”Jeg ville ikke døbe ham, jeg ville drukne ham først”

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. februar 2011.

Dåbsdrama. Flannery O’Connors sydstatsroman om en dreng, der er fanget mellem religiøs fanatisme og sekulær humanisme, er en demonstrativ opvisning i suveræn skrivekunst.

Man ved at der er noget ganske alvorligt i gære, når en roman begynder på denne måde:

”Francis Marion Tarwaters onkel havde kun været død en halv dags tid da drengen blev for fuld til at grave hans grav færdig og en neger ved navn Buford Munson der kom for at få en krukke fyldt, måtte gøre den færdig og slæbe liget væk fra morgenbordet hvor det stadig sad, og begrave det på sømmelig og kristen vis, med Frelserens tegn for gravens hovedende og jord nok over til at hindre hundene i at grave det op.”

Det er den amerikanske forfatter Flannery O’Connor (1925-1964), der åbner sin foruroligende karismatiske sydstatsroman Voldsmænd river det til sig med denne sære scene. Romanen udkom i USA i 1960, hvor den med god ret betragtes som et moderne hovedværk i det berømmede forfatterskab, der desværre kun rummer to romaner og et par novellesamlinger, fordi forfatteren døde i en alder af blot 39 år af en uhelbredelig bindevævssygdom.

Af uransaglige årsager har ingen fundet det nødvendigt at udgive denne mesterroman på dansk før nu, så det lille, kvalitetsbevidste forlag Arena skal høste megen ros og anerkendelse for at have fundet den frem, så den nu kan læses i Karsten Sand Iversens stilsikre oversættelse.

Den 14-årige dreng Tarwater er vokset op i isolation ude på landet i Powderhead, Alabama hos sin grandonkel, den fanatisk religiøse Mason, der kidnappede ham fra sin egen nevø – Tarwaters onkel, skolelæreren Rayber – hvor drengen boede efter at hans forældre var blevet dræbt i en bilulykke. Moren, Raybers kusine, fødte sin søn imens hun selv døde i bilvraget.

Rayber selv havde i en periode boet sammen med sin fundamentalistiske onkel, men i stedet for at følge ham ind i troen, iagttog han ham og beskrev hans religiøse fanatisme i en artikel i et skolelærerblad. Gamle Mason Tarwater får imidlertid besked fra Gud om at han skulle opfostre den forældreløse dreng som profet, og han kidnapper ham derfor fra sin nevøs hjem. Den gamle grandonkel opdrager nu drengen i sin tro, og indprenter ham, at han har en mission i livet: Han skal døbe sin fætter, den retarderede Bishop, som Rayber er alene med da hans kone har forladt ham.

Vi kommer ind i romanen, der udspiller sig over syv dage, da Mason Tarwater har draget sit sidste suk, og vi følger hans grandnevøs fortælling i både nutid og tilbageblik: Unge Tarwater opgiver at begrave gamle Mason, som han ellers højt og helligt har lovet en kristen begravelse, og i stedet drikker han sig fuld inden han sætter ild til hele huset, mens liget stadig sidder ved spisebordet. Derefter opsøger han Rayber inde i byen, og onklen tager drengen til sig med det klare formål, at vriste ham ud af religionens mørke. Han har tidligere forsøgt at vriste forsørgelsesretten over Tarwater fra den gamle, men Mason greb sit gevær og skød ham i benet og øret, så han mistede hørelsen.

Nu er den gudsfornægtende skolelærers gudfrygtige onkel så død, og Reyber får endelig muligheden for at uddanne Tarwater til en god, sekulær samfundsborger. Men hvordan gør man det med en dreng, der har været holdt i isolation ude på landet og ikke kender den moderne verden, hvilket er skildret med en betagende kynisme i Tarwaters første møde med en telefon. Hvordan tager man religionen ud af en dreng, der er opdraget til at være profet og allerede på dørtærsklen til onklens hus føler sin personlige frihed truet?

På den ene side vil Tarwater gerne vriste sig fri af den formørkede onkels brutale tvangsmission, på den anden side er han vaccineret med skepsis overfor skolelærerens sekulære humanisme. Og så har han en opgave: at døbe den retarderede dreng, der nu står foran ham i onklens hus, ”svaghovedet og ældgammel”. Flannery O’Connor skildrer det sådan:

”Tarwater knyttede næverne. Som en dødsdømt på henrettelsesstedet stod han og ventede. Så kom åbenbaringen, tavs, uforsonlig, direkte som en kugle. Han så ikke ind i øjnene på et flammende uhyre, han så ikke en brændende busk. Med en sikkerhed nedsunket i fortvivlelse vidste han bare at det var forventet at han døbte det barn han så, og indledte det liv hans grandonkel havde forberedt ham til. Han vidste at han var kaldet til at være profet og at hans profetis veje ikke ville blive bemærkelsesværdige. Stive og stille afspejlede hans sorte pupiller i dyb på dyb hans hjemsøgte billede af sig selv traskende ud i det fjerne i Jesus’ blødende stinkende gale skygge, indtil han til sidst modtog sin belønning, en brudt fisk, et mangfoldigt brød. Af støv havde herren skabt ham, skabt ham i blod og nerve og sind, skabt ham til at bløde og græde og tænke, og sat ham i en verden af tab og ild, alt sammen for at døbe ét åndssvagt barn som Han slet ikke havde behøvet at skabe, og forkynde en lige så tåbelig lære. Han forsøgte at råbe ”NEJ!” men det var som at prøve at råbe i søvne. Lyden var mættet af stilhed, tabt.”

Der er, som man fornemmer, lagt op til konfrontationer – dels mellem Tarwaters påtvungne religiøsitet og Raybers sekularisme, dels mellem Tarwaters kamp for frigørelse og hans bundethed til grandonklen og opgaven. Hvilke kræfter er de stærkeste?

Den fornuftsbetonede Rayber kan ikke vide sig sikker overfor nevøen, og da den retarderede Bishop på et tidspunkt er kravlet op i et springvand i parken, fremmaner Flannery O’Connor et billede, der sætter hele dåbsdramaet i relief:

”Rayber havde fornemmelsen af at bevæge sig i blinde, kun at se en lysplet hvor Bishop var. Han følte at der udspillede sig noget for øjnene af ham og at han ville have nøglen til drengens fremtid hvis han kunne forstå det. Hans muskler var spændte og han var klar til at handle på en eller anden måde. Pludselig var hans fornemmelse for fare så stor at han råbte op. I et øjebliks forklaring forstod han. Tarwater bevægede sig hen mod Bishop for at døbe ham. Han var allerede henne ved bassinkanten. Rayber sprang og hev barnet op af vandet og satte den hylende dreng ned på betonen. Hjertet hamrede som en gal. Han følte at han lige havde reddet drengen fra at begå en kolossal uværdighed. Han så det hele nu. Den gamle mand havde overført sin fiksering til drengen, havde efterladt ham med tanker om at døbe Bishop eller lide frygtelige følger af en eller anden art.”

I denne fantastiske scene er det pludselig den rationelle Rayber, der bliver en frelser. Dels forhindrer han den forsvarsløse Bishop i at blive døbt, dels redder han Tarwater fra at ”begå en kolossal uværdighed”. Og han indser, at drengen er offer for en tvangstanke, en hjemsøgelse, og at han ikke kan nås ad fornuftens vej. Men spørgsmålet er, om Tarwater havde andre planer, end at døbe den åndssvage dreng, som han hele tiden betragter med ringeagt? Da han træder op på bassinkanten ser han et bølgende ansigt danne sig i vandspejlet, tydeligt, stille, udtæret og korsformet: ”Jeg ville ikke døbe ham, sagde han og slyngede de tavse ord mod det tavse ansigt. Jeg ville drukne ham først. Så drukn ham, så ansigtet ud til at sige.”

Hvem er ansigtet? Og hvem er den såkaldte ’ven’, der af og til dukker op og taler dystert til drengen? Forfatteren selv var passioneret katolik, og hun troede fuldt og fast på både gud og djævlen – sidstnævnte mente hun oven i købet har en familie! – og det giver os et fingerpeg. Under alle omstændigheder synes sandheden at være skrevet i det symboltunge vand, der også lægger spejl til romanens vigtige kulmination, hvor den tvesindede Tarwater tager Bishop med ud at sejle på søen. Som han senere forklarer en mistroisk chauffør, der giver ham et lift:

”Jeg druknede en dreng (…) Jeg døbte ham (…) Det var et uheld. Det var ikke min mening (…) Ordene kommer bare af sig selv men det betyder ingenting. Man kan ikke blive genfødt (…) Det var kun min mening og drukne ham. Man bliver kun født én gang. Det var bare nogen ord der løb ud af min mund og ned i vandet.”

Romanens titel – The Violent Bear It Away – er et citat fra Mattæus 11, 12: ”Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages himmeriges rige med vold, og voldsmænd rive det til sig”. Karsten Sand Iversen har moderniseret ”rive” til ”river”, og titel fremstår med en nærmest bundløs styrke og smerte, der giver plads til fortolkerne, for citatet optræder ikke i selve romanen.

I det hele taget er Karsten Sand Iversens oversættelse af Voldsmænd river det til sig – ganske som romanen selv – karakterfyldt og båret af sproglig prægnans, substans og dybde, og Flannery O’Connors tone er så velskabt omsat til dansk, at man ikke ét eneste sted får fornemmelse af mislyd, bortset fra dén mislyd, der er placeret med omhu: I billedet af den sprogsvage, men meningsstærke Tarwater, foretager Karsten Sand Iversen en ganske lille, men konsekvent gennemført forskydning fra ”at” til ”og’” i replikker, f.eks. her: ”Jeg er først lige ved og vågne”.

I en artikel i dagbladet Information om oversætternes elendige vilkår sagde Karsten Sand Iversen så sent som i sidste uge sådan her: ”At være oversætter er på mange måder et utaknemmeligt hverv. Man bruger uforholdsmæssigt meget tid på det, og ofte bliver man ikke engang nævnt i forbindelse med en omtale af værket. Anmeldere skal nok sørge for at så deres eget navn på, men de og læserne gør sig ikke klart, at der i en oversættelse er en million valg, man skal foretage undervejs. Ordenes stilling, betydning og sprogets musik.”

I samme artikel siger Karsten Sand Iversen også, at han ikke oversætter hvad som helst, men alene den litteratur, der hører kunsten til – og det er hans danske version af Voldsmænd river det til sig et fantastisk eksempel på. Flannery O’Connors roman er måske nok skrevet med en helt bestemt religiøs hensigt, og den slags plejer ikke at gavne kunsten, men når historien om en formørket dreng der opdrages til at gøre Guds arbejde, og er udstyret med en skæbne, der bogstavelig talt sætter mennesker i brand, kan skrives så intenst, interessant, sært og markant, ja så er det faktisk det litterære kunstværk, der har myndigheden over det religiøse budskab.

Flannery O’Connor nævnes tit side om side med den største af alle sydstatsforfatterne, William Faulkner (og på denne bogs klap nævnes hun også side om side med Eudora Welty, som jeg må tilstå at jeg ikke kender selvom jeg garanteret burde!), og Voldsmænd river det til sig viser at hun fortjener sit ry. Det er en fremragende roman, der dels fascinerer ved sit omfattende og meget raffinerede livtag med de store spørgsmål om tro og tvivl, dels ved sin beskrivelse af religiøs sindssyge og dels som en demonstrativ opvisning i suveræn skrivekunst.

Det kan godt være, at Flannery O’Connors litteratur er drevet frem af hendes religiøsitet, men også for ugudelige læsere er læsningen en udfordrende fornøjelse. Den religiøst mishandlede Tarwater angrer ikke at han har druknet den åndssvage Bishop, men at han kom til at døbe ham samtidig. Dermed begik han alligevel den kolossale uværdighed som Reyber tidligere havde reddet ham fra. Hvilket fascinerende dåbsdrama.

Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig. Oversat af Karsten Sand Iversen. 284 sider, 198 kr. Forlaget Arena.