Kommentar i Weekendavisen den 1. juli 2005
Slip forskerne løs. Public service forskningen er nødt til at vurdere DR’s idégrundlag. Er det til skade for højredrejningen?
For et par måneder siden udgav jeg ”Tid til forundring. En debatbog om den borgerlige kulturkamp”, og jeg fik de klø, jeg fortjente (og flere til, hvis nogen vil høre min mening) af anmelderne. Men først og fremmest fik jeg masser af opmærksomhed, tv-debat, interviews i aviser og blade, invitationer til paneldiskussioner og foredrag – og ikke mindst det ene indslag efter det andet på P1, jeg tror at det efterhånden ligner fem timer plus genudsendelser.
Det opfatter jeg jo helst som udtryk for, at jeg rent faktisk har skrevet en relevant bog. Men jeg ved udmærket godt, at mange andre vil mene, at al den interesse fra P1 skyldes stationens forankring i kulturradikalisme og progressivisme, f.eks. lød der overbærende latter, da jeg nævnte radioens interesse ved et foredrag i den borgerlige tænketank, CEPOS.
Nej, P1 er sandt for dyden ikke en kanal, som de borgerlige kulturkæmpere agter særlig højt, og lur mig om ikke kanalens blakkede ry er medvirkende årsag til, at kulturministeren nu sætter gang i public service forskningen. Men fint nok, så kan han i det mindste fortælle ”sandheden” om P1 videre til sin chef, statsministeren, der for et par år siden ikke uden stolthed fortalte, at han for længst var holdt op med at lytte til kanalen. Lad mig med det samme give et tip til de forskere, der får opgaven: Læg mærke til, at den socialistiske journalist Torben Krogh på flagskibsprogrammet Orientering er holdt op med at ”kommentere” politik. Nu ”analyserer” han blot. Hvis ikke jeg husker meget galt, skete forandringen under den sidste store public service krig for et par år siden, hvor P1 journalisterne blev beskyldt for at være for subjektive, anti-amerikanske, Israel-kritiske m.m. Det interessante er, at indholdet i genren ”analyse” så vidt jeg kan høre, er identisk med indholdet i genren ”kommentar”. Slip forskerne løs!
Så i sidste uge var jeg igen med i et P1-program med udgangspunkt i min udskældte bog, der dels kritiserer kulturkampen for at mangle borgerlig humanisme og liberalt frisind og dels rehabiliterer det bevaringsværdige i kulturradikalismen. Eller rettere sagt: Udgangspunktet var faktisk en kommentar jeg havde skrevet her i avisen for nylig. I et polemisk udfald mod Brian Mikkelsens kulturkanoner og Bertel Haarders historiekanon, havde jeg foreslået, at vi skulle have en kanon over de ægte værdier. Den idé syntes journalisten var så sjov, at han gerne ville have mig og Søren Krarup til hver især at byde på sådan en kanon (hvordan det gik, kan man høre, når programmet bliver sendt, men så meget kan jeg sige, at Søren Krarup var mere original end jeg var).
På et tidspunkt faldt snakken helt forudsigeligt på flygtningedebatten, der på mange måder er slutstenen i hele kulturkampen. Jeg plæderede for humanisme, som Søren Krarup traditionen tro afviste som menneskelig selvforgudelse. Når noget bliver til en dogmatisk isme, mister det værdi, sagde han, men han kunne gå med til begrebet humanitet. Det er jeg for så vidt slet ikke uenig i, men den semantiske diskussion er næppe den mest relevante. På et tidspunkt diskuterede vi debattens klima, og Søren Krarup mindede om, at der i firserne var så omfattende en politisk korrekt undertrykkelse, at folk ikke turde sige deres mening offentligt. De var slet og ret bange for at miste deres job, sagde han. Desværre havde jeg ikke åndsnærværelse til at sige det i radioen, som jeg nu skriver her.
Ja, jeg er ikke i tvivl om, at den offentlige debat i midten af firserne var mere konsensuspræget, end den er i dag. Jeg kommer pludselig i tanker om, at studieværten i ”Næste uges tv” (vidunderlig medienostalgi!), Bent Bertramsen, rundede præsentationen af et program om flygtningelejre ude i verden af med en sjælden kommentar: ”Så håber jeg at den også fes ind i præstegården i Seem”. Men midt i kravet om konsensus, er jeg heller ikke i tvivl om, at der var medier som holdt spalterne åbne for enhver form for folkets flygtningekritik. Det er jo det faktum, der har skabt Søren Krarups succes, i min bog formulerer jeg det sådan: I Danmark kommer systemkritikere ikke i fængsel, de kommer i fjernsynet.
Hvis jeg havde kendt min besøgelsestid i radioprogrammet, havde jeg ikke blot svaret Søren Krarup, at jeg da tror ham på hans ord, hvis han siger, at der dengang var folk der frygtede for deres jobs og anseelse, hvis de tog til orde mod den herskende mening. Jeg havde også trukket en linie frem til i dag, hvor der er folk som slet ikke kommer i betragtning til et job eller en praktikplads, hvis de tilfældigvis er udlændinge. Men først og fremmest burde jeg havde mindet om Dansk Folkepartis særdeles anløbne holdning til offentligt finansierede medarbejdere, der ikke mener det samme som dem. Hvad var det ikke partiet sagde om Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder, dengang de indledte klapjagten på det daværende Danske Center for Menneskerettigheder? Krævede de ham slet og ret ikke fyret, fordi hans holdninger var en sten i skoen på deres politiske projekt? Var der ikke noget med, at Søren Espersen ville have Ole Sippel fjernet fra DR Nyheder? Og hvad var det nu det unge geni Morten Messerschmidt havde gang i her forleden, da han forlangte juraprofessor Vagn Greve fyret, fordi han havde udtrykt en vis form for forståelse for den muslimske tradition med blodpenge.
Morten Messerschmidt blev ganske vist kaldt til orden for sit ønske om berufsverbot mod folk med upraktiske meninger, men han har vundet en betragtelig sejr med ministerens beslutning om public service forskning. Det var nemlig Morten Messerschmidt der i et par år drev Kritiske Licensbetaleres overvågning af DR, hvor intet var for småt til en påtale. Han var især anfægtet af DR’s tidligere generaldirektør Christian Nissen, der havde sagt at DR måtte gå op mod højredrejningen i indvandrerdebatten, hvis institutionen skulle leve op til sit idégrundlag.
Dybest set betyder public service, at der skal laves radio, tv og Internet i folkets tjeneste. Det helt overordnede spørgsmål er derfor, om DR rent faktisk går op mod højredrejningen for licensydernes penge. Hvis det viser sig at være tilfældet, åbner det for en diskussion om DR’s idégrundlag, som i dag indeholder denne formulering: ”DR skal skabe muligheder for dialog mellem de mange sociale, etniske, politiske og kulturelle grupperinger i det danske samfund. Programvirksomheden skal herved bygge bro over kløfter og medvirke til at sikre de sammenhænge, som er en forudsætning for et demokratisk kultursamfund”. Hvis denne del af idégrundlaget for public service skal tages alvorligt, vil DR altid befinde sig i et politisk minefelt. Men det er også et bedre sted at være for en medievirksomhed, end i smult vande med et idégrundlag, som er i bedre overensstemmelse med regeringens og Dansk Folkepartis ønsker.
Når forskningens resultat foreligger, er der to mulige konklusioner og to mulige konsekvenser: DR lever op til public service forpligtelsen og kan derfor fortsætte som intet var hændt. Eller DR lever ikke op til alsidighedskravene, og skal derfor ændre stil og indhold, hvilket i sig selv vil være et overgreb på institutionens frihed. Sidst politikerne i DR’s bestyrelse krævede ændringer, fordi nyhedsformidlingen var for ensrettet, fik de trukket nogle kosmetiske streger i organisationsdiagrammet. Hvis public service forskningen skulle give politikerne lyst til større indgreb, har vi først for alvor problemet.