Pianister og islamister

Kommentar i Weekendavisen den 13. oktober 2006.

Muhammed. ”Uenighed har ikke noget med demokrati at gøre”. Citat: Pia Kjærsgaard.

Husk nu, at det gerne må handle om litteratur, formaner redaktøren venligt, da jeg lægger billet ind på at mene noget i denne uge. Han ved udmærket, at jeg ikke kan lade være med at skrive om Dansk Folkeparti. Ja, jo, siger jeg. Men husk nu selv, at vi har tradition for en god ytringsfrihedsdebat her i sektionen. Det er vi fuldkommen enige om. Jeg bliver ikke ekskluderet.

Men heldigvis er det utrolig nemt at finde en litterær vinkel på den sidste uges dybt pinlige og beskæmmende debat om Dansk Folkeparti. Manden bag den afslørende video af ungdomspolitikernes fuldemandsforhånelser af Muhammed er nemlig en af dette efterårs debutanter på bogmarkedet – vil jeg tro. Når jeg lige tager et forbehold, er det fordi vi har at gøre med en kunstnerisk leg med navne og identiteter, som jeg ikke er helt sikker på at kunne gennemskue. Men manden, der angiveligt har været under cover medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, Martin Rosengaard Knudsen, er (i hvert fald hvad portrætfoto angår) identisk med forfatteren til romanen Fedt, som jeg anmeldte her i avisen den 8. september. På romanen, som forlagets People’s Press har udsendt, er navnet blot reduceret til Martin K., men som jeg skrev i min anmeldelse, er der på flappen en diskret henvisning til kunstprojektet Defending Denmark. Og det var jo netop derfra, Nyhedsavisen fik sin omdiskuterede solohistorie, som man vel kan kalde et lille scoop.

Vi har altså at gøre med en kunstnertype, der forener romanskrivning med aktivistiske webkoncepter og muldvarpearbejde i et påstået småracistisk ungdomsparti. Romanen gav jeg en la la anmeldelse, men jeg vil gerne tage hatten af for Martin Rosengaard Knudsens infiltrering af Dansk Folkepartis Ungdom. Kunstneren i fuld aktion som journalist (alt for ofte ser vi forsøg på det modsatte) får nemlig ikke alene vist os en hemmelig del af virkeligheden, han får også skabt en indirekte afsløring af Pia Kjærsgaards alarmerende forhold til pressen. Hun – som med næb og kløer forsvarede Jyllands-Postens indlysende ret til at bringe satiretegninger af Muhammed – mente ikke, at Nyhedsavisen burde have bragt historien om de lyssky aktiviteter i hendes egen baghave.

Mere overraskende er det, at Politikens Bjørn Bredal for en gangs skyld var enig med Pia Kjærsgaard. Han mente også at Nyhedsavisen gjorde en ikke-historie til en historie, undlod at skelne mellem det private og det offentlige og gik i selvsving over de unge menneskers natlige tosserier. Men sagen er jo, at det ikke var hvilke som helst unge mennesker, men vækstlaget i Danmarks tredjestørste parti, fundamentet under regeringen, en flok notoriske islamhadere. Og med hensyn til ikke-historier fra private cirkler: Var det ikke netop Politiken, der for et par år siden gik i fuldkommen bizart kulturkampsselvsving over en tydeligvis selvsatirisk festsang til et ministermøde fra rimsmeden Bertel Haarders hånd?

Nyhedsavisen levede op til sin journalistiske pligt, og i tilgift fik vi partilederen på glatis. Hendes bizarre syn på demokrati og ytringsfrihed blev yderligere understreget helt simultant da hun retfærdiggjorde at hendes organisatoriske næstformand netop havde huseret i medlemskartoteket som en ræv i et hønsehus. ”Uenighed har ikke noget med demokrati at gøre,” sagde hun, hvilket er så himmelråbende stupidt, at jeg er nødt til at stille et lille spørgsmål til regeringens indpisker Claus Hjorth-Frederiksen: Mener du stadig, at Venstre har et ”værdifællesskab” med Dansk Folkeparti, som du sagde på dit partis landsmøde sidste måned? Deler du Pia Kjærsgaards forbløffende syn på demokrati og ytringsfrihed? Eller må hun nøjes med at få sympati fra ligesindede islamister og stalinister?

Mens vi venter (forgæves) på svar, kan vi more os over, at Pia Kjærsgaard har prøvet at bilde pressen ind, at eksklusionssagerne handler om partiets troværdighed. At regeringen skal vide, at en aftale med Dansk Folkeparti er 100 % sikker. Det er en massiv omgang fup, serveret på et sølvfad af formandens tro avisvæbner på B.T., Erik Meier Carlsen, der lancerede den håbløse analyse, at udrensningerne sker af hensyn til regeringssamarbejdet og altså er politisk legitim.

Sagen er, at ytringsfriheden er gradbøjet i det lukkede partikredsløb (dog gælder der særregler for Søren Krarup). Partiformandens lemfældige omgang med demokratiske normer bliver så meget mere tydelige, når hun siger om sine medlemmer, at det ”nogen gange er klogest at holde bøtte”. Jamen, hvad var det lige hun selv mente om Uffe Ellemann-Jensen og andre, der under Muhammed-krisen mente, at det også er en moralsk overvejelse værd, at afstå fra at bruge sin ytringsfrihed?

Til sidst må vi have med, at mange i Dansk Folkeparti har et langt synderegister af udtalelser i den juridiske og moralske gråzone om indvandrere og muslimer. Derfor blev de i sidste uge meldt til politiet af 70 kulturfolk i en kollektivanmeldelse. Det er ikke nogen god idé, for det sidste vi har brug for i en højspændt situation, er rettens ord for hvor grænsen går. Lige nu har vi brug for færre systemer, færre begrænsninger, mere respekt og mere debat og dialog.