Niels Christian Frederiksen: Mesterværket

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. november 2011.

Europæisk fodbold. Holdopstillinger, målscorere o.a. fakta i praktisk håndbog.

Nostalgi for nørder

For alle os der elsker lange europæiske fodboldaftener foran fjerneren, kommer her en praktisk håndbog, der kan afgøre mange tvister og tvivlsspørgsmål. Når nostalgikere bliver uenige om hvem, der f.eks. udgjorde Liverpools firebackkæde i finalen i Europacuppen for Mesterhold i 1981, kan man bare slå op i i den altvidende journalist Niels Chistian Frederiksens nye bog, vupti!

Nu kan man naturligvis spørge sig selv, hvad i alverden man skal med en god gammeldags bog med allehånde faktadetaljer om kvalifikationsrunder og finaler fra i fjor og tilbage til 1955, når nu vi alligevel allesammen sidder med en laptop eller en smartphone mens vi ser fjernsyn. Niels Christian Frederiksens bog samler holdopstillinger, målscorere og andre matchfakta fra og med 1976, men den føjer intet til, som ikke er et par klik væk.

Mesterværket er ægte og ærlig i sin nørdede interesse for fodbolden som besættende underholdning. Dog forfalder Niels Christian Frederiksen nu og da til at bobbe sin tekst op med overflødigheder, som da han fortæller om en kampaften på Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabeu, hvor publikum fik hevet et målnet itu før kampen skulle begynde. Der var ikke noget reservemål til stede, så kampen blev forsinket i halvanden time, og derfor skriver forfatteren: “Det affødte det største organisatoriske kaos i den spanske hovedstad siden oberstløjtnant Fernando Tejeros dilettantiske kupforsøg 17 år tidligere…”

Den slags oplysninger står som en falsk tone i en ellers ren bog, for hvad skal vi dog med dem? De tjener intet andet formål, end at vise, at forfatteren også kender til historiske begivenheder udenfor fodboldbanen. Men pyt nu med det. Og pyt med forvirrende småfejl, som når Aston Villas forsvar pludselig bliver udstyret med Bayern Münchens spillere.

Som helhed er Mesterværket nemlig en velkommen brugsbog på det praktiske niveau. Dens force ligger i beskrivelserne af klubbernes sportslige og politiske positioner og de summariske kampreferater – og og så har den til sidst en lille sektion med blandet trivia af ujævn kvalitet om Mesterholdenes Europa Cup og Champions League (som turneringen kom til at hedde fra 1992), hvor man bl.a. kan læse denne tankevækkende oplysning fra 1967, før fodbolden blev mega-globaliseret: “Celtic er den eneste klub, der har vundet mesterholdsturneringen med 11 spillere i startopstillingen, der alle var født inden for en radius af 45 kilometer fra klubbens hjemmebane.”

Mesterværket er skrevet med kærlighed til fodbolden, og på samme måde skal den bruges. Det er en håndbog, der både opfrisker, oplyser og underholder. Nostalgi for nørder.

Niels Christian Frederiksen: Mesterværket. Historien om Mesterholdenes Europa Cup og Champions League. 546 sider, 299 kr. People’s Press.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *