Kommentar i Weekendavisen den 9. juni 2006
Loven og moralen. Islamkritiker, feminist, politiker, flygtning – og løgner. Ayaan Hirsi Alis fald siger mest om de vestlige asylsystemers uvilje til at hjælpe kvinder på flugt.
Tirsdag den 16. maj inddrog den hollandske integrationsminister Rita Verdonk den verdensberømte somalisk-hollandske dissident og islamkritiker Ayaan Hirsi Alis statsborgerskab. Dagen før havde Ayaan Hirsi Ali selv nedlagt sit mandat i parlamentet, hvor hun repræsenterede det liberale parti VVD og proklameret at hun nu ville emigrere til USA. Begge dele sendte chokbølger gennem den hollandske offentlighed – af to forskellige grunde.
For det første er Ayaan Hirsi Alis beslutning om at lægge Holland bag sig ganske kontroversiel. Den skyldes nemlig at hun ved en domstolsafgørelse den 27. april blev tvunget til at fraflytte sin lejlighed i Haag, fordi beboerne har klaget over at have hende til nabo. De mente – måske ikke uberettiget – at sikkerhedsrisikoen var for stor. Det er jo som bekendt Ayaan Hirsi Ali, der står bag manuskriptet til filmen Submission, der i 2004 kostede filminstruktøren Theo van Gogh livet. Efter at have levet i beskyttelse en tid på en hollandsk militærbase, var Ayaan Hirsi Ali nu så småt vendt tilbage til et mere normalt liv, dog naturligvis med døgnbevogtning. Men med retsafgørelsen var hun igen fordrevet i det land, der i 1992 gav hende asyl mod forfølgelse.
For det andet er integrationsminister Rita Verdonks beslutning om at inddrage Ayaan Hirsi Alis statsborgerskab et opsigtsvækkende sammenstød mellem jura og moral. Ministeren er kendt som en udlændingepolitisk hardliner, og selvom det måske ikke bekom hende vel, rystede hun ikke på hånden, da gjorde sin menings- og partifælles statsløs. Det skete efter, at en tv-udsendelse den 11. maj rejste spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for det statsborgerskab, som Ayaan Hirsi Ali fik tildelt i 1997, fem år efter at hun fik asyl i Holland.
Sagen er nemlig den, at udsendelsen dokumenterede, at Ayaan Hirsi Ali slet og ret fortalte en løgnehistorie da søgte opholdstilladelse som flygtning. Hun forfalskede oplysningerne om sin rejserute, og undlod at fortælle, at hun ikke havde opholdt sig i Somalia siden hun var syv, men havde levet i bl.a. Kenya hvor faren var anerkendt som flygtning fra Said Barres styre i Mogadishu. Nu så det ud som om, hun kom direkte fra Somalia, hvilket betød at hun uden videre kunne få asyl, sådan som præcedens også var i Danmark i begyndelsen af halvfemserne. Hvis hun havde fortalt sandheden, ville de hollandske myndigheder have returneret hende til Kenya.
Ayaan Hirsi Ali pyntede også på det faktum, at hun var på flugt fra et tvangsægteskab, fordi hun frygtede at denne årsag ikke var grund nok til at få asyl. Som bekendt er det jo ikke asylgrund nok for en kvinde, at være tvunget ind i et uønsket ægteskab, selvom en imødekommende fortolkning af FN’s flygtningekonvention rent faktisk kan udløse asyl på grund af kønsspecifik forfølgelse. Som asylsøger tog hun også et delvist falsk navn – Ayaan Hirsi Ali i stedet for Ayaan Hirsi Magan – angiveligt for at gøre det vanskeligere for familieklanens medlemmer at opspore hende efter flugten.
Disse oplysninger var sådan set ikke nye, faktisk havde Ayaan Hirsi Ali talt åbent om dem tidligere, også overfor sin partiledelse da hun blev opstillet til parlamentsvalget i 2003. Ja, hun havde ærligt sagt, at hun skammede sig over at have løjet, men at det var hendes vej til asyl. Tv-udsendelsen bragte dog også hidtil ukendt stof frem via interviews med familiemedlemmer i Kenya. Det viste sig, at den unge Ayaan ganske rigtig kom til Holland da hun skiftede rejserute på vej til et bryllup med en fætter i Canada. Ægteskabet var også rigtignok arrangeret, men det var ikke tvunget. Det ville have afstedkommet problemer, hvis Ayaan Hirsi Ali (eller rettere: Magan) havde afvist brylluppet, men hun ville ikke blive truet og ikke være i fare. Tv-programmet viste, at familien slet ikke var præget af islamisk fundamentalisme, sådan som alle troede.
I sin afskedstale til det hollandske parlament fem dage efter tv-udsendelsen fastslog Ayaan Hirsi Ali, at hun var blevet gift ved en ceremoni i Nairobi, Kenya, mod sin vilje, og at hendes far ikke er en mand, der tager et nej for et nej. Derfor måtte hun på vej til sin nye mands hjem i Canada benytte en mellemlanding i Tyskland til at hoppe på et tog til Holland, hvor hun søgte asyl. Og hun erkendte igen, at hun i den forbindelse havde givet usande oplysninger om sit navn, opholdssted og fødselsdato. Og ikke mindst rejserute.
En lov fra 2003 siger, at man kan miste sit statsborgerskab i indtil 12 år efter at det er opnået, hvis man har givet falske identitetsoplysninger. Da Rita Verdonk aktiverede loven efter tv-udsendelsen, fik hun alle og enhver imod sig. Ikke alene gik en gruppe intellektuelle i brechen for Ayaan Hirsi Ali, også parlamentsmedlemmer og sågar regeringschefen Jan Peter Balkenende var chokerede modstandere af integrationsministerens hurtighed. Flere krævede, at parlamentet skulle udstede et nyt statsborgerskab, når det gamle bortfaldt, og ministeren måtte acceptere oppositionens krav om at genoverveje beslutningen inden seks uger.
Mens Rita Verdonk gik i tænkeboks, udtrykte Ayaan Hirsi Ali selv forståelse for ministerens beslutning. Hun kunne godt forstå, at integrationsministeren – der arbejder på at blive premierministerkandidat for VVD til valget i 2007 – ikke kunne acceptere uregelmæssigheder i flygtninges asylgrundlag, også selvom der ikke er tale om nye afsløringer. Men på dette tidspunkt havde Ayaan Hirsi Ali allerede forberedt og truffet sin beslutning om at forlade Holland, og den 1. september tiltræder hun en stilling i Washington i tænketanken American Enterprise Institute, der står Georg W. Bush nær og bl.a. har rådgivet ham om udenrigspolitik. De amerikanske immigrationsmyndigheder ser tilsyneladende ingen problemer i at overtage en flygtning med falsk forhistorie fra Holland. Men i denne sag drejer det sig jo heller ikke om en hvem som helst, men om en prominent, højreorienteret, islamkritisk feminist, som i fjor stod på Times liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Ayaan Hirsi Alis har løjet, men erkendt det, og nu skal hun betale en ekstremt høj pris: at blive eksileret fra sit eksil. Oven i købet fældet af en af sine ”egne”, integrationsministeren Rita Verdonk, der er komplet ufølsom overfor sin partifælle og hendes indsats for kvinder som feminist og menneskerettighedsaktivist. Ministerens kynisme er utvivlsomt et udtryk for, hvordan asyl- og udlændingepolitik er blevet det alt afgørende magtpolitiske område. Forud for inddragelsen af Hirsi Alis statsborgerskab havde Rita Verdonk afvist at give statsborgerskab til ivorianeren Salomon Kalou, der efter mange år som stjerne i hollandsk fodbold nu havde søgt om hollandsk pas for at kunne repræsentere landet ved fodbold VM. Alle fodboldfans så gerne stjernen fra Feyenoord i den orange landsholdsbluse, men ministeren ville ikke naturalisere ham – og nu stiller han op til VM for sit gamle hjemland, Elfenbenskysten, ironisk nok i pulje med netop Holland.
Man kan ikke anklage Rita Verdonk for at lefle for folkestemningen ved at score hurtige point på populære enkeltsager. Til gengæld viser hun med sin uforsonlighed, at den indvandrerfjendske del af den hollandske befolkning roligt kan stole på hende som leder for VVD og som leder af en kommende regering. Hun har ganske vist ofret en flygtning, som mange hollændere var stolte over at huse, men behændigt nok på en måde, der er til gensidig gavn. Nu er Ayaan Hirsi Ali på vej til USA, så vidt vides stadig på hollandsk pas, og ikke på vej hjem til en flygtningetilværelse i sit gamle eksilland, Kenya. Og slet ikke på vej hjem til Somalia.
Mange andre asylsøgere der afvises og flygtninge, der mister opholdstilladelse, er mindre heldige. Derfor efterlader sagen to helt overordnede spørgsmål, der ikke handler så meget om interne anliggender i hollandsk politik, som om de internationale konventioner – juridiske såvel som moralske – til beskyttelse af mennesker på flugt.
For det første: Ayaan Hirsi Ali løj. Og hun er garanteret ikke den eneste. Som bekendt florerer de falske identitetspapirer og rejsedokumenter overalt, ikke mindst som en efterspørgsel på det behov, som de restriktive asylregler har skabt. Menneskesmugling og dokumentfalsk er en branche i vækst, fordi flygtninge ofte er nødt til at konstruere en historie, som ikke nødvendigvis kan verificeres. Her er grænsen til løgn hårfin. Men selvom Ayaan Hirsi Ali løj om visse detaljer, er der bred forståelse for at hun gjorde som hun gjorde. Hvem kan bebrejde hende at pynte lidt på virkeligheden for at slippe for et uønsket ægteskab med en fætter? Måske er løgnen uforenelig med lovens bogstaver, men er den også uforenelig med almindelig moral? Og hvis svaret er ”nej”, hvad siger det så om forholdet mellem loven og moralen?
For det andet: Ayaan Hirsi Ali løj om et tvangsægteskab, fordi hun vidste at sandheden ikke kunne skaffe hende beskyttelse. Dermed er hun endt som et sørgeligt symbol på, at trusler og tvang mod kvinder ikke anses som en tilstrækkelig begrundelse til at give asyl. Men hun er også blevet en hæmsko for sit eget projekt, hvor der nu er uoverensstemmelse mellem hendes egen historie og hendes kritik af islam som arnested for kvindeundertrykkelse. Så undertrykt var hun altså heller ikke, og tilsyneladende slet ikke fysisk truet, selvom der var et pres fra familien.
Som barn var hun flygtning i Kenya. Så måtte hun undslippe et tvangsægteskab. I sit nye hjemland Holland gjorde hun karriere, men blev bogstavelig talt hjemløs, fordi hun som terrormål udgjorde en trussel for sine naboer. Og til sidst vælger hun at gå i eksil fra eksilet. Ayaan Hirsi Ali er kendt som islamkritiker, feminist, frafalden socialdemokrat, helhjertet neokonservativ – og nu løgner. Hendes skæbne siger mest om Rita Verdonks ubarmhjertighed og kynisme og om de vestlige asylsystemers uvilje til at hjælpe kvinder på flugt.