage til at gøre indsigelse mod ordningen, og derefter var der tale om passiv accept.

Samme sære stemning findes i Jeg er her ikke, en underlig historie om en famile, der hygger sig i et sommerhus, indtil moren mærker at der er noget galt. Manden dufter bedre end han plejer, og han er mere beleven. Ungerne er velopdragne udover det sædvanlige. Der er noget, der ikke passer – men hvad? Pludselig opdager hun, at hun ikke sidder sammen med sin egen familie, men med nogle andre mennesker, der bare minder om hendes mand og børn. Sommerhusene ligner hinanden, hun må være gået forkert, siger hun. Hun finder tilbage til sin rigtige familie, men tvivlen om hvor hun hører til og hvem hun er, kan hun ikke slippe af med.

I Til låns sætter Anja Otterstrøm identitetsspørgsmålet på spidsen. Her flytter et ægtepar ind i et nyt kvarter. Naboerne kommer til kaffe, og får en lille pose hjemmebagte vanillekranse med hjem. Snart kommer alle i nabolaget for at få vanillekranse, og pludselig begynder de også at låne alt mulig andet: træsko, hunden, ja sågar er der en kvinde, der låner manden til at sidde i hendes sofa en aften. Men hvor går grænsen for, hvad man kan låne ud før man mister sig selv?

Jeg skal ikke røbe, hvordan disse noveller slutter. Men de viser Anja Otterstrøms karakteristiske sans for at skildre menneskers uoverskuelige magtesløshed og kontroltab.

En ikke ualmindelig bivirkning er noget ujævn i kvalitet og originalitet, men de bedste historier kan læses som små kritiske, eksistentialistiske diagnoser fra de absurde hverdage.

Anja Otterstrøm: En ikke ualmindelig bivirkning. Noveller. 136 sider, 249 kr. Tiderne Skifter.