Anmeldelse i Weekendavisen den 2. september 2005
Samfundskritik. Forfatteraktivisten Arundhati Roy skriver skideirriterende politiske essays så det giver genlyd i globaliseringen.
Grise er heste. Piger er drenge. Krig er fred
Den 17. januar 2003 anmeldte jeg her i avisen den indiske forfatter Arundhati Roys flammende og rasende essaysamling ”The algebra of infinite justice”, hvor hun bl.a. gik voldsomt i rette med sit hjemlands hindu-fascistiske overgreb på muslimer og gjorde op med forestillingen om Indien som ”verdens største demokrati”. Det var politisk og polemisk essaystik på højt niveau – om terror og krig mod terror, om undertrykkelse og udbytning, om ofrene for den globalisering, der øger forskelle og privilegier mellem rig og fattig. Her to et halvt år senere udkommer hendes essays så for første gang i bogform på dansk, og det er godt at konstatere, at hun har holdt galden flydende.
Kun to måneder efter min anmeldelse, altså i marts 2003, fik forfatteren nyt brændsel til sit bål, da amerikanerne indledte bombardementet af Irak, og i People’s Press fortjenstfulde udgivelse (tænk at et forlag gider udgive samfundskritisk, politisk essaystik af en indisk kvinde!), spiller Arundhati Roys modvilje overfor krigen naturligvis en central rolle. Titelteksten, ”Menigmands guide til Imperiet”, er skrevet en måned efter invasionen, altså i april 2003, hvor forfatteren med forbløffende præcision forudsiger, at amerikanerne ikke vil kunne finde masseødelæggelsesvåben hos Saddam Hussein.
Her den 24. juni 2005 har hun så holdt sin seneste tale om det hun kalder historiens mest kujonagtige krig. ”Krænkelsen af Irak er en krænkelse af os alle: vores værdighed, intelligens og fremtid,” sagde hun blandt andet i endnu en præstation som politiserende, aktivistisk og stædigt retfærdighedssøgende forfatter. Der er ingen tvivl om, at krigens tilhængere vil finde hende skideirriterende, for hun er irriterende, insisterende og i opposition til magten, men hendes autoritetsmistro var altså båret af et sundt, intellektuelt jugement. De der masseødelæggelsesvåben var der jo ikke. Der er heller ingen tvivl om, at venner af USA vil opfatte forfatterens tilbagevendende kritik triviel og automatisk, ja de vil finde den ubeføjet, amoralsk og hyklerisk, når hun skriver, at Irak vil slippe ud af konflikten med en større grad af uskyld, end USA.
Arundhati Roy er gået fra at være shooting star til ukronet dronning i den venstreintellektuelle elite, hvor hendes eget store forbillede ikke overraskende er en mand som Noam Chomsky. Hun skriver og argumenterer i slipstrømmen af hans samfundskritik, hvilket vil sige frontalt op imod den amerikanske patriotisme og frihedsfortolkning, hør blot dette eksempel: ”Vi ved, at selvom ytringsfriheden juridisk og konstitutionelt er fri, kan den rum, hvori denne frihed udøves, blive taget fra os og solgt til den højstbydende. Neo-liberal kapitalisme handler ikke blot om akkumulering af kapital (til nogle). Den handler også om akkumulering af magt (til nogle), akkumulering af frihed (til nogle). For resten af verden, for dem, der er blevet udelukket fra neo-liberalismens beslutningsprocesser, drejer det sig snarere om en erosion af kapital, en erosion af magt, en erosion af frihed.
På det ”frie” marked er ytringsfriheden blevet en vare ligesom alt mulig andet – retfærdighed, menneskerettigheder, drikkevand, ren luft. En vare, som kun er tilgængelig for dem, der har råd til den. Og dermed selvfølgelig dem, der har råd til at bruge ytringsfriheden til at fabrikere den form for produkt, til at præparere den slags offentlig meningsdannelse, der passer til deres formål.”
Arundhati Roys politiske essaystik kan lyde som en båndudskrift fra en tale af Søren Søndergaard på Enhedslistens landsmøde, men heldigvis kommer hun af og til i tanker om, at hun rent faktisk har en kunstners evne til at skrive. Når George W. Bush siger, at amerikanerne er et fredeligt folk, replicerer hun ”Grise er heste. Piger er drenge. Krig er fred.” Hvorefter hun cool og lakonisk bringer en liste over lande, USA har bombet siden anden verdenskrig: Kina, Korea, Guatemala, Indonesien, Cuba, Congo, Peru, Laos, Vietnam, Cambodja, Grenada, Libyen, El Salvador, Nicaragua, Panama, Irak, Bosnien, Sudan, Jugoslavien og Afghanistan (det var før Irak-krigen brød ud). Og når hun skal beskrive FNs handlingslammelse, gør hun det på denne måde: ”Og nu tales der om at få FN tilbage på banen. Men den gode, gamle FN-tøs – hun viser sig slet ikke at være, hvad man forventede. Hun er blevet degraderet (selvom hun forbliver på samme høje løntrin). Nu er hun blevet verdens vicevært. Hun er den filippinske rengøringskone, den indiske jamadarni [en lokumsrenser fra en lav kaste], postordrebruden fra Thailand, den mexicanske hushjælp, den jamaicanske au pair-pige. Hun er ansat til at gøre rent og fjerne andre menneskers lort. Hun bliver brugt og misbrugt, som vinden blæser.”
Siden sit monumentale gennembrud med ”De små tings gud”, der i 1997 skaffede hendes Booker Prisen og verdensomspændende millionoplag, har hun helliget sig politisk essaystik, protester, demonstrationer, organisationsarbejde og de retssager, hun indimellem render ind i. Hun er bl.a. blevet dømt for at have deltaget i folkelige forsøg på at bremse et særdeles omskridt dæmningsprojekt i Indien, men hendes straf blev konverteret til en symbolsk dom på en enkelt dag i spjældet. Jeg gætter på, at Arundhati Roys skønlitterære karriere både begyndte og sluttede med ”De små tings gud”, men at hendes løbebane som oppositionsforfatter og aktivist vil få gevaldig næring af fremtidens krige, demokratisk underskud, diskrimination og konflikter mellem de velhavende og de underprivilegerede. Om man støtter USA eller ej, må man tage hatten af for Arundhati Roy, som også i den grad har påtaget sig rollen som en politisk forfatteraktivist, der er imod og skriver så det giver genlyd i globaliseringen (men hun skal jo nok ikke regne med at få job på Orientering på P1…).
Arundhati Roy: Menigmands guide til Imperiet. Samlede essays. Oversat af Arne Herløv Petersen og Henrik List. 306 sider, 299 kr. People’s Press.